Behandling af enhver patient, der selv kan tage stilling, må uanset dennes sygdomstilstand kun finde sted med hans eller hendes informerede samtykke.
Så enkelt er et grundlæggende princip i sundhedsloven. Og så enkelt bør det også fremstå og forvaltes, mener medlem af Det Etiske Råd og pensioneret overlæge Poul Jaszczak samt rådets formand, børnelæge Gorm Greisen.
De ønsker loven ændret – eller rettere forenklet – så denne ret gælder, også hvis patientens ønske umiddelbart medfører døden.
”Sundhedsloven skal være så let forståelig, at man følger den oprindelige intention, nemlig at man som patient har ret til at sige ja tak eller nej tak til behandling. Det mærkværdige i dag er, at hvis man som læge ophører med at give visse behandlinger på patientens begæring, så kan det ende med at være strafbart som assisteret selvmord,” siger Poul Jaszczak.
Både han og Gorm Greisen er modstandere af aktiv dødshjælp. Men de er også imod de særregler i loven, der ifølge dem skaber tvivl blandt læger og patienter om, hvad de faktisk må og har ret til, og som altså i nogle tilfælde gør det strafbart for lægen at følge en patients ret til at sige nej.
Det mest påtrængende eksempel er respiratorpatienten, der ønsker sin respiratorbehandling stoppet, efter at den er sat i gang.
I sundhedslovens paragraf 25 står der: ”En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.”
Men, spørger lægerne i et indlæg om problemstillingen i dagens avis:
”Betyder det, at man ikke kan afvise en behandling, hvis man ikke er uafvendeligt døende?”.
Det kunne for eksempel gælde respiratorbrugeren, der godt nok ikke kan trække vejret selv, men ikke i øvrigt lider af en fremadskridende, dødelig sygdom.
Og svaret i det tilfælde er ja: Patienten kan ikke afvise behandling. For hvis afbrydelsen umiddelbart medfører patientens død, vil det ”efter omstændighederne kunne betragtes som drab på begæring”, står der i vejledningen til loven.
”Vi vil have, at man kan sige nej til al behandling. Man skal kunne sige nej til at komme i respirator, men også til at komme ud af respiratoren,” siger Gorm Greisen.
Han tilføjer:
”Jeg tror, det vil løse noget af den frustration, som fører til ønsket om at indføre aktiv dødshjælp, for det bærer brænde til det bål, at man ikke engang kan have lov til at slippe for behandling.”
Formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen Lise Møller bakker op om idéen.
”Loven kan give anledning til tvivl, og for at hindre tvivlen fremsætter de to læger et tydeligt forslag til en ny lov. Vi er positive over for inten-tionerne i forslaget: Man skal have lov at sige ja tak eller nej tak til behandling, både før man sættes i den, og mens man er i den, hvis man er fuldt oplyst om konsekvenserne, og man kan forstå de oplysninger, man har fået.”
En enkel og let forståelig lov er relevant langt ud over debatten om dødshjælp, mener hun:
”For mig handler det ikke blot om en snæver gruppe, der har nogle helt særlige omstændigheder, men om alle. Hvor mange ved for eksempel, at de kan sige nej tak til at blive behandlet for et brækket ben eller for lungebetændelse?”.
Anne Mette Dons er læge, tidligere chef i Sundhedsstyrelsen og konsulent med ekspertise inden for patientsikkerhed og sundhedslovgivning. Hun er skeptisk over for, om en forenkling af loven praktisk lader sig føre ud i livet.
”Det har så mange afledte konsekvenser, at det vil kræve et enormt forarbejde. Der opstår så mange situationer, hvor man kan komme på glatis: Hvor længe skal en person for eksempel have tænkt over, at han eller hun vil afbryde en respiratorbehandling? Skal vi så udvide gyldigheden af livstestamenter – og hvad hvis ens ønsker til behandling ændrer sig i takt med livet? Kan din familie træffe beslutningen, hvis du ikke selv kan kommunikere? Jeg vil ikke afvise det, men jeg er heller ikke sikker på, det er en god idé, fordi det er så komplekst,” siger hun og vil i stedet henlede lægernes opmærksomhed på lovens vejledning fra 2014, så de tydeligt forstår de muligheder, loven rummer i dag.