Prøv avisen

På Hærvejen mærker man historiens vingesus, og hjernen får fri til at gå sine egne veje

52-årige Peer Kammer Hansen (til venstre) og Poul Egelykke på 71 år begyndte at vandre af forskellige grunde, men de får begge renset hoved og sjæl, siger de. Og så lærer de noget undervejs. Her går de på Hærvejen, den historiske hovedfærdselsåre ned gennem Jylland. – Foto: Palle Peter Skov

På den jyske højderyg bugter fortidens svar på E45 sig ned gennem Jylland. Fyldt med fredelige naturoplevelser og dramatiske historiefortællinger er Hærvejen i dag en yndet vandrerute. Kristeligt Dagblad tog på herretur med to garvede vandrere på den historiske færdselsåre

I lysningen ind til Haraldsholm Skov står 52-årige Peer Kammer Hansen og Poul Egelykke på 71 år. De er klar til at gå knap otte kilometer ad Hærvejen ind gennem skoven hen til den sønderjyske landsby Jels. En rute, der i gamle dage var et berygtet og ufremkommeligt stykke vej på grund af røvere og ulve. Men i dag er det anderledes og mindre dramatisk. Solens stråler skaber mosaikker af lysindfald på den gamle kongevej. Med løvtræer, der tårner sig op mod himlen som solide søjler og med fred som i en kirke, kaldes ruten i dag for naturens katedral.

Ved det karakteristiske blå hærvejsskilt i skovbrynet har Kristeligt Dagblad sat de to stævne. De kender ikke hinanden, men de kender begge Hærvejen godt og er erfarne vandrere. Peer Kammer Hansen er uddannet biolog og arbejder ved Esbjerg Kommune. Poul Egelykke sidder i byrådet i Vejen Kommune og har i mange år drevet sit eget marketingfirma.

”Det er fantastisk at komme herud. Man får renset sjælen. Derhjemme er der altid en radio eller et tv, der kører, eller en masse trafik, der larmer. Her er der bare fred og ro,” siger Poul Egelykke.

Før vandring blev hans foretrukne motionsform, dyrkede han håndbold på højt niveau. Da han syntes, han var ved at blive for gammel til håndboldbanerne, stoppede han for ikke at ende med et fald og brækkede knogler.

”Men så blev jeg for tyk,” fortæller han. ”Det skulle være løgn, tænkte jeg, så jeg traf en beslutning om at gå 8-10 kilometer om dagen. Og det har jeg fået det meget bedre af. Jeg har fået et andet livssyn og er blevet mere positiv i stedet for at sidde derhjemme og hænge foran fjernsynet. I dag spørger mine venner, om jeg har overholdt mine 8 kilometer, så jeg bliver holdt til regnskab for det.”

Dagens vandretur er den sidste etape af en længere rute fra Vejen til Jels, hvor man blandt andet går igennem højskolebyen Askov og krydser Kongeåen via Frihedsbroen. En bro, der med sine rød-hvide farver på gelænderet markerer danskheden i årene 1864-1920. I dag gælder det de små stisystemer gennem Haraldsholm Skov, der i sin tid var en del af den store Farrisskoven. Et skovområde, der strakte sig syd for Kongeåen i nærheden af Ribe til Stenderup-halvøen nær Lillebælt, men som i løbet af middelalderen blev ryddet til fordel for agerbrug.

Både Peer Kammer Hansen og Poul Egelykke har udstyret i orden til dagens vandring. På ryggen bærer de vand og proviant i en rygsæk. For sidstnævnte er tasken blevet et varemærke:

”I Vejen kalder de mig for manden med rygsækken, for jeg har altid min rygsæk med. Selv når jeg skal til byrådsmøder og udvalgsmøder, for der kan jeg have alle mine papirer i,” siger han.

Mændene griner, og latteren blander sig med fuglefløjtene i trækronerne.

Som biolog går Peer Kammer Hansen i forbindelse med sit arbejde, men ellers dyrker han mest vandringen i ferier. Tre weekender om året nedlægger han i løbet af tre dages vandring cirka 75 kilometer. Senest vandrede han på redningsstierne på Bornholm i foråret. Men også Gendarmstien på grænsen mellem Danmark og Tyskland har gjort indtryk på ham. Stien har ligesom Hærvejen et veldokumenteret historisk grundlag, og det er med til at gøre vandreruterne unikke, synes han.

”Det er det historiske vingesus, der er interessant, når man går herude. Jeg får lyst til at gå hjem og undersøge nærmere, hvilken betydning stisystemet har haft.”

Poul Egelykke er enig:

”Når jeg går her, tænker jeg på det historiske. Hvordan det har været dengang, hvordan de har levet, og hvad de har levet af. Det har sikkert været et hårdt liv med mange besværligheder. Når man for eksempel tænker på al den tørke, vi har i år, hvordan har det så ikke været for dem dengang?”.

Hærvejens historiske betydning er ikke til at komme uden om. Dannelsen af vejen trækker tråde helt tilbage til istiden. Da isen havde trukket sig tilbage, opstod der et vandskel mellem øst- og vestvendte åer og vandløb. Det var på dette vandskel, man med tørre fødder kunne bevæge sig fra Viborg i nord til Dannevirke i Syd, og derfor opstod Hærvejen på den jyske højderyg. I flere tusinde år udgjorde Hærvejen en central færdselsåre ned gennem den jyske halvø. Og i middelalderen blev der årligt drevet op mod 50.000 stude, heste, grise, køer og får mod Tyskland og andre europæiske storbyer som eksportvare. Ud over at være en handelsvej koblede den historiske færdselsrute sig også på pilgrimsruter til Trondheim, Rom og Santiago de Compostela i Spanien. Heraf har Hærvejen fået mange af sine andre kaldenavne som Oksevejen, Kongevejen og Pilgrimsvejen.

Et stykke inde i Haraldsholm Skov deler stien sig i to. De to herrer er næsten på vej i den gale retning, men Poul Egelykke stopper op.

”Vi skal den her vej.”

Hvor mange måske tror, at Hærvejen er én vej, består den i virkeligheden af et udbygget vejsystem. Et skilt viser dog, at Hærvejen fortsætter den vej, Poul Egelykke peger. Turen fortsætter ad grusvejen og længere ind i skoven. Imens taler mændene om, at de godt kan lide at gå alene. Det har noget at gøre med tempoet, man går i, og at der er plads til at koble hjernen helt fra.

”Der kan være en værdi i, at man ikke behøver tænke særlig meget over, hvad man laver. At man giver hjernen fri til at gå sine egne veje,” siger Peer Kammer Hansen.

Poul Egelykke supplerer:

”Man kan mærke, at hjernen bobler. Den kommer med en masse idéer til at få løst nogle udfordringer, man har arbejdsmæssigt eller privat. Det kan også være minder, man har, som har antaget en tåget form, men som i løbet af vandreturen står klarere og klarere. De ting, der er faldet af minderne, bliver på en måde klistret på plads igen,” siger Peer Kammer Hansen.

Der er også andre fordele ved at søge tilflugt på vandreruterne, mener de to.

”Min kone er på arbejdsmarkedet endnu. Og en gang imellem laver hun nogle lister til mig,” fortæller Poul Egelykke.

Peer Kammer Hansen bryder ind:

”Nå, din kone laver også sådan nogle!”.

”Ja, dem får jeg mange af. Det er ikke altid, jeg lige kan se, hvad der skal laves derhjemme. Vaske gulv, støvsuges eller gøres rent. Så får jeg lige sådan en liste,” siger Poul Egelykke.

Peer Kammer Hansen nikker genkendende:

”Ja, der er både lister derhjemme og på arbejdet. Men herude er der ikke mange lister at forholde sig til. Det er heller ikke det, vores hjerne er beregnet til. At tænke i lister. Vi er beregnet til at se landskaber og bevæge os, kigge på dyr og planter og slås. Men jeg har trods alt ikke været oppe at slås på Hærvejen.”

Grusvejen bliver til en mere asfalteret vej. Fra skovområdet fortsætter turen ad nogle markveje, hvor huse og gårde sporadisk dukker op i landskabet. I horisonten nærmer Jels sig, og på venstre hånd duperer Jels-søerne de forbipasserende i solskinnet. Ude midt på vandet vugger et vikingeskib frem og tilbage. I sin pragt gør det opmærksom på, at byens årlige kulturbegivenhed, Jels Vikingespil, netop har haft premiere.

Nøjagtig som i fordums tid ender også denne tur på Hærvejen ved et sted, hvor det er muligt at proviantere. Men hvor det førhen mest var kroer og rastepladser, der forbandt ruterne, og hvor både mennesker og dyr kunne få vand og være i fred for ulvene, er dagens sidste stop mere moderne. Efter godt otte kilometer i historiens fodspor er det tilladt med en sandwich og en is i solen foran Jels Motel & Sportscenter.

Foto: Palle Peter Skov
Foto: Palle Peter Skov
Foto: Palle Peter Skov