Overblik: Hvad er op og ned i overenskomstforhandlingerne?

Hvad handler overenskomstforhandlingerne egentlig om? Hvorfor er de brudt sammen, og hvad er risikoen for en strejke eller lockout? Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, Aalborg Universitet, forklarer, hvad der er op og ned

Overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte er brudt sammen. Her kæmper 
Anders Bondo Christensen (i midten til venstre) om lærernes krav i et møde med KL.
Overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte er brudt sammen. Her kæmper Anders Bondo Christensen (i midten til venstre) om lærernes krav i et møde med KL. Foto: Jens Nørgaard Larsen .

Hvad handler hele striden om overenskomstforhandlingerne om?

Det handler om at lande overenskomstforhandlinger for op mod 800.000 ansatte i den offentlige sektor, det vil sige knap en tredjedel af arbejdsstyrken. Arbejdsmarkedsmodellen er skruet sammen på den måde, at hvis parterne ikke bliver enige via forhandling, så har de muligheder for at benytte konfliktvåbenet til at presse modstanderen til at gøre indrømmelser. Nu skal Forligsinstitutionen forhindre en konflikt, der kan ende i strejke og lockout.

Hvorfor er forhandlingerne brudt sammen på hele det offentlige område denne gang (for stat, regioner og kommuner)?

Parterne har først og fremmest stået langt fra hinanden, allerede inden forhandlingerne gik i gang. Forholdet mellem dem er historisk koldt, og lønmodtagerne både i stat, regioner og kommuner står sammen. Særligt på det statslige område står man langt fra hinanden og har meget forskellige syn på, hvordan tingene ser ud, og hvad man har råd til.

Hvad har de største stridigheder været i overenskomstforhandlingerne?

Lønnen er den første og største knast. Der har været en stor diskussion om, hvorvidt de offentligt ansatte har fået for meget i løn i forhold til den private sektor, eller om de har været mådeholdne og nu bør få del i det økonomiske opsving.

Så er der nogle mere specifikke problemstillinger som for eksempel betalt frokostordning. Arbejdsgiverne mener ikke, det er en del af overenskomsten, men det bør det være ifølge de ansatte på det statslige område.

Og så er der lærernes arbejdstid. Forhandlingerne i 2013 endte som bekendt i en lærer-lockout og i en regulering via lovindgreb. Siden er lønmodtagerne rykket sammen i en solidaritetspagt og står last og brast med lærerne. Det er en meget vanskelig og principiel problemstilling, der ikke handler om at flytte nogle kroner den ene eller den anden vej.

Hvad er sværest at få løst?

Lærernes arbejdstid, også på det kommunale niveau. Det bliver meget interessant at se, om solidaritetspagten holder. Det er første gang, i de år der er forhandlet overenskomster, at alle offentlige organisationer står skulder ved skulder, hvor de plejer at rivalisere og slås om kagen på bekostning af hinanden.

Hvorfor står lønmodtagerne sammen denne gang?

Det er et produkt af, at arbejdsgiverne har været mere offensive efter finanskrisen og i høj grad efter 2011, hvor Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet som arbejdsgivere tog mere magt i forhandlingsmodellen. Det forsøger lønmodtagerne nu at stå sammen imod, blandt andet fordi de øvrige forbund kan se, at det, der skete med lærerne i 2013, måske også kan ske for dem.

Hvilken part har ret med hensyn til, om de offentligt ansatte har et lønforspring over for privatansatte eller ej?

I udgangspunkt begge parter. Begge parter har lavet deres egne beregninger for at styrke deres position. Arbejdsgiverne ser på spørgsmålet med 2008 som indeks, og det giver det billede, at de offentligt ansattes lønudvikling er foran de privates. Men går man længere tilbage i tiden, har udviklingen for offentligt og privat ansatte fulgt hinanden.

Det er også en vigtig pointe, at arbejdsgivere i 2011 og 2013 gik med til, at de ansatte ikke gik ned i løn, så reallønnen var sikret. Det klinger derfor en smule hult i dag, når man bruger lønudviklingen som argument.

Det er efter min vurdering første gang, at de er uenige om lønudviklingen, og det siger også noget om klimaet, allerede inden forhandlingerne gik i gang.

Hvad er udsigten til, at det ender i konflikt?

Nu mødes parterne i Forligsinstitutionen, som historisk set har været i stand til at lande en aftale og dermed undgå en konflikt på det offentlige område. Men det er bekymrende, at parterne er uenige om så mange ting. Det taler for en konflikt.

Men efter min vurdering ønsker ingen af parterne en konflikt, modsat i 2013 under lærerkonflikten. Folkeskoleområdet slikker stadig sårene fra lockouten, der tog hårdt på lærerne. En konflikt i den offentlige sektor går også hårdt ud over borgerne, hvilket spiller en vigtig rolle i den sidste del af processen.

Desuden er der ikke længe til et folketingsvalg, og tidligere har overenskomstforhandlinger tæt på et valg betydet, at især arbejdsgiverne, som jo også er politikere, er mere villige til at indgå et forlig og dermed sikre ro frem mod et valg. Det taler for, at parterne alligevel lander en aftale denne gang.