Et enkelt højlydt gab lyder fra et sted i salen, mens læreren finder Esajas’ Bog fra Det Gamle Testamente frem på storskærmen. Det er onsdag formiddag på den kristne efterskole Hestlund Efterskole nær Bording i Midtjylland, og dagens første andagt er så småt i gang. Fra en af de midterste rækker lytter Adel Omar opmærksomt. Han er 17 år og går i 10. klasse – og så er han muslim. Men han har slet ikke noget imod at deltage i skolens kristne gudstjenester.
”Jeg kan godt lide at lære om andre religioner, men jeg føler også, jeg lærer mere om Danmark,” siger han.
For tre år siden kom han til Danmark fra Syrien med sin kurdiske familie. De bor nu i lejlighed i Silkeborg, mens han selv er i gang med sit andet år på den kristne efterskole. Han giver dagens salme et ærligt forsøg og folder hænderne i bøn ligesom alle andre i lokalet.
Adel Omar går i 10.a og føler selv, han klarer sig godt i år, selvom engelsk godt kan være svært. Det er det fjerde sprog, han skal til at lære. Han taler i forvejen kurdisk, arabisk og dansk, og han er ikke den eneste på skolen med de færdigheder. Hans skolekammerat Kawa Abdul Karim er også 17 år, muslim og går i 10.b.
Ligesom Adel Omar er han vokset op i Syrien, men flyttede til Silkeborg med sin familie for tre år siden. Det er Kawa Abdul Karims første år på efterskolen. Han prøver at forklare, hvad hans forældre synes om den kristne skole, men er usikker på de danske vendinger. Adel Omar spørger ham på kurdisk, hvad han mener.
”Nårh,” siger Adel Omar efter et par minutters kurdisk. ”Han siger, at de synes, det er godt med en skole, hvor der er fokus på religion. De vil gerne have, at han bliver bedre til at læse i Koranen.”
”Ja, nemlig,” siger Kawa Abdul Karim og nikker.
Adel Omar har været et helt skoleår længere på efterskolen end Kawa Abdul Karim og fik i sommers karakteren 4 i dansk, ligesom cirka 25 procent af dem, der var til den afsluttende eksamen i 9. klasse i hele landet.
Men han kan sagtens huske, hvordan det var at være helt ny og ikke have greb om det danske sprog endnu.
”Udtalen kan især være rigtig svær,” siger han og fortæller, at det er blevet meget nemmere for ham på efterskolen. Her taler han dansk hele tiden, for det er man nødt til, hvis man vil være en del af fællesskabet.
”Det er svært at flytte til et andet land. Man vil gerne passe ind og være som de andre, og så er man jo nødt til at tale deres sprog. Generelt har efterskolelivet bare gjort en kæmpe forskel for mig. Dér, hvor jeg kommer fra, er der krig. Her er der fodbold og hygge. Jeg har lært, hvordan man omgås folk her. Jeg havde aldrig prøvet at have danske venner før, men det har jeg nu,” siger Adel Omar og hentyder til tiden før efterskolen, da han gik i en klasse med andre flygtninge i Silkeborg.
Det var en lærer, der spurgte ham, om han havde overvejet at gå på efterskole, men dengang vidste hverken han eller hans forældre, hvad det ville sige.
”Og da mine forældre så fik det forklaret, syntes de, det lød meget mærkeligt. De kunne ikke forstå, at folk sendte deres børn væk på den måde. De var sikre på, de ville savne mig alt for meget,” siger Adel Omar.
Efter at han og forældrene havde besøgt efterskolen, blev det dog en anden sag. Forældrene kunne se, at piger og drenge ikke måtte komme på hinandens gange, og at det er forbudt at ryge og drikke. Og så var de glade for skolens størrelse på kun 87 elever.
”Det er en lille efterskole, så de var ikke bange for, at jeg ville forsvinde i mængden. De følte i stedet, der var mulighed for, at lærerne ville være opmærksomme på mig og hjælpe mig, både med at lære dansk og sådan generelt,” siger Adel Omar og afbryder sig selv for at hilse på viceforstanderen med et godt jysk ”Goddaw!”
Adel Omars ophold på skolen har været så stor en sucess, at hans lillebror også skal gå her til næste år.
At efterskolen er kristen har hans forældre ikke noget imod. De besøger selv en evangelisk-luthersk kirke i Silkeborg et par gange om måneden for at deltage i fællesspisning.
Til danskundervisning i fællesrummet sætter han sig sammen med Thor Bräuner på 16 år. De spiller begge på skolens fodboldhold – Adel som målmand, og Thor som midtbanespiller.
De skal spille mod en anden efterskole i Aarhus i eftermiddag, og både Adel Omar og Thor Bräuner er klar til kamp. Thor Bräuner har allerede sportstøjet på.
”Det gik jo ikke så godt, sidst vi spillede i Aarhus. Vi tabte 3-2,” siger han.
”Ja, men de andre scorede kun lige til sidst, og det var rent held,” siger Adel Omar.
Thor Bräuner vil gerne fortsætte med at spille fodbold, men selvom han elsker sport og går rundt i sportstøj hele tiden, tror han ikke, det skal være hans fremtid.
”Jeg har slet ikke besluttet mig for, hvad jeg vil uddanne mig til. Det skifter mellem alt fra mekaniker til psykolog,” siger han.
Adel Omar ved til gengæld godt, hvad han vil.
”Jeg skal være ambulancelæge,” siger han.
Han håber på at få lov til at gå på Silkeborg Gymnasium næste år.
”En dag skal jeg nok tilbage til Syrien, men jeg håber virkelig, at jeg vil kunne gøre min uddannelse færdig først. Der er ikke noget skolesystem eller nogen fremtid i Syrien. Der er kun krig,” siger han. ”Og læger er der jo brug for alle steder.”
På Adel Omars værelse hænger Kurdistans flag over hans seng. Hans sengetøj gør reklame for det spanske fodboldhold Real Madrid, og på værelseskam- meratens hylde ligger der en bibel.
Adel Omar har aldrig mødt fordomme mod sin muslimske tro på skolen. Det første år han var her, var det mere, fordi han var flygtning, at han følte sig lidt udenfor.
”Jeg kunne mærke, at de andre elever var lidt usikre på, hvad jeg var for en, fordi de vidste, jeg kom fra Syrien. Jeg tror, de var usikre på, om jeg var farlig eller sådan noget. I år kom jeg hurtigere ind og kunne tale med dem og vise dem, hvem jeg var som person. Det har betydet rigtig meget for mig,” siger han.
Både Adel Omar og Thor Bräuner beder til Gud, når de har det svært. Eller hvis de skal til eksamen. Adel Omar beder også altid inden en fodboldkamp, og når han går i seng, beder han for hjælp til alle mennesker, fortæller han.
”Jeg tror faktisk, jeg er blevet mere troende af at komme her på skolen. For jeg kan se, hvordan alle de andre synger med på salmerne og beder til Gud. Så der er jo ikke noget galt i at gøre de ting, og så gør man det også selv mere. Så kalder jeg mig jo muslim, og de andre er kristne, men jeg går egentlig ikke så meget op i ritualer og praksis,” siger han og ser på uret på væggen, for snart skal han være klar til fodboldkamp.
”Gud kan have mange forskellige navne, men jeg kalder ham bare ’Gud’ og ved, at han hjælper mig. Og det er der plads til her.”