For år tilbage arbejdede Özlem Cekic som sygeplejerskestuderende på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital.
Særligt én oplevelse satte sig dybt i hende og har igennem årene langsomt ændret hendes syn på abort. I den ene stue på fødegangen græd en kvinde. For femte gang oplevede hun at miste et barn sent i graviditeten. I det andet rum var Özlem Cekic med til at foretage en provokeret abort for en kvinde, der var sent henne i graviditeten. Hun fødte i et bækken.
”Jeg tog bækkenet, satte låg på og satte det ind i skyllerummet. Det var ikke et foster, men et barn. Med øjne, ører, ben, arm og fingre. Jeg løftede det ene ben, barnet lå sidelæns. Jeg ville, se om jeg kunne se kønsorganet. Det kunne jeg. Jeg tog ham op. Forestil dig et barn, der ikke er længere end min hånd. Jeg puttede barnet i en lille gul spand og så i skraldespanden,” fortæller Özlem Cekic:
”Jeg synes, at det var så mærkeligt, at man i det ene rum forsøgte at fastholde et liv, mens man i et andet rum smed et barn i skraldespanden,” siger forfatteren, debattøren og foredragsholderen Özlem Cekic.
I forbindelse med sin bog ”Hvorfor hader han dig, mor?” udgivet sidste år, havde hun en anden skelsættende oplevelse, som prægede hendes syn på abort til det, der er i dag. Hun mødtes med meningsmodstandere, og i det selskab var også Indre Mission og sognepræst Henrik Højlund, som har et væsentlig andet syn på abort end hun selv har.
”I de kredse, hvor jeg kommer fra, er man for fri abort. Det er slet ikke noget, man diskuterer. Derfor var det dybt bevægende for mig at tale med Henrik Højlund. Det var en af de få gange, jeg havde fortalt om mine oplevelser, og han lyttede,” siger hun.
Özlem Cekic understreger, at hun er fortaler for fri abort. Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop. Men de to oplevelser og flere til har forandret hendes syn på abort fundamentalt.
”Jeg har rykket mig i den diskussion og har fået flere nuancer med, og jeg er begyndt at stille spørgsmål ved, om der ikke skal være en grænse for, hvad man kan tillade sig. Hvorfor falder aborttallene ikke drastisk, når vi har så nem adgang til prævention og et så højt vidensniveau? Hvorfor stiger antallet af sene aborter? Jeg er simpelthen i tvivl om, hvorvidt en skraldespand og en gul spand er løsningen på alt,” siger hun.
Hun understreger igen, at abort bør være en mulighed, men der er også nuancer, mener hun.
”Det er, som om abort, som er en rettighed, er blevet et mål i sig selv. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over de kvinder, der vælger en abort. Jeg har selv tre raske børn og kan ikke sætte mig ind i, hvordan det må være at vente et barn med misdannelser. Men vi bliver nødt til at kunne diskutere, om der skal være en grænse for, hvor sent vi kan tillade sene aborter. Skal vi se 1000, 10.000 eller 20.000, før vi tager debatten. For teknologien vil altid give flere muligheder for at finde handicaps,” siger Özlem Cekic og henviser til tallene fra Abortankenævnet, som siger, at antallet af kvinder, der har søgt om abort efter 12. uge, er steget fra 612 i 1998 til 894 i 2017:
”Jeg ønsker nogle klare visioner fra os, som er for fri abort. Hvad er målet i et samfund som vores? Jeg savner svar fra ligestillingsorganisationerne: Er de glade for, at antallet af provokerede aborter i dag stadig ligger på omkring 15.000 om året? Jeg har set mange kvinder få foretaget en abort, men jeg har aldrig selv set nogen gå glade derfra,” siger hun.
Hun er med på, at diskussionen er op ad bakke. En anden erkendelse, hun har gjort sig, er, at abortproblematikken er betændt.
”Nogle af dem, som arbejder for fri abort, virker lige så fundamentalistiske som modstanderne. Det betyder, at der ikke er plads til at diskutere dilemmaerne. Selvom man blot ønsker at diskutere nuancerne, hvor grænsen for sene aborter skal gå, så får man med det samme skudt i skoene, at man er abortmodstander. Debatten er blevet så dæmoniseret, at man enten er barnemorder eller ønsker sig tilbage til tiden med kvaksalvere,” siger hun.