Overset gruppe af voldsramte kvinder får nu hjælp

Ny evaluering viser, at voldsramte kvinder, der er højtuddannede og har levet med volden længe, også kan hjælpes

“Rigtig mange af de her kvinder har været optagede af, hvordan det ville se ud, hvis de tog på krisecenter. De har løbende brugt enorm energi på at opretholde facaden og et normalt liv for sig selv og for de børn, der ofte er involveret.," siger direktør i organisationen Danner.
“Rigtig mange af de her kvinder har været optagede af, hvordan det ville se ud, hvis de tog på krisecenter. De har løbende brugt enorm energi på at opretholde facaden og et normalt liv for sig selv og for de børn, der ofte er involveret.," siger direktør i organisationen Danner. Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix.

”Hvis du så de her kvinder på Instagram, så ville man tænke, at de havde det godt,” siger direktør i organisationen Danner Lisbeth Jessen.

Danner er en privat organisation, der arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn i nære relationer, og de driver et krisecenter i København.

De kvinder, Lisbeth Jessen taler om, er kvinder med høj uddannelse, fast arbejde og et stærkt netværk. Kvinder, hvor mange i mere end fem år har levet i et voldeligt forhold. Kvinder, som organisationer som Danner hidtil har haft svært ved at få fat i. Og kvinder, for hvem volden i mindre grad er fysisk end for kvinder, der tjekker ind på krisecentre.

Lisbeth Jessen understreger dog, at man ikke skal undervurdere, hvor alvorlig kvindernes situation er.

”Selvom det ikke altid er synligt på overfladen, har mange af disse kvinder levet langvarigt med trusler og både fysisk, psykisk og seksuel vold, og de er dybt påvirkede af traumer, som betyder, at deres livskvalitet er meget ringe,” siger hun.

En evaluering fra analyse- og konsulentvirksomheden Oxford Research viser, at rådgivningstilbuddet ”Sig det til nogen”, der begyndte som det første af sin slags i 2018, kan få fat i den oversete gruppe af voldsramte kvinder.

”Sig det til nogen” er et ambulant rådgivningstilbud, som organisationen Danner samt Ringsted og og Randers Krisecenter står bag. Rådgivningen foregår, ligesom når man skal til lægen. Det er dermed ikke nødvendigt for kvinderne at flytte ind på et krisecenter for at få hjælp. Hvis det vurderes, at kvinderne er voldsramte, kan de aftale tid med en socialrådgiver eller psykolog og dermed fortsætte med at bo hjemme.

Lisbeth Jessen vurderer, at der er flere grunde til, at den ambulante rådgivning får fat i lige netop de ressourcestærke voldsramte kvinder.

”Rigtig mange af de her kvinder har været optagede af, hvordan det ville se ud, hvis de tog på krisecenter. De har løbende brugt enorm energi på at opretholde facaden og et normalt liv for sig selv og for de børn, der ofte er involveret. Derfor er ambulant rådgivning, der er mindre indgribende end et krisecenterophold, deres eneste mulighed for at få noget hjælp til at bearbejde volden og finde ud af, hvordan de kan komme videre. Ingen behøver at vide, at hun kommer hos os et par gange om måneden,” siger hun.

Sammenligner man kvinderne i ”Sig det til nogen” med de kvinder, der flytter ind på krisecentrene, ser man tydeligt forskellen. Ifølge evalueringen har 60 procent af kvinderne i ”Sig det til nogen” en mellemlang eller lang uddannelse, mens det kun er 12 procent af kvinderne på krisecentrene, der har en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. En af rådgiverne fra ”Sig det til nogen”, beskriver det således i evalueringen:

”Vi sidder over for overlæger, psykologer og præster. Vold rammer bredt, men man ser det ikke lige så meget i krisecentret.”

Også tilknytningen til arbejdsmarkedet varierer mellem de to grupper. 74 procent af de 178 kvinder, der har fået hjælp hos ”Sig det til nogen” er i arbejde eller under uddannelse, mens det samme tal for kvinder på krisecentre er 34 procent.

Professor i psykologi fra Syddansk Universitet Ask Elklit, der forsker i vold i nære relationer, mener, at det er rigtigt, at den ambulante rådgivning får fat i en ny målgruppe. Men han fremhæver, hvad Oxford Research også skriver i rapporten, at man ikke fik fat i den målgruppe, som man oprindeligt havde tænkt.

“De ville gerne have haft fat i en yngre målgruppe for at kunne forebygge volden, men det er altså ikke lykkedes,” siger han og medgiver, at rådgivningen ser ud til at virke godt på den lidt ældre og ressourcestærke gruppe af voldsramte kvinder.