Overblik: Her er Danmarks mest støjende byer

Ud fra en række rapporter, som kortlægger vejstøj og andre støjgener i boligområder, udpeger vi her 10 byer, som er særligt belastede

Flere af landets større byer sådam København, Odense og Aalborg er at finde på listen over de områder, der er særligt plaget af støj.
Flere af landets større byer sådam København, Odense og Aalborg er at finde på listen over de områder, der er særligt plaget af støj. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Mere end 100.000 danske boliger ligger så tæt på støj fra statslige veje, at lyden i boligerne overskrider 58 decibel og dermed kan betegnes som belastende. Heraf ligger 5578 boliger i den højeste støjkategori på mere end 68 decibel.

Det fremgår af Vejdirektoratets seneste støjhandlingsplan for statens veje, som kortlægger støjbelastningen over hele landet og rummer anbefalinger frem til 2023,

Også Miljøstyrelsen har kortlagt støjen i Danmark med et Digitalt Støjdanmarkskort, hvor man kan se de højeste lydkategorier følge vejnettet og andre særligt støjbelastende lokaliteter som lufthavne.

På baggrund af disse og flere andre undersøgelser af støj bringer vi her et Støj-Danmarkskort med 10 særligt udsatte byer.

1. Aalborg

Den store by ved Limfjorden rangerer ifølge European Environment Agencys faktaark om støj i alle europæiske storbyer som den by i Danmark, hvor den største andel af indbyggerne er generet af støj. Det er både bynære motorveje og støjende industri, som generer. 3767 aalborgensiske husstande er generet af støj fra statsveje, og heraf ligger 110 i den højeste kategori over 68 decibel.

2. Ringkøbing

Afstandene er store og motorvejene få i Ringkøbing-Skjern Kommune. Til gengæld ligger et vist antal huse direkte og ubeskyttet ud til befærdede landeveje i mindre byer som Lyne, Hoven, Vorgod-Bare og Spald samt i selve Ringkøbing by. Dette indebærer, at kommunen har Jyllands højeste andel af boliger i den højeste støjkategori, nemlig 170.

3. Skydstrup

Vejstøjen er til at overskue i den lille sydjyske by nær Vojens. Til gengæld er beboerne besværet af den nærliggende Flyvestation Skrydstrup som base for kampfly fra forsvaret, herunder de nye F-35-jagerfly, som vurderes at støje mere end de hidtidige F-16-jagere, Flyene udsender ikke konstant støj som en motorvej, men har flere gange overskredet såvel både WHO’s støjgrænse for koncerter, som er 110 decibel, og grænsen for at beskytte børns hørelse, som er 120 decibel.

4. Odense

Den Fynske Motorvej, M40, der går lige syd om Odense, er en cerebral støjkilde blandt statsveje i Danmark, og Vejdirektoratet har udpeget hele otte steder omkring motorvejen, der skal undersøges for videre støjafskærmning. 4710 odenseanske boliger er belastede af støj – dog forholdsvis få, 70 boliger, i den højeste kategori.

5. Nyborg

Også i byen, hvor trafikken fra Storebæltsbroen fortsætter vestpå mod Odense, volder motorvejsstøjen samt støjen fra tog problemer. 99 boliger ligger i den højeste kategori af støjbelastning. 1312 boliger i alt er belastede.

6. Hvidovre

361 boliger ligger i den højeste støjkategori, og i alt 7924 boliger er belastede i kommunen, der lægger jord til nogle af de mest trafikerede indfaldsveje samt den meget støjende Motorring 3, der omkranser hovedstaden.

7. Tårnby

Som hjemsted for Kastrup Lufthavn er kommunen på Amager øst for København et af de mest støjende områder i Danmark, men boliger er trods alt på så stor afstand af lufthavnens lyde, at det ifølge Miljøstyrelsen kun er kun 547 personer i 216 boliger, der dagligt belastes med mere end 60 decibel støj specifikt fra lufthavnen. Fire boliger ligger helt oppe i kategorien 70-74 decibel. Antallet af boliger, der ifølge Tårnby Kommunes egen støjhandlingsplan har belastende støj fra Øresundsmotorvejen, andre veje og andre støjkilder på mindst 58 decibel, er 6182.

8. København

Antallet af boliger i den højeste støjkategori over 68 decibel er i København klart Danmarks højeste, nemlig 1343. Men dette skal ses i forhold til det store antal boliger i hovedstaden, for flere andre steder er andelen af støjplagede boliger større. Ikke kun trafikstøj, men også støj fra nattelivet, musik i det fri, overflyvende rutefly og andre aktiviteter, der hører en millionby til, præger lydbilledet i København.

9. Gladsaxe

Omegnskommunen har gjort opmærksom på, at hele 67 procent af borgerne føler sig generet af trafikstøj, som udgår fra blandt andet Motorring 3 og Hillerødmotorvejen. I alt 8119 boliger i Gladsaxe ligger i den støjplagede kategpori, hvilket er dobbelt så mange som i København. 234 boliger ligger i den højeste kategori over 68 decibel.

10. Gentofte

Kun København har flere boliger i den højeste støjkategori end den nordlige forstadskommune Gentofte, som har 504 boliger i kategorien over 68 decibel, Især manglende eller utilstrækkelig støjafskærmning langs Helsingørmotorvejen fra København og videre mod Lyngby er et problem.