Midt i januars kulde, sne, slud og tåge var Gudrun og jeg på en længere rejse til Storstrømmen. Lolland, Falster, Bogø, Møn, Nyord. Havetur? Nej, vel! Ikke i januar, men ikke desto mindre vil Lilly Hansens stedsegrønne liguster (Ligustrum lucidum) aldrig gå af mindet. En kold januardag, hvor tågen for en kort stund var afløst af mild sol og et snelysende landskab på den anden side Bøgestrømmen, gik vi ned igennem Nyord by og beundrede de mange stedsegrønne buske. Der var berberisen, buksbom, forskellige sorter af kristtjørn, både brogetbladet og de blankgrønne og naturligvis Mahonia mange steder, men så kom vi til Lillys have - eller rettere hæk. Ca. 10 meter lang. Velproportioneret, klippet med akkuratesse. Så smuk, at man vist skal helt til England for at finde magen til. Ejeren er den 96-årige købmand Lilly, som på 54. år dagligt passer sin butik. Åbent hele året, også lørdag-søndag, når turisterne kommer, fortæller hun.
- Jeg klipper ikke selv hækken mere. Jeg har en gartner ovre fra Jungshoved, som klipper den. Han er den eneste, der kan. Engang sendte han en anden. Det gik ikke. Det måtte gøres om. Han er også god til det...
Lilly Hansen er som sagt 96 år. Indfødt norboer. Lodsdatter. Er den stedsegrønne liguster et januarmirakel, er Lillys købmandsforretning det også. Den har ikke gennemgået nogen forandring i alle årene, som hækken. Og som Lilly selv. Den megen tale om at betale ældre ekstra for at blive på arbejdsmarkedet udover de 65 år ville i Lillys tilfælde kunne aflæses direkte på budgettet til finansloven.
Således oplivet af vort havebesøg på Nyord en kold januardag var det inspirerende at komme hjem til haven i Rude. Sneen lå tung på væksthuset. Den blev fjernet. Og de automatiske oplukkere til trækvinduerne havde åbnet sig. Så der kom gang i oliekanden. Og når først man i gang, kan man lige så godt fortsætte med dørhængsler, låse. Og så fortsætter det med de små buskebeskærer, fjedre, sakse.
Havens hemmeligheder
Til sidst render man faktisk rundt og leder, indtil sjælen får ro, og man kan sætte sig inde i væksthuset og planlægge en hæk à la Lillys, men også glæde sig over det, man selv har. Mange af vore buksbom er nu så høje (de er fra 1997), at det klør i fingrene for at komme til at forme dem. Og det blev ikke mindre med lysten efter at have læst det nye nummer af Country Living (januar 2004). Paula McWaters har skrevet om en have i Essex. »Secrets of the Winter Garden«.
Her er herlige indkik i smukke haverum, hvor frostens iskrystaller har indpakket tuja og buksbom, græsser og roser, stauder og hække. Haven har hemmeligheder. Også om vinteren. Og her er de stedsegrønne buske en gave for øjet. I januarnummeret af »The English Garden« er der en 160 år gammel have fra Drummond Castle i Skotland. Hvilken stedsegrøn pragthave! Lillys liguster holder mål. Men man ser noget fortvivlet på de nysmurte beskærersakse. 160 år. Det bliver for min have år 2154. Ak ja! Vi er her så kort. Og det kan man jo nok falde i staver over.
Gudruns små glas med frø får det også til at krible i fingrene. Frø. Med hastig skrift har hun skrevet: Valmue, ærteblomster, tagetes, pralbønner, tallerkensmækkere, Jomfru i det Grønne, Studenternelliker, græskar. Jamen, det er et digt. Blomsterne folder sig ud for ens indre blik, farverne, duftene. Disse små, uanseelige frø, som er inden for din rækkevidde. Det er hverken 2154 eller fjerne distancer som Månen og Mars. Det er frø, vi selv har samlet i tillid til, at Vorherre står bi, når foråret og sommer kommer. Men det er vinter. Og selv om vi kan bilde os en hel masse ind om forår lige om hjørnet, så skutter vintergæk, krokus og de andre løgplanter sig godt dernede i sneen og kun deres bitte bladspidser lader sig ane.
Hyacintløg bliver gemt
Jeg hører, at folk smider deres hyacintløg ud efter mange smukke uger i vindueskarmen. Det har vi aldrig gjort. Og på Nordgården, hvor vi er så heldige at have forsatsruder og hyacinten derfor kan stå i blomst i ugevis, er nedvisningen begyndt. Vi tager løgene op efter udstået tjenestetid, kommer dem ind i aviser, hvor de tørrer. Og i haven i Rude har vi et bed med masser af hyacintløg fra mange år. Mange af dem kommer. Ikke alle. Men jeg er imod at smide disse løg væk. I maj året efter kan man være heldig at de blomstrer på ny. Stedet, hvor løgene plantes, er solrigt, med læ, og med god muld. Faktisk er det her, jeg smider de bløde kogler af cedertræet ind i hyacintbedet, hvor også de hvide, gule og blå anemoner gror.
Muldvarpene optager os havefolk. Og højsæson er det. Et dejlig og varmt brev har vi fået fra Inge Geil i Gredstedbro. Inge Geil vil ikke have muldvarpene. Hun fanger dem: - Jeg finder en god gang, man kan se, hvor jorden/græsset er lidt hævet, og graver ned med fingrene (med følelse) til jeg kan mærke, hvor gangen går; der stiller jeg fælden og dækker godt til med jord og til slut en sort spand oven over. Derefter følger jeg gangen en halv meters penge på hver side af fælden og laver et lille lufthul. Så tror dyret, at der er ugler i mosen og går udenom hullet og ind i gangen igen og lige i fælden. Grunden til, at jeg laver hul på begge sider af fælden er, at muldvarpen går gennem gangen to gange i døgnet, og da jeg ikke ved, hvor den kommer fra, garderer jeg...
Inge Geils anvisning gives hermed videre. Det lyder som et godt råd. I december var hun på Sjælland hos sin datter. Også i hendes have er det nu slut med muldvarpe, fortæller hun.
Det er en vanskelig tid for skovens dyr. Og vi skal jo være her allesammen, men har man brugt mange tusinde kroner på frugttræer og prydplanter, er der grund til ekstra opmærksomhed.
Hønsenetstråd er nummer et, synes jeg. Men husk også, at musene er på spil for at få den daglige føde. Det så vi forleden på Nordgården, hvor musene - under sneen - havde lavet tunneller hen til frugttræerne på Sommeræblestien. Det er Ritt Bjerregaard, der i sin fortrinlige »Mine æbler« fortæller om at holde rent med flis og omvikle med net omkring foden af træet, så de værste skader undgås.
Glæden ved Skovhaven deler vi med mange andre, der også har en skovhave et sted i Danmark. Således Grete Nordby fra Egtved, der skriver: - Rådyrs madvaner var ukendte for os, ligeså deres forkærlighed for små træer at feje på... Og på det allerseneste har vi fundet ud af, at krondyr besøger os. Det har givet os nogle højst aparte søjlegraner. De går mere konsekvent til værks end rådyrene...
Jeg er enig med Grete Nordby i, at man føler stor glæde ved synet af disse stoute og smukke dyr, selvom det koster en plante eller et træ i ny og næ.