I vore dage er der i de danske børnefamilier en udbredt leg omkring påske, som går ud på, at påskeharen har været forbi med æg.
At det tydeligvis modarbejder børnenes oplæring i biologi at prøve at bilde dem ind, at harer kan være æglæggende dyr, ser man stort på i denne tid. Og lige så afslappet er man over for det absurde forhold, at harens æg tilmed skulle være af chokolade og pakket ind i kulørt papir. Og børnene æder troskyldigt den yderst tvivlsomme historie – og de medfølgende chokoladeæg – råt.
Men hvordan er det kommet så vidt?
Begynder man at forske i det chokoladeæglæggende pattedyr med lange ører og store fortænder, opdager man, at påskeharen er tysker.
I mange år tøvede danskerne med at integrere påske-haren. Måske ikke overraskende, eftersom vi danskere længe har næret en overdreven mistillid til tyskere, medmindre de kan lære vores fodboldlandshold at vinde. Kilder peger på, at det heller ikke gavnede gæstfriheden, at harer i gamle dage blev regnet for skadedyr, der ødelagde afgrøderne.
Derfor skulle den chokoladegavmilde springfyr først en tur omkring USA og den mægtige amerikanske underholdningsindustri, før den for alvor slog igennem herhjemme.
Men tilbage til begyndelsen. Allerede omkring år 700 findes der førkristne europæiske kilder, der beskriver frugtbarhedsgudinden Eostre, som man fejrede omkring forårsjævndøgn, og som var symboliseret med en hare. Det tyske ord for påske, Ostern, og det engelske Easter er afledt heraf. Men fra denne ældgamle hare-reference, som har med frugtbarhedsriter at gøre, er der desværre et hul i historien på knap 1000 år, indtil en kilde fra Heidelberg, Tyskland, i 1682, omtaler påskehare, påskeæg og andre påskeskikke.
Hvordan påskeharen nåede frem dertil, ved vi ikke. At hare og æg blev koblet sammen er også et uløst mysterium, som der ikke er bedre forklaringer på, end at begge dele traditionelt har signaleret frugtbarhed.
Én teori bag opfindelsen af påskeharen bunder i, at katolikkerne i årevis havde spist æg til påske, fordi de ikke havde måttet spise æggene i løbet af fasten og derfor havde samlet et lager.
Da reformationen kom, ønskede man i Tyskland at bevare ægspisningen i forbindelse med påske, men savnede nu en religiøst betinget begrundelse. Derfor strikkede man i stedet en ny mytologi sammen, som forenede de to gamle frugtbarhedssymboler på den måde, at haren blev udnævnt til omdeler af æg.
Heller ikke påskeharens videre rejserute fra det 17. århundredes Tyskland er der fuld klarhed om.
Forskerne mener, at tyske indvandrere siden førte skikkene med påskehare og påskeæg til USA midt i 1800-tallet, og det er formentlig først her, haren for alvor træder i karakter som en slags fjern nevø til julemanden, der ligesom han på magisk vis rejser rundt til alle de artige børn med belønninger for god opførsel – ikke i form af julegaver, men påskeæg.
Akkurat som den oprindeligt europæiske julemandsskikkelse på omtrent samme tid blev en godmodig gavegiver i USA for så at vandre tilbage til Europa i denne skikkelse.
Legen med påskeharen gik i sin tidlige udgave ud på, at børnene skulle bygge en rede til den, hvorefter der på forunderligvis dukkede malede hønseæg op i reden.
Siden fik chokolade-industrien fat i den lange ende, og børnene droppede besværet med at skulle bygge en rede.
Og nu er vi så derude, hvor sliksultne børn på forunderlig vis hver påske kan lede i hjemmet eller haven og finde chokoladeæg.