På visit hos gadens konger

Fotobogen "Gadens Konger" fanger de lyse stunder i de hjemløses liv, samtidig med at den minder os om, at der bag hvert portræt i bogen gemmer sig en tragisk historie

På billedet sover Lee, Sally, Linda og Johnny i en smøregrav.
På billedet sover Lee, Sally, Linda og Johnny i en smøregrav. . Foto: Foto fra bogen.

"Hundene er nok det allervigtigste for de hjemløse. Det er dem, der giver indhold i det daglige og den ultimative selvrespekt. Og ikke mindst her kan de komme af med deres kærlige følelser, for de bliver ikke brugt imod dem. Hundene får altid først. Jeg har set hjemløse sidde og ryste af abstinenser, mens hunden har stået og fortæret en fed sandwich."

Sådan skriver Holger E. Henriksen, der både har fotograferet og skrevet fotobogen "Gadens Konger" om de hjemløse og deres liv i København. Lige så indfølende er resten af bogen, hvor vi bliver inviteret med, når gadedyrlægen tilser hundene, til maduddeling og til vagabondbryllup på Ullerup Marked. Og så skildrer han ikke mindst dagligdagen, som den ser ud, når man ikke har fast tag over hovedet.

Og de er alle sammen med i bogen: Kurt Gummiben, Triple-T, Glasur, Bimmer, frk. Nørby, Røde Orm, Tumult og de andre hjemløse og deres hunde, der lever og bor i de københavnske gader.

Holger E. Henriksen fokuserer i sin bog meget på livsglæden og sammenholdet, på overlevelsestrangen og opholdelsesdriften. Det gør han i så høj grad, at Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder i de hjemløses landsorganisation, i sit forord til bogen skriver, at "Holgers kameralinse har en sjælden evne til at fange de lyse stunder i livet. Sommetider kan Holgers udlægning af livet få en til helt at glemme, at livet på gaden ikke altid leves i solskin på en bænk med en kølig pilsner i hånden; at der findes misbrug, abstinenser, vold, iskolde ensomme nætter og dæmoner, der forfølger dig."

Han opfordrer læserne til at huske på, at der bag hvert billede i denne bog gemmer sig en tragisk historie. "Der er ingen, der sætter sig et mål om at blive hjemløs. Som misbruger har man langt større risiko for at dø tidligt, og man er mere udsat for sygdomme," skriver Ask Svejstrup.

Holger E. Henriksen er 72 år og tidligere direktør med egen distributionsvirksomhed og over 3000 ansatte. De sidste år har han boet i en lille lejlighed, men livet lever han ofte på gaden hos de hjemløse og med kameraet som trofast følgesvend. Han fotograferer også til Hus Forbi, som er det blad, de hjemløse sælger

Overskuddet af salg af bogen "Gadens Konger" går til de hjemløse. Det vil sige, at de boghandlere, der forhandler bogen, ikke tjener på salget.

På adressen www.sandudvalget.dk kan man finde en liste over boghandlere, hvor bogen sælges.

madsen@k.dk

Holger E. Henriksen: Gadens Konger. 112 sider. 159 kroner. Udgivet af de hjemløses landsorganisation.