På Karla Kattehjem i Odsherred ruster man sig til forladte killinger

Når beboerne forsvinder fra sommerhusområderne, overlades katte og killinger til sig selv. Det er et stort etisk problem, siger leder af akut kattehjem

Killingerummet huser mødre og killinger. Kasper Martlev har hænderne fulde og kan indimellem ikke tage flere ind, før andre er blevet adopteret.
Killingerummet huser mødre og killinger. Kasper Martlev har hænderne fulde og kan indimellem ikke tage flere ind, før andre er blevet adopteret. Foto: Tine Maria Winther.

Netop i disse uger lukker et af landets største sommerhusområder ned for vinteren, og de katte og killinger, feriegæsterne har fodret, bliver overladt til sig selv.

”Og det kan de ikke klare”, siger Kasper Martlev, som leder Karla Kattehjem, et såkaldt akut kattehjem lidt udenfor Højby tæt på Sjællands Odde.

Han har allerede hentet flere killinger ved tomme sommerhuse, og der er godt fyldt op med hjemløse dyr i det lille gulmalede hus, som han åbnede i 2018. I øjeblikket huser han cirka 50 katte.

På en afsats ved trappen på vej op til killingerummet står Gustavsberg-figuren ”Kan du inte tala?”, hvor en dreng knæler ved en siddende hund. Den lille skulptur har han fået af sin nu afdøde mor, som mente, at den illustrerede Kaspers kærlighed til dyr.

Oppe på førstesalen i et værelse med skråvægge hopper killinger i alle farver og aldre gennem luften som aber, mens deres mere sky mødre gemmer sig i forskellige huler.

Skulpturen ”Kan du inte tala?” har Kasper Martlev fået af sin mor, som døde pludseligt. Den mindede hende om sønnen og hans kærlighed til dyr.
Skulpturen ”Kan du inte tala?” har Kasper Martlev fået af sin mor, som døde pludseligt. Den mindede hende om sønnen og hans kærlighed til dyr. Foto: Tine Maria Winther

”Ikke derind!,” udbryder Kasper Martlev, da en spættet kattemor, der lige har givet en lidt for festlig killing en på lampen, går ind i en hule, hvor en kat med små killinger holder til. Der opstår dog ingen problemer, men det gør der om få uger, når sommerhusfolket tager hjem til storbyen.

”Efterladte katte er et alvorligt problem i Odsherred, og det er det nok generelt i hele Danmark,” siger 37-årige Kasper Martlev, der er opvokset i Taastrup, men som allerede som yngre blev opmærksom på situationen under en cykeltur gennem ”Lyngen”, hvor der er flere end 7000 sommerhuse. Stednavnet er fællesbetegnelsen for sommerhusområdet langs Sejerøbugten, som består af blandt andet Jyderup Lyng, Vig Lyng og Ellinge Lyng.

”Her til september tager de fleste hjem, og de tilløbne killinger, som mange har fodret i ferien, overlades til sig selv. Jeg kan sådan set godt forstå, man giver sultne killinger noget at spise, men de kan bare ikke klare sig, når man holder op igen. For katte er vanemennesker ...,” siger Kasper Martlev og retter sig selv med et grin: ”… vanedyr”.

Fortalelsen er nu ikke helt hen i vejret, for Kasper Karla, som han kaldes, har det med at tænke på alle væsner med en og samme omsorg.

I går blev en af akuthjemmets faste katte, altså en af dem, han selv beholder og ikke adopterer væk, kørt over på den smalle Stenstrupvej foran huset, og både han og en af de frivillige græd.

”Der stod vi så to voksne mænd og sørgede. Det sker jo, at vi mister katte, men det er hårdt hver gang.”

I nabolaget med de fire-fem huse, som ligger lidt spredt ned ad Stenstrupvej er man blevet enige om, at de katte, der har det bedst udenfor, gerne må færdes på grunde og i haver. Men fordi der ofte er kø på motortrafikvejen op til færgelejet på Odden, tager flere biler i stedet denne stikvej, og det med høj fart. Det er hverken godt for katte eller mennesker.

Killingen på lænestolsryggen, er en af de mange efterladte katte.
Killingen på lænestolsryggen, er en af de mange efterladte katte. Foto: Tine Maria Winther

Som dreng ville Kasper Martlev være præst og var endda i praktik som præst, da han var 13 år. Præstedrømmen blev han drillet lidt med i fritidsklubben, og på efterskolen blev han mere rebel, som han formulerer det – og uddannede sig til grafiker i stedet for. Men sin kristne tro har han med sig, selvom han smiler afværgende, når journalisten spørger, om han er Odsherreds Frans af Assisi.

”Det er vigtigt for mig at holde fast i min tro, og jeg stoler på, at jeg kommet et godt sted hen, når jeg ikke er her mere. Sådan tænker jeg også, når vi mister en af kattene. At de er et godt sted nu, og at vi mødes der engang. Jeg forestiller mig, at når jeg dør, går jeg ud over markerne, og så kommer alle dyrene. Sådan lidt Noas Ark-agtigt,” siger han.

”I bund og grund tror jeg, at næsten alle har det sådan; at der er tider, hvor man må finde støtte i tro, der er bare ikke særligt mange, der bryder sig om at sige det åbent.”

Men hvad skal folk i sommerhuse så gøre, hvis et kuld killinger melder sig ved køkkendøren?

”Det er en svær etisk situation at stå i. Men inden man rejser hjem, kan man ringe til en dyreværnsforening eller et internat, som forhåbentlig kan tage sig af dem. Det værste er at lukke øjnene og lade stå til. Dyr fortjener vores respekt og en chance i livet. Heldigvis er der også mennesker, som tager ansvaret på sig,” siger Kasper Martlev og holder en sigende pause.

Så da journalisten kører hjem igen, er det med to killinger fra ”Lyngen” på bagsædet.