Prøv avisen
Interview

Asiens Nelson Mandela: Atombomben gjorde mig til frihedskæmper

Nu 93-årige Peng Ming-min, der siden blev en institution i Taiwan, befandt sig i den Nagasaki på den skæbnesvangre dato.

Peng Ming-min var 22 år, da han hørte, så og overlevede atombomben over Nagasaki i 1945. Tragedien blev begyndelsen på hans livslange kamp for fred, frihed og retfærdighed, men også på et ekstraordinært liv med livstidsdom, præsidentvalg og store personlige ofre

Den ældre mands øjne er fulde af liv, da hans mund former et afdæmpet smil.

”Tja,” siger han, og hvad skal man også svare på, hvordan det føles at være blandt de sidste øjenvidner til atombomben over Nagasaki i 1945?

Han nipper til sin te og ser lidt ud i det stilfuldt indrettede lokale centralt i Taipei, hovedstaden i den lille østat Taiwan.

”Det var forfærdeligt at opleve så meget død og smerte, og jeg håber selvfølgelig ikke, at verden igen kommer til at opleve en sådan tragedie. Jeg håber heller ikke, at verden glemmer, hvad der skete, selvom der snart ikke er flere tilbage til at fortælle om det. Men for mig personligt betød bomben i første omgang afslutningen på en umenneskelig krig. Og så blev den starten på min kamp for fred og frihed i mit hjemland. Jeg svor at gøre mit til, at jeg aldrig kom til at opleve den slags igen, og viede mit liv til at modarbejde krig, overgreb og den undertrykkelse, vi taiwanesere har levet med i århundreder.”

Peng Ming-mins historie er ekstraordinær på alle tænkelige måder. Han er et af de sjældne mennesker, der besidder evnen og viljen til at inspirere millioner gennem sine handlinger. Og som er villig til at bringe endog meget store personlige ofre for at opnå de forandringer for Taiwan, som han har kæmpet for livet igennem. En asiatisk Nelson Mandela, om man vil, men uden den samme globale opmærksomhed.

Han er i dag 93 år. Blodtrykket er lidt for højt, men ellers føler han sig sund og rask og ”parat til at møde Gud”, som han siger. Ikke at det behøver at være lige nu, for selvom han har oplevet og opnået mere end de fleste, er han ikke færdig endnu. Sidste år var han medstifter af et nyt politisk parti, han mødes stadig med politiske ledere og fungerer som levende ikon for den uafhængighedskamp i Taiwan, der især de seneste år har vokset sig stadig stærkere.

I sommeren 1945 , den 9. august, var Peng Ming-min dog blot en ung jurastuderende i alvorlig knibe.

Han var flygtet fra universitetet i Tokyo, hvor han læste jura, for han var efterhånden den eneste, der ikke havde meldt sig til at tjene den japanske hær. Hvorfor skulle han spilde sit liv i en allerede tabt krig for et land, der behandlede ham som andenrangsborger?

Af frygt for at blive fængslet var han rejst mod Nagasaki for at bo med sin bror i en lille fiskerby 30 kilometer uden for byen, men inden han nåede så langt, havde han mistet sin venstre arm i et bombeangreb fra en amerikansk flyvemaskine.

Denne formiddag hvilede han sig derfor med avisen og en kop te, da han hørte summen fra et fly over huset, og så pludselig: Et blændende lys, som blitzen fra et fotografiapparat lige foran hans øjne. Herefter fulgte den lyd, han stadig kan høre for sig lige så tydeligt som dengang.

”Det lød ikke som en bombe, der var ikke et brag til at begynde med, der var kun denne besynderlige lyd, som jeg bedst kan beskrive som lyden af en hammer, der rammer et hårdt stålunderlag. En stump, metallisk lyd, der var så høj, at man skulle tro, hammeren havde ramt hele Jorden,” fortæller Peng Ming-min.

Hele huset begyndte at ryste voldsomt, og mange af ruderne blev blæst ind. Da han turde kigge ud, så han en sort sky brede sig over Nagasaki efterfulgt af en hvid paddehat, der hævede sig op over alt det sorte.

”Hvad er det?”, råbte han fortvivlet, men han anede det ikke.

Det var der kun få mennesker i området, der gjorde, for ingen havde taget særlig notits af den kortfattede artikel i avisen to dage tidligere: ”I går blev Hiroshima bombet. Amerikanerne har brugt et nyt våben. Der var omfattende skader.”

Det lød blot som endnu en bombning, og der skulle gå lang tid, inden Peng Ming-min fandt ud af, at op mod 60.000 menneskeliv var gået tabt på et øjeblik.

I Nagasaki ringede telefonen. Peng Ming-mins bror, der var læge, blev kaldt ind til byen sammen med alle andre læger. Da han vendte tilbage sent samme aften, var han bleg og kunne næsten intet sige.

”Men vi forstod det centrale, ” fortæller Peng Ming-min.

”Nagasaki, som vi kendte byen, var væk. Alle var døde. Vi kendte ikke ordet atombombe, det eneste, vi vidste, var, at der var tale om et nyt våben. Derfor blev de følgende dage og uger ekstra forfærdelige, for ud over de mange døde begyndte mange af de overlevende at bløde fra næse, ører og øjne. Ingen vidste, hvad det var, der var ingen medicin, der var intet at gøre, jeg kunne bare betragte, hvordan alle, der begyndte at bløde, var døde få dage efter. Så vi levede i angst for at mærke blodet komme. I flere måneder efter føltes det som at vente på døden. Jeg glemmer det aldrig.”

Efter krigens slutning vendte Peng Ming-min hjem til Taiwan, men det var ikke længere det land, han havde drømt sig til-bage til.

Efter 50 år under japansk styre havde Kina nu taget over, og vold og korruption rådede. Privat ejendom blev tilfældigt beslaglagt, og utilfredsheden blandt de lokale blev mere og mere udtalt. Den 27. februar 1947 blev et sammenstød mellem en cigaretsælger og en kinesisk officer startskuddet til et åbent oprør, senere kendt som 228 Episoden, hvor op mod 30.000 taiwanere blev slået ihjel, og endnu flere blev fængslet, tortureret eller forsvandt for altid.

Nu 24-årige Peng overlevede ved at gemme sig, men mange af hans venner døde. De blev pisket, skåret op, og nogle blev smidt i havet. Især de ledende figurer i ungdomsbevægelserne var nu pludselig væk.

”Vi blev en lederløs generation, og vi var rædselsslagne,” fortæller han.

”Men jeg blev samtidig endnu mere opsat på at kæmpe for uafhængighed til det taiwanske folk. I 400 år havde vi levet under andre nationers ofte brutale styre uden mulighed for at forme vores egen fremtid. Nu skulle det stoppe.”

Det var dog en opgave med lange perspektiver. Kina havde indført et militærdiktatur ledet af Chiang Kai-shek, så Pengs vej til forandring blev intellektuel. Han uddannede sig inden for jura i Frankrig, Canada og Japan, inden han i 1954 vendte tilbage til Taiwan, nu som den yngste professor i efterkrigstiden. Han blev leder af Institut for Statskundskab på National Taiwan University og sågar udpeget af Chiang Kai-shek til at rådgive den taiwanske delegation i FN – på den tid den højeste politiske position for nogen taiwaner. Imens skrev han Kina-kritiske tekster, kulminerende i 1964 med ”Et Manifest til redningen af Taiwan” forfattet sammen med hans studerende. Et skrift, der stadig i dag er Taiwans officielle politik, og som har fået iagttagere til at betegne Peng Ming-min som fadderen til demokrati og uafhængighed i Taiwan.

Reaktionen fra Chiang Kai-shek kom prompte: Otte års fængsel. Efter massivt international pres blev dommen dog omstødt 14 måneder senere og hed nu: Overvåget husarrest på livstid.

Man kunne skrive en hel bog om, hvordan Peng seks år senere formåede at flygte under højdramatiske omstændigheder fra sin husarrest (faktisk har han selv skrevet netop den bog) og nåede til USA. Herfra fortsatte han sin akademiske karriere, blandt andet på Harvard, Stanford og Berkeley, og han var fortsat en ledende figur i taiwansk politik.

Der var dog tunge ofre. Han blev separeret fra sin kone og mistede kontakten til sine børn, som ikke forstod hans prioriteringer.

”Jeg betalte den ultimative pris for mine overbevisninger,” forklarer han, mens stemmen for første gang bliver grødet og te-sippene hyppigere.

”Var jeg død, ville det jo bare være det, men jeg mistede min familie. Nogle siger, at jeg forlod dem, da jeg flygtede, men jeg var nødt til at tage af sted. Der var så meget mere at udrette.”

I 1992, efter 22 år i eksil, kunne han endelig vende hjem til et land, der ikke havde glemt ham. Til Taiwans første reelle præsidentvalg fire år efter stillede han op og blev nummer to efter den mere Kina-venlige kandidat. Efter valget stiftede han The Nation-Building Union of Taiwan (Taiwans Statsopbyggende Union), hvor han sad som præsident. Og da hans parti DPP i 2000 vandt præsidentposten for første gang, blev han året efter seniorrådgiver for præsident Chen Shui-bian.

I dag er han officielt pensioneret, men fortsat politisk aktiv. Dagen før mødet med Kristeligt Dagblad spiste han frokost med den nuværende præsident, Tsai Ing-wen.

”Hun er ikke-korrumperbar,” siger han og nikker anerkendende.

”Men det bliver hårdt arbejde for hende, for den statslige administration er stadig meget Kina-vendt. Efter så mange år under fremmed styre er det også vanskeligt for mange taiwanere at forestille sig at være helt fri af Kina, men bevægelsen er i fuld gang, og en dag skal vi nok opnå den uafhængighed og anerkendelse, jeg har kæmpet så hårdt for.”

Peng Ming-min læner sig tilbage i sofaen, hans fortælling er slut. Godt nok har han mindst et par gode år i sig endnu, siger han med en undertrykt latter, men de store fingeraftryk er han færdig med at sætte. Derfor virker det oplagt at spørge, om det har været det hele værd: Kampen, ofrene.

”Lad mig svare på en anden måde. Du spurgte, hvordan jeg har det med at være blandt de sidste overlevende efter atombomben over Nagasaki. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, at det hele er ved at være forbi. Men jeg lovede mig selv dengang, at jeg skulle udnytte det ekstra liv, der blev mig givet efter bomben, og det synes jeg i al beskedenhed, at jeg har gjort. Jeg har levet et tumultarisk og farverigt liv, og ikke mange kan sige, at de har levet deres liv lige så fuldt ud som jeg. Jeg har trods alt overlevet et atomangreb, fået en livstidsdom, flygtet og været præsidentkandidat. Det har ikke ført til officiel uafhængighed til Taiwan, men vi er kommet et stort skridt nærmere, og det er jeg godt tilfreds med.”

Dette billede viser ifølge Atombombemuseet i Nagasaki paddehatteskyen over Nagasaki den 9. august 1945 fotograferet fra en ukendt lokalitet. Nu 93-årige Peng Ming-min, der siden blev en institution i Taiwan, befandt sig i den japanske by på den skæbnesvangre dato. – Foto: Nagasaki Atomic Bomb Museum/EPA/Scanpix