Prøv avisen

Overblik: Her er partiernes holdning til rigsretssag mod Støjberg

I dag afholder flere partier gruppemøde på Christiansborg inden afgørelsen om rigsretssagen mod Inger Støjberg (V). Her ankommer hun til Venstres gruppemøde. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

En række partier har gjort op, om de anbefaler en rigsretssag mod Inger Støjberg (V) eller ej

Her er et overblik over, hvor de enkelte partier står:

For rigsretssag:

Socialdemokratiet:

"Den socialdemokratiske folketingsgruppe har på baggrund af de klare juridiske vurderinger valgt at tilslutte sig, at Folketinget indleder en rigsretssag," skriver partiet i en pressemeddelelse.

Venstre:

"Jeg kan ikke leve med anklager om, at Venstre ikke kærer sig om lov og ret. Når sådanne anklager rejses, så skal de afklares, og der er ikke andre veje end en rigsretssag," siger Jakob Ellemann-Jensen. Ni af partiets medlemmer stemmer dog imod rigsretssagen.

De Konservative:

"Lov er lov, og lov skal holdes, uanset hvem vi er, og hvad vi i øvrigt står for," skriver gruppeformand Mai Mercado (K) på Facebook.

Radikale:

"Nu har også uvildige advokater talt. Der er begået lovbrud. Ingen er hævet over loven. Det er oplagt at få sagen for Rigsretten," skriver retsordfører Kristian Hegaard på Twitter.

Enhedslisten:

"For mig at se er der ingen tvivl om, at Inger Støjberg bør stilles for en rigsret," siger retsordfører Rosa Lund onsdag efter advokaternes vurdering.

SF:

"For SF er det principielt, at man som minister handler indenfor lovens rammer. Nu skal sagen vurderes af Rigsretten, og så er det op til den, om der i sidste ende kan fældes en dom, skriver SF's retsordfører," Karina Lorentzen, på Twitter.

Liberal Alliance:

"At Folketinget i denne situation skulle sige, at den sag vil vi ikke have prøvet ved en domstol, kan jeg slet ikke forestille mig," siger folketingsmedlem Ole Birk Olesen.

Alternativet:

"Advokaternes vurdering af Instrukskommissionens rapport bekræfter kun Alternativets holdning om at Inger Støjberg skal for en rigsret," siger partiets medlem af Folketinget, Torsten Gejl.

Løsgængere:

Derudover har løsgængerne Simon Emil Ammitzbøll-Bille og de tre løsgængere, der sammen kalder sig Frie Grønne, alle anbefalet en rigsretssag.

Imod rigsretssag:

Dansk Folkeparti:

"Inger Støjberg er udsat for en hetz uden lige," skriver Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, på Facebook onsdag. Hans parti mener ikke, at der er belæg for en rigsretssag.

Nye Borgerlige:

"For os er det fuldstændigt afgørende, at der ikke er ét eneste vidne, der siger, at ministeren (Inger Støjberg, red.) har beordret dem til at gøre noget ulovligt," siger partileder Pernille Vermund.

Lars Løkke Rasmussen

Løsgænger Lars Løkke Rasmussen var statsminister, da lovbruddene fandt sted, men er frikendt af Instrukskommissionen. Han stemmer imod en rigsretssag.

Læs reaktioner fra politikerne her.