Prøv avisen

OVERBLIK: Her får folkekirken sine penge fra

Et bredt flertal i Folketinget vil have gransket folkekirkens økonomi. Se her, hvor kirken får sine penge fra.

Liberal Alliance har bred opbakning til et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at lave beregninger af folkekirkens økonomi. Sigtet er, at præstelønninger udelukkende skal være betalt af medlemmer af folkekirken:

* Beslutningsforslaget:

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2016 at fremlægge beregninger, der kan danne grundlag for forslag, der kan sikre, at den del af folkekirkens økonomi, der relaterer sig til forkyndelse, adskilles fra statens økonomi, således at for eksempel præstelønninger finansieres fuldt ud af kirkeskatten eller af andre af folkekirkens egne indtægter og ikke af generelt opkrævede skatter og afgifter.

Se her, hvordan folkekirkens økonomi hænger sammen:

* Folkekirken har indtægter og udgifter på cirka 7,8 milliarder kroner hvert år.

* Den lokale kirkeskat svinger fra kommune til kommune. Den udgør lige knap 5 milliarder kroner.

* Landskirkeskatten fastlægges af kirkeministeren og svarer til en skatteprocent på cirka 0,15 procent. Den udgør lidt over 1 milliard kroner. Over halvdelen af præsternes lønninger betales over landskirkeskatten.

* Staten giver hvert år folkekirken 780 millioner kroner i tilskud. De fleste af pengene går til præstelønninger.

* Derudover har folkekirken omkring 1 milliard kroner i andre indtægter - som kirkegårde, renteindtægter og udlejning af ejendomme.

Kilder: Kristeligt Dagblad, Ritzau og ft.dk.