OVERBLIK: Terrorsag forfølger Thorning

Statsministeren er kommet i modvind for sine tidligere udtalelser om politiets bevogtning af synagoge.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har tirsdag travlt med at forklare, hvad hun vidste hvornår i dagene efter skudangrebene mod København i februar.

Her kan du få et overblik over sagens indhold:

* 14. februar klokken 15.31 affyrer den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein skud mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Han dræber en person og sårer fire politifolk.

* Den efterfølgende nat klokken 00.50 dræber samme gerningsmand en vagt og sårer to betjente foran synagogen i Krystalgade.

* På et internationalt pressemøde 16. januar erklærer Helle Thorning-Schmidt, at politiet "øjeblikkeligt" øgede beskyttelsen af synagogen efter angrebet på Krudttønden.

* Mens en redegørelse for politiindsatsen ved angrebene er under udarbejdelse, fortæller flere vidner, at der ikke var politi til stede ved synagogen, da den konfirmationsfest, som gerningsmanden senere angreb, startede klokken 19.

* Onsdag 6. maj fremlægger justitsminister Mette Frederiksen (S) en redegørelse fra Rigspolitiet.

* Her fremgår det, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) først klokken 18:42 kontaktede Københavns Politi og anbefalede at øge bevogtningen af synagogen, og at bevogtningen først var etableret klokken 19.22, næsten fire timer efter det første angreb.

* Justitsminister Mette Frederiksen har tirsdag besvaret en række spørgsmål fra Folketingets retsudvalg. Af svarene fremgår det, at Københavns Politi i en mail til Rigspolitiet kort før det internationale pressemøde 16. februar, oplyste at bevogtningen først blev etableret omkring klokken 19.30.

* Mailen blev via Justitsministeriet sendt til Statsministeriet, som modtog den seks minutter før pressemødets start med en advarsel om, at der ikke bør "meldes alt for bombastisk ud".

* Thorning afviser, at hun havde genskab til mailens indhold, da hun udtalte sig på pressemødet.

Kilder: Justitsministeriet, Jyllands-Posten, TV2