Mens solen lader vente på sig, står Annette Jensen ved komfuret på Gildbroskolen i Ishøj. Hun hælder mælk og havregryn op i en stor gryde.
”Der skal laves mange øser havregrød, for det er børnene vilde med,” siger hun.
Hun rører og rører. Tre-fire gange mod uret, et par gange med.
”Man er jo nødt til at røre hele tiden, hvis ikke den skal brænde på.”
Oliver Farsinsen træder ind i kantinen. Han er 15 år og går i 9. klasse på skolen. Klokken er 07.00.
”Godmorgen, Oliver,” siger Annette Jensen.
”Morn’, Annette,” svarer han tilbage.
Hver morgen hjælper han til med at sætte morgenmaden frem og gøre klar. Han og Annette Jensen har travlt, for om en halv time skal en masse sultne elever mættes.
Oliver Farsinsen åbner køleskabsdøren. Brød, æg og marmelade. Maden blev leveret i tirsdags. ”Det er den dag, fødevarebilen kommer,” fortæller Annette Jensen.
Maden, som netop nu tilberedes og stilles frem, har skolen nemlig ikke selv betalt for. Den har man fået fra Fødevarebanken, en privat organisation, der fordeler overskudsfødevarer fra virksomheder. I forhold til, hvem maden går til, har Fødevarebanken et overordnet princip – den skal gå til socialt udsatte.
Det princip er de seneste år kommet 24 skoler i kommuner som Ishøj og Lolland til gode, og disse kommuner er også blandt dem med flest fattige børn: 6 procent i Ishøj og 7,1 procent i Lolland, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2016.
På Gildbroskolen og de andre udvalgte skoler er det langtfra alle elever, der får spist morgenmad. Det viser undersøgelsen ”Hjernemad”, der er udarbejdet af projektet Broen til Bedre Sundhed. Næsten en tredjedel af eleverne får ikke mad, inden de kommer i skole, hvilket er højere end landsgennemsnittet.
Det forklarer Annette Andersen, programchef for partnerskabet bag projektet Broen til Bedre Sundhed, som deler de ikke-morgenmadsspisende børn op i to grupper:
”Den ene gruppe elever kommer fra relativt ressourcestærke familier. Forældrene tager for eksempel tidligt af sted om morgenen, hvorfor eleverne ikke får spist morgenmad. Den anden gruppe kommer fra socialt udsatte familier, der ikke prioriterer morgenmåltidet,” siger hun og bemærker, at der er flere årsager til, at morgenmaden springes over i disse hjem.
Det kan blandt andet skyldes, at børnene hellere vil sove længe, og at de ikke er sultne før længere oppe ad dagen. Desuden er der også børn, som kommer fra hjem, hvor ”køleskabet ikke boom-er alle ugens dage,” forklarer Annette Pedersen:
”I de familier kan der også mangle struktur og fællesskab omkring morgenmåltidet,” siger hun.
Om det konkret er tilfældet på Gildbroskolen i Ishøj, hvor der går omkring 600 elever, hvoraf 65 procent er tosprogede, er skoleleder Leif Gaard Bjarning ikke klar over. Han har blot kunnet konstatere, at mange ikke spiste morgenmad, før de kom i skole, og at Fødevarebankens morgenmadstilbud har hjulpet:
”På Gildbroskolen vil vi gerne sikre, at alle elever har mulighed for at få et sundt og nærende morgenmåltid. Desværre oplevede vi, at en del af vores elever ikke havde spist morgenmad, når de mødte i skole, hvilket selvfølgelig forringer deres koncentrationsevne og dermed indlæringsmuligheder,” siger han.
”Der har i alle årene dagligt været mellem 30 og 60 elever til morgenmad, og vi oplever i dag, at væsentligt flere elever er mere klar til læring fra morgenstunden af.”
Lyden i kantinen er en brummen fra ovnen, da 61-årige Linda Holse, der er i seniorjob på skolen, kommer ind ad døren.
”Har I hørt, at der er blevet affyret skud ude i Hundige?” fortæller hun.
”Der lød nogle ordentlige brag, har jeg hørt.”
”Det er sikkert banderne. Det er godt nok skræmmende,” siger hun.
Ingen nærmere forklaring til de andre i kantinen er nødvendig. Hun klæder sig i arbejdstøjet og begynder at hjælpe til.
”Nå. Frugt, cornflakes, brød og pålæg,” siger Annette Jensen og kigger ud over morgenmadsbuffeten på bordet, der skiller kantinen og rummet med måske 300 stole og 30 langborde. Der skal eleverne sidde.
”Oliver, har vi styr på det?”
”Mmh ja,” svarer han.
Det store grå ur i kantinen slår 07.30, og på slaget står de første børn ved buffeten.
”Ååh, jeg er træt i dag,” lyder det fra en dreng, mens han smører sig en franskbrødsmarmelademad.
To piger sætter sig med hver sin tallerken mad over for hinanden. Den ene tager sin lysegrå iPhone frem og sætter en sang af rockbandet Arctic Monkeys på. Det var tilsyneladende for tidligt på dagen til den slags, og hun slukker igen.
Ind i rummet kommer endnu en pige. Lilla skoletaske, lyserød jakke. Hun siger intet, men går mod buffeten, hælder cornflakes og mælk i en lille hvid plastikskål.
”Hej Melissa,” siger hun som det første.
Melissa hedder Farsinsen til efternavn og er Olivers søster. Hun bor i Vejlegården, som på cykel ligger fem minutter væk. Hun er 10 år, og hendes 13-årige søster Mille er også kommet for at spise morgenmad. Det plejer de at gøre, fortæller de. ”I hvert fald, når der ikke er noget mad derhjemme, vi kan lide,” bemærker Melissa.
”Det er da bare dig, der kræsen,” siger Mille.
”Hvad? Du kan ikke engang lide kartofler,” lyder det fra Melissa, som sender et skævt smil mod sin storesøster.
”Det er da ikke kræsenhed,” konstaterer storesøster.
”Det er bare ærlighed.”
Klokken bliver 07.55. Omkring 40 børn har besøgt morgenmadsbuffeten. Nu kalder første klassetime.
Johanne Hav Bach-Hausen på 29 år skal undervise 2. B. Hun sætter pris på morgenmadsordningen.
”De, der kommer fra morgenmadsklubben, er glade. De har haft en god start på dagen, og jeg kan mærke, at de har fået noget at spise og har haft mulighed for at vågne,” siger hun.
Færre sultne børn, færre konflikter og en højere koncentrationsevne blandt elever, lyder vurderingen fra Johanne Hav Bach-Hausen, hvilket er i tråd med evalueringen af alle 24 skoler.
Men samtidig er der stadig nogle elever på Gildbroskolen, som hverken gør brug af tilbuddet eller får spist morgenmad hjemmefra. Når det er tilfældet, kan det ses i undervisningen, forklarer Johanne Hav Bach-Hausen:
”De har svært ved at komme i gang. De er fjerne i blikket, og hvis de får mulighed for det, lægger de panden mod bordkanten. Indtil man får dem hjulpet igang.”
For Johanne Hav Bach-Hausen er det nyt, at skolebørn ikke spiser morgenmad.
”Jeg vidste ikke, at man kunne lade være. Dengang jeg gik i skole, spiste alle da morgenmad,” siger hun.
Ude på gangen går en pige fra indskolingen efterfulgt af to klassekammerater. Alle tre bærer en kasse fyldt med madpakker.
”Det er altid mig, der skal slæbe madpakker,” siger hun prustende.
De stiller dem i to store køleskabe længere nede ad gangen. Begge er fyldt med madkasser.
Morgenmad eller ej, om et par timer er der i hvert fald frokost.