Prøv avisen
Portræt

Overlægen der ser omskæring af drenge som udtryk for al verdens ondskab

Ifølge Morten Frisch selv startede interessen for omskæringsdebatten, da han i 2002 fik bogen ”The Day Kadi Lost Part of Her Life” om en 4-årig afrikansk pige, der blev omskåret. ”Det, at folk skærer i deres børn, har været i mig siden,” siger han. Foto: Privatfoto

Inden for de seneste 10 år er overlæge Morten Frisch blevet selve symbolet på modstanden mod omskæring af drenge. Han siger, at det er en kamp mod uretfærdighed, der driver ham, men ildhuen gør ham ifølge flere også ubehagelig at debattere med og ude af stand til at adskille følelser og faglighed

Natten til lørdag den 6. december tikkede en besked ind i Adnan Al-Adhamis mailboks på Facebook. Beskeden var fra overlæge Morten Frisch, som var interesseret i at høre om den radikale ungdomspolitikers holdning til omskæring.

Adnan Al-Adhami svarede tilbage, at han ikke gik ind for et forbud, og gjorde kort rede for hvorfor. Det blev begyndelsen på en ifølge ham længere og meget ubehagelig diskussion på det sociale medie.

”Jeg fik blandt andet at vide, at jeg var et meget sårbart menneske, der ikke kunne forholde mig objektivt til emnet. Jeg oplevede ikke at blive behandlet rimeligt og ordentligt, og jeg er absolut ikke den eneste. Over 100 medlemmer af De Radikale modtog nemlig samme mail fra Morten Frisch,” siger Adnan Al-Adhami, som siden mailkorrespondancen med Morten Frisch ikke har ønsket at bidrage til debatten om omskæring.

Ihærdigheden og den hårde debattone er karaktertræk, der ofte går igen, når mennesker, som enten har iagttaget Morten Frisch i omskæringsdebatten eller selv har debatteret emnet med ham, skal beskrive den 52-årige overlæge i epidemiologi og adjungerede professor i klinisk sexologi.

Ligesom Adnan Al-Adhami ønsker flere ikke længere at deltage i debatten om, hvorvidt omskæring af drengebørn fortsat skal tillades eller, som Morten Frisch plæderer for, forbydes.

Kritikken står i stærk kontrast til den respekt og anerkendelse, Morten Frisch modtager som prisbelønnet forsker i seksuel sundhed. Af kolleger bliver han blandt andet beskrevet som meget omhyggelig, dygtig til at kunne gennemskue data, skarpsindig, selvkritisk, hårdtarbejdende og enormt innovativ. Som 34-årig fik han i 1997 tildelt Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris for sin internationalt anerkendte forskning i endetarms- og hudkræft, som ifølge forskere og kolleger har vendt op og ned på forståelsen af de to kræftsygdommes karakter. Siden har han især arbejdet med danskernes seksuelle sundhed, og i 2013 modtog han AIDS-Fondets forskningspris for at have belyst sundhedsudfordringer for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede personer i Danmark.

Ved siden af dette arbejde er også omskæring kommet til at fylde meget, og Morten Frisch har de seneste 10 år fået produceret både forskning inden for området og en lang række debatartikler og er blevet citeret flittigt i mange medier. Her har hovedpointen stået meget klart: Morten Frisch går ind for et forbud, da der ifølge ham og hans forskning kan være store konsekvenser ved omskæring og ingen medicinsk beviste fordele ved at skære i drengebørn, som ikke selv har fået lov til at tage stilling til indgrebet.

Faktisk er Morten Frisch blevet et af symbolerne på omskæringsmodstanden i Danmark, siger kommunikationsrådgiver Bente Dalsbæk, som tidligere har interviewet overlægen til sin debatbog om omskæring ”Med eller uden skræl” fra 2012.

”Jeg har oplevet, at folk har spurgt mig, om jeg er på 'Morten Frisch-holdet'. Han er virkelig optaget af det her emne, og man kan mærke, at det er blevet en del af ham selv. For ham er omskæring ikke bare en lægelig vurdering, men en del af hans grundsubstans. Men jeg oplevede ham som meget saglig, da han medvirkede i bogen,” siger hun.

Også religionshistoriker og adjunkt ved Syddansk Universitet Jens-André Herbener ser Morten Frisch som væsentlig i kampen mod omskæring herhjemme. Han har i længere tid fulgt debatten på de sociale medier og også givet sin egen holdning til kende i debatindlæg. For ham at se havde omskæringsmodstanderne ikke været så dominerende i debatten herhjemme, hvis ikke Morten Frisch deltog og samtidig gav plads til en del af debatten på sin Facebookside.

”Jeg opfatter ham som den mest synlige aktør for et forbud herhjemme. Han er absolut primus motor for omskæringsmodstanderne og endda en videnskabelig primus motor. Han bliver på grund af sin egen forskning vægtet som en med stor autoritet, og det, at han er så ivrig, er også kommet til at spille en stor rolle for folk og foreninger, der ønsker et forbud.”

Ifølge Morten Frisch selv startede interessen for omskæringsdebatten med en bog. Da han i 2002 forsvarede sin doktordisputats, forærede hans kolleger ham et fotografisk essay, han selv havde ønsket sig, kaldet ”The Day Kadi Lost Part of Her Life” (Den dag Kadi mistede en del af sit liv). Bogen var en fortælling om den fireårige afrikanske pige Kadi, der blev omskåret.

”Det, at folk skærer i deres børn, har været i mig siden,” siger Morten Frisch og tilføjer, at det også er hans sociale indignation og trang til at modarbejde urimeligheder, der har kastet ham ind i diskussionen.

”Jeg synes, at det er generende, at der er den her blindhed overfor, at man påfører et lille barn en stor skade. Jeg synes, at det er urimeligt, og er der noget, jeg ikke kan lide, så er det urimelighed. Lige fra jeg har været en stor dreng, kunne jeg blive elendig, hvis andre blev udsat for uretfærdigheder.”

Derudover opponerer Morten Frisch stærkt imod brugen af religiøse argumenter blandt omskæringsfortalere.

”Jeg er hverken et religiøst eller et antireligiøst menneske, men der, hvor jeg kommer i opposition, er når, der bruges irrationelle argumenter i debatten. Det her er ikke et bare et niv i tissemanden. Den blindhed, vi har over for omskæring, skyldes jo kun den religiøse og kulturelle kontekst og venerationen over for det jødiske mindretal. Den æra, hvor religiøse argumenter kunne bruges til andet end ens subjektive livsførelse, er vi løbet fra,” siger Morten Frisch.

I barndommen var forholdet til tro dog et andet. I hjemmet i Allerød i Nordsjælland, hvor Morten Frisch voksede op med sine to storebrødre, faderen, der var civilingeniør, og moderen, der var korrespondent, spillede religion ikke nogen større rolle, og kirken blev kun besøgt i julen. Men da Morten Frisch var i konfirmationsalderen, stod troen stærkt i hans sind, og som han selv husker det, var han den eneste i klassen, der blev konfirmeret, fordi han troede på Gud.

”Jeg følte, at det gav mening på det tidspunkt, men jeg følte mig også som en outsider,” siger han.

I dag betragter Morten Frisch, der meldte sig ud af folkekirken for tolv år siden, sig selv som agnostiker.

”Jeg siger ikke, at Gud ikke findes, men jeg har ikke et behov for at vide det. Det, jeg synes, er vigtigt, er, at religion ikke bliver andet end en personlig ting.”

Ligesom Morten Frisch er imod, at man bruger religion som et argument for omskæring, gør han også meget ud af at få personer, der deltager i debatten, til at redegøre for deres religiøse ståsted. Ph.d., lektor og epidemiolog ved institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Dan Meyrowitsch, som blandt andet har forsket i opfattelser af mandlig omskæring i afrikanske hiv-forebyggelsesprogrammer, har flere gange oplevet at blive kaldt en ”jødisk forsker” af Morten Frisch i debatten.

”Første gang jeg så ham kalde mig det, måtte jeg læse det igennem flere gange, for jeg troede ikke på, at det kunne være rigtigt. Jeg var så forbavset over, at en saglig forsker og kollega kunne udtrykke den form for delegitimering og mistænkeliggørelse af en anden forsker. Det ville svare til, at man konsekvent skal forholde sig til en sundhedsforskers seksuelle, etniske og religiøse baggrund, hver gang vedkommende udtaler sig om noget. Det hører ikke nogen steder hjemme. Det var meget grænseoverskridende, og jeg blev først ked af det og senere vred,” siger Dan Meyrowitsch, som ikke længere ønsker at deltage i den offentlige debat om drengeomskæring.

Flere debattører fortæller, at de har følt sig dømt farvede i debatten om omskæring. Det oplevede blandt andre freelanceskribent Inger Holst, da hun for et cirka et år siden skrev en artikel til Weekendavisen om Europas jøder og antisemitisme.

”Her gjorde jeg opmærksom på, at der kunne være en uvidenhed om, hvad antisemitisme er. Herefter blev jeg af Morten Frisch og hans følgere på Facebook gjort til glødende fortaler for omskæring, selvom det slet ikke er tilfældet. På de sociale medier skrev han, at jeg sagde, som jeg gjorde, for at lefle for mine jødiske venner,” siger hun.

Morten Frisch finder dog spørgsmålet om ens religiøse interesser relevant for debatten.

”Hvis du skal diskutere et spørgsmål, som handler om børns rettigheder, og det kolliderer med religiøse hensyn, så bliver du nødt til at redegøre for dine eventuelle religiøse interessekonflikter. Når omskæringstolerante debattører ikke oplyser deres religiøse udgangspunkt og blot foregiver at være neutrale, er det ikke hæderligt spil,” siger han og tilføjer, at ingen dog kan påberåbe sig total objektivitet.

”Som forskere tilstræber vi objektivitet, men vi kommer altid med en kulturel bagage og personlige erfaringer, der farver vores syn på verden. Det er en illusion at foregive at være blottet for kontekst, når man diskuterer et så kontroversielt emne som retten til egen krop. Hvis du kommer fra en baggrund, hvor du er vant til den slags krænkelser og ovenikøbet tillægger dem en smuk værdi, så kan du have svært ved at være neutral.”

Selvom han ikke mener, at han selv er farvet af en bestemt religiøs overbevisning i omskæringsdebatten, har Morten Frisch ad flere omgange fået kritik for ikke at kunne skelne mellem følelser og faglighed. Blandt tidligere højtstående medarbejdere i Sundhedsstyrelsen, der ønsker at være anonyme, lyder det blandt andet, at Morten Frisch åbenlyst sammenblandede personlige meninger og sit job som forsker.

”Jeg har stor respekt for Morten Frisch som person, og selvom jeg personligt deler hans holdning til omskæring, er jeg nogle gange blevet lidt forvirret over, hvad hans engagement for at deltage i debatten egentlig var. Under samtaler med styrelsen er det blevet lidt emotionelt og lidt skingert, hvilket stod i modsætning til den egentlige rolle som forsker.”

Samme oplevelse havde Michael King, der er professor med speciale i seksuelle dysfunktioner ved University College i London og for nogle år tilbage debatterede omskæring med Morten Frisch i BBC. Her argumenterede Morten Frisch blandt andet ud fra sit eget forskningsprojekt fra 2011, hvor 5000 seksuelt aktive danske mænd og kvinder havde svaret på spørgsmål om deres seksuelle erfaringer og problemer. Et af projektets konklusioner var, at omskårne mænd tydeligt skilte sig ud og havde tre gange så høj risiko for at opleve hyppigt besvær med at opnå orgasme.

Michael King finder dog ikke studiet overbevisende, da man reelt kun kan undersøge forskellen for omskårne mænd ved at undersøge omskårne mænd, som også har været seksuelt aktive som uomskårne. Et sådant studie blev lavet i Afrika og viste absolut ingen påvirkning af mændenes seksuelle funktion,” siger han. På samme måde mener Michael King, at der mangler en overbevisende årsagssammenhæng i Morten Frischs studie fra i år, der viser, at omskårne drenge har væsentligt højere risiko for at udvikle autismeforstyrrelser.

Morten Frisch selv er dog ikke enig i kritikken om ikke at kunne skelne mellem sin forskning og sine holdninger som privatperson i omskæringsdebatten.

”I min forskning bestræber jeg mig på at være objektiv, men jeg har aldrig lagt skjul på min personlige holdning, og jeg foregiver ikke at være objektiv, når jeg debatterer,” siger han.

Det store engagement har dog betydet, at Morten Frisch i dag udtaler sig som privatperson, når han interviewes i omskæringsdebatten, idet arbejdspladsen, Statens Serum Institut, hvor han er overlæge, ikke har nogen holdning til dette spørgsmål.

Heller ikke Lena Nyhus, forkvinde for foreningen mod børneomskæring Intact Denmark, har meget til overs for beskyldningerne om, at Morten Frisch skulle have en personlig agenda. Selv bliver hun ofte beskyldt for det samme, siger hun. Som forkvinde for Intact Denmark møder hun ofte Morten Frisch til debatarrangementer, og foreningen får lov at bringe mange af hans skrivelser på sin hjemmeside.

”Men vi gør meget ud af at pointere, at han ikke er involveret i Intacts arbejde og ikke er medlem. Min klare opfattelse er, at det skyldes, at det er vigtigt for ham som forsker at arbejde helt uafhængigt,” siger Lena Nyhus, som ser Morten Frischs arbejde som sagligt og hans engagement som dybt oprigtigt.

”Jeg plejer at sige, at han nogle gange formulerer sig lidt anderledes, end jeg ville. Jeg er nok mere blød og diplomatisk, mens han er mere kontant. Men jeg har aldrig været uenig med ham.”

Den kontante tone kender kollegaen Christian Graugaard, der sexologiprofessor på Aalborg Universitet, også til.

”Morten engagerer sig og tager om nødvendigt en tur i den offentlige vridemaskine, selvom han i bund og grund er et ret genert menneske. Som en forsinket oplysningstidsforsker insisterer han på at bruge sin forskning til at gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted. Det har jeg stor respekt for.

Til gengæld hader han slendrian og halvfordøjede meninger, og han er benhård at bide skeer med, hvis man ikke har argumenterne i orden. Det har jeg personligt lært meget af. Han kan også godt være drønirriterende, fordi han er så stædig og ikke helmer, før vi andre har forstået hans pointer. Derudover er han drevet af en god portion social indignation, og han har det virkelig svært med uretfærdighed - især hvis den er begrundet i uvidenhed, pseudovidenskab eller politisk bekvemmelighed. Så ser han rødt.”