Fredag den 23. oktober. Omkring klokken 19 hører to drenge for sidste gang fra deres mor, den 46-årige sygeplejerske Lisbet Nielsen fra Århus-området. Siden har hun været forsvundet. Dræbt, frygter politiet, som præcis en uge senere, fredag den 30. oktober, anholder en mistænkt i sagen: Kvindens 42-årige kæreste, der siden har vist sig at have to kvindemord på samvittigheden.
Manden, Bjarne Østergaard Madsen, kvalte i 1983 – blot 16 år gammel – sin 15-årige kæreste, Birthe Simonsen. Han fik tre års fængsel, men var ude efter to.
I 1990 gentog han forbrydelsen, da han strangulerede sin nye kæreste, den 21-årige Vivian Nielsen. Bjarne Østergaard Madsen kom dog ikke i fængsel. Lægerne erklærede ham skizofren, og han fik derfor en tidsubestemt dom til anbringelse på et psykiatrisk hospital. En dom, som blev ophævet for fire år siden.
Bjarne Østergaard Madsen var igen en fri mand. Lige indtil politiet anholdt ham fredag i sidste uge og sigtede ham for drabet på Lisbet Nielsen. Han nægtede sig skyldig, men tog dagen efter livet af sig selv i arresten.
Uanset om Bjarne Østergaard Madsen har et tredje kvindemord på samvittigheden eller ej, har sagen rejst et centralt spørgsmål: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at et menneske med to mord på samvittigheden får mulighed for at komme ud i samfundet igen og – måske – begå et tredje?
Lad os vende tilbage til den dom, som Bjarne Østergaard Madsen fik i 1992. En tidsubestemt dom til anbringelse på et psykiatrisk hospital. Sådan en dom får omkring 20-25 personer om året i Danmark.
– Overlægen bestemmer, om det skal være en åben eller lukket afdeling, og om man kan få udgang eller ej, forklarer Jens Lund, overlæge ved retspsykiatrisk afdeling, Aalborg Psykiatriske Sygehus, og mangeårigt medlem af Retslægerådet.
På den psykiatriske afdeling vurderer overlægen løbende, om den dømte udgør en risiko for andre. Typisk går det sådan, at den dømte får mere og mere frihed. I begyndelsen op til tre timer dagligt. Siden kan statsadvokaten give tilladelse til yderligere frihed – for eksempel at overnatte i eget hjem.
Medvirker den dømte til behandling, og vurderes vedkommende ikke at være til fare for andre, kan både den dømte og dennes bistandsværge anmode om, at sagen tages op igen for at få ophævet anbringelsesdommen eller ændret den til en behandlingsdom. Typisk sker det sidste, og det betyder, at den dømte stadig har pligt til at modtage psykiatrisk behandling og er underlagt myndighedernes tilsyn. Men den dømte kan nu bo for sig selv.
I langt de fleste tilfælde er det Kriminalforsorgen, der fører tilsyn med personer med en behandlingsdom – typisk hver 14. dag i begyndelsen og siden en gang om måneden. Kriminalforsorgen udveksler løbende oplysninger om den dømte med psykiatrien. Og normalt kommer Kriminalforsorgen og den behandlende psykiater en gang om året med en udtalelse om forløbet til statsadvokaten, som har pligt til at sikre, at dommen ikke bliver opretholdt længere tid end nødvendigt.
– Det er meget forskelligt, hvor lang tid der går, inden en sådan dom ophæves helt. For nogle går der 10 år. For andre to år, oplyser overlæge Jens Lund.
I Bjarne Østergaard Madsens tilfælde gik der 14 år. Både Retslægerådet, psykiatrien og Kriminalforsorgen anbefalede på det tidspunkt at ophæve dommen, og den indstilling fulgte domstolene.
Men hvordan vurderer man overhovedet, om det er rette tid at ophæve dommen?
– Vi laver simpelthen en farlighedsvurdering. Det er der en lang række metoder for. For eksempel nogle skalaer, hvor man kigger på en lang række faktorer, som øger risikoen for recidiv (tilbagefald til ny kriminalitet, red.). De skemaer kan man formelt udfylde og få et tal for en persons farlighed, forklarer Jens Lund.
Konkret kigger psykiaterne blandt andet på personens alder ved første kriminalitet, antallet af tidligere episoder, graden af psykopatisk personlighedsforstyrrelse, og hvem de tidligere ofre var. Også den dømtes aktuelle livsforhold, eventuelt misbrug, tanker om fremtiden og sociale netværk inddrages i vurderingerne, som ifølge Jens Lund generelt er ret sikre:
– Vi kan med en betydelig grad af sikkerhed vurdere, hvor stor sandsynlighed der er for, at en person begår ny kriminalitet. Men vi kan langt fra sige det med 100 procents sikkerhed. Blandt andet fordi der er en lang række forhold, vi ikke kan tage højde for. For eksempel et pludselig mistet arbejde.
Da Bjarne Østergaard Madsens dom blev ophævet i 2005, var han en helt fri mand. Når det sker, er det nemlig slut med tvungen psykiatrisk behandling og de jævnlige møder med Kriminalforsorgen. Ikke engang politiet holder et særligt øje med de tidligere dømte.
– Vi har slet ikke til opgave og heller ikke ressourcer til at holde øje med folk, når deres dom ophæves, eller de kommer ud af fængslet. Udgangspunktet er, at når man har udstået sin straf, er man ligesom alle andre borgere, forklarer politiinspektør Bent Isager-Nielsen, Københavns Vestegns Politi.
Dukker navnet på en person med en tidligere anbringelsesdom op i forbindelse med en konkret anmeldelse eller episode, ringer alarmklokkerne dog hos ordensmagten. Men det er dog ofte begrænset, hvad politiet kan gøre:
– Hvis vi for eksempel bliver tilkaldt til husspektakler, hvor manden har en tidligere behandlingsdom for farlig voldskriminalitet, kan vi tage en bekymringssamtale med den kvinde, han nu er sammen med. Men det er farefuldt farvand. For tavshedspligten gør, at vi ikke må oplyse om tidligere domme, forklarer Bent Isager-Nielsen.
Tilbage til hovedspørgsmålet: Hvorfor får et menneske med to mord på samvittigheden mulighed for – måske – at begå et tredje drab?
– Hvis vi ikke lukkede folk ud i samfundet igen, ville det bryde med det princip, vi har for, at når man har taget sin straf, har man ret til at komme tilbage til samfundet, påpeger Henrik Palmer Olsen, professor i retslære ved Københavns Universitet.
Han tilføjer, at når man er på fri fod, så har man nøjagtig de samme frihedsrettigheder som alle andre borgere. Det er en grundpille i retsstaten.
– Derfor kan man ikke uden videre frihedsberøve personer, selvom de har begået en strafbar handling tidligere. Ikke med mindre man vurderer, at de er til fare for sig selv eller andre, siger han.
– Men nu er bedømmelsen af den menneskelige psyke jo ikke helt så lige til. Det er ikke noget, man kan opstille firkantede formler for.