Overrabbiner om nedlukningen: Mødet mellem mennesker er svært at undvære i den jødiske tro

Overrabbiner Jair Melchior håber, han vil kunne tage noget af coronanedlukningens ro med sig, når hverdagen, som vi kender den, indfinder sig igen. Han tvivler dog på, det kan lade sig gøre i praksis

Jair Melchior er overrabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark. – Foto: Leif Tuxen.
Jair Melchior er overrabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark. – Foto: Leif Tuxen.

I artikelserien ”Mit forandrede liv” taler Kristeligt Dagblad med markante danskere om, hvordan nedlukningen berører deres hverdag. De næste artikler i serien kan blive sendt direkte til indbakken. Tildmeld dig her.

Hvad er det værste ved denne tid?

Først og fremmest at miste mennesker, hvor det ikke var nødvendigt. Vi har haft enkelte dødsfald med corona i menigheden. Derudover er det vanskeligt at undvære både det menneskelige og det religiøse aspekt af mødet. Den jødiske tro er først og fremmest et religiøst fællesskab. Den består ikke kun af et forhold mellem os og vores skaber, men også af et mellem os og andre mennesker. Så når vi ikke samles i synagogen, mangler vi et vigtigt aspekt af vores tro.

Hvad er det bedste ved denne tid?

For mig er det helt klart, at jeg har haft mere tid sammen med min familie, herunder mine tre børn, end jeg nogensinde har haft. Og ikke mindst, at tempoet i det, vi foretager os, er blevet sænket. Vi har for eksempel fundet brætspillene frem og haft det virkelig sjovt med at spille sammen i timevis. Den slags aktiviteter kan vi godt glemme i hverdagen, hvor det virker nemmere lige at tænde for Netflix.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig denne vinter.

Jeg har set filmen ”Temple Grandin” på HBO. Den handler om en kvinde, Temple Grandin, der blev den første professor med autisme. Det har intet med corona at gøre, men filmen inspirerede mig meget, fordi hendes livsrejse er så unik. Den fortæller noget om, hvor meget man kan opnå, selvom man ikke ligner alle andre. Og hvor vigtigt det er at lytte til og tro på de mennesker, som er anderledes.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Jeg er næsten bange for at sige det. Men forhåbentlig vil jeg huske på, hvor godt det er at komme ned i tempo. Men som sagt: Det er kun noget, jeg kan håbe, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at så snart jeg igen får flere arbejdsopgaver, så forsvinder de gode intentioner.

Hvad er det bedste råd, du vil give til andre til at komme igennem coronatiden?

Det er svært at komme med et godt, konkret råd, for når man gør det, kan man så let komme til at overse den situation, folk står i. Det er frustrerende at få et råd, man ikke kan bruge til noget, og meget er lettere sagt end gjort i den her tid. Men hvis jeg skal sige noget, så tror jeg, det vil være, at man må forsøge at finde på løsninger og alternativer. Hvis der er noget, man ønsker sig, skal man forsøge at tænke kreativt, så man på en eller anden måde kan få det.