Ponyerne står i en spredt klynge på en bakketop i skyggen af en bøgeskov på Mols på Djursland. De er mørkebrune med kort, blank sommerpels, der er 12 i alt og et føl, der har lagt sig i skovbundens tykke lag af tørre, brune blade. En hingst springer op på en hoppe med erigeret lem, en bedækning ser altid voldsom ud, for det er store dyr, de er hidsede op, og hingsten hviner, da en anden hoppe pludselig bakker tæt på og med to baghove sparker ham ned fra den første. Med blottede tænder og tilbagelagte ører jagter hun ham et par gange rundt i flokken, før de falder til ro.
Biolog og projektleder ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Lars Brøndum, betragter scenen fra cirka 12 meters afstand.
”Hun er førerhoppen, og han er lidt det tynde øl. Hun vil bestemme, hvornår der skal bedækkes. Det her er bare dyr, der lever frie dyreliv, og det er spændende at se, hvordan vilde heste opfører sig, når de ikke er styret af mennesker. De får en helt anden adfærd end tamme dyr, der ikke har den her frie populationsdynamik,” siger han med henvisning til den videnskab, der undersøger, hvordan antallet af forskellige dyre- og plantearter variererer i forhold til hinanden og under påvirkning af ydre faktorer, især vejret.
Exmoor-ponyerne og en vild flok galloway-kvæg er ”stjernerne” her i Molslaboratoriet. Det er et 150 hektar stort område i Mols Bjerge, der tilhører Naturhistorisk Museum i Aarhus, og hvoraf 120 hektar er under ét stort hegn, så dyrene lever der så frit som muligt.
For hvad sker der med dyre- og plantelivet i et naturområde, når mennesker slipper tøjlerne og lader naturen forvalte sig selv, og kan en omstilling til mere selvregulerende natur stoppe den biodiversitetskrise – uddøen af arter – som er i gang både i Danmark og internationalt?
Molslaboratoriet er, som navnet siger, et eksperiment. Idéen bag er "det nye sort" ifølge stedets egen hjemmeside, det vil sige en naturforvaltningsstrategi, der er oppe i tiden.
Politisk har S-regeringen og dens støttepartier i deres forståelsespapir skrevet, at ”der er brug for mere urørt skov, [...] hvor naturen får plads til at udbrede sig på mere naturlige præmisser end i dag”, og Socialdemokratiet, SF og Enheds-listen har allerede formuleret målsætninger om mindst 75.000 hektar urørt skov mod 9100 i dag og yderligere 10.200 planlagt over de næste 50 år.
I Europa er såkaldt rewilding også ”i gang overalt”, skriver laboratoriet, der opsummerer tankegangen bag fænomenet:
”Bundlinjen er, at vi på Molslaboratoriet går fra landbrug til ren natur. Farvel til tilskudsordninger, farvel til vinterfodring af dyrene og farvel til de mange små hegninger. Til gengæld siger vi goddag til et mindre antal køer og vildheste, der selv må finde ud af, hvordan de vil leve på de særdeles varierede arealer.”
Mols Bjerge har et eventyragtigt og lidt nuttet præg, som de ligger dér som store græsklædte halvkugler og bølger landet op og ned – a la Herredet i Tolkiens univers, hvor hobitterne bor.
Engang græssede kæmpedyr i Danmark: mammut, skovelefant, irsk kæmpehjort, bison, urokse, vildheste og -æsler, remser Lars Brøndum op.
”Danmark havde en megafauna, der kunne konkurrere med den afrikanske,” anskueliggør han – men det er ikke pointen, at dyrearter, der for længst er væk, skal gå her igen:
”Vi vil ikke tilbage til et landskab, der ikke findes mere. Men vi vil genskabe forudsætningerne for, at naturen kan udvikle sig på egen hånd, fordi de dynamikker, naturen har udviklet sig under i hundredetusinder af år, igen er til stede. Vi genskaber de forhold, evolutionen har virket på, og så vil vi se, hvordan arterne og områderne udvikler sig,” siger han.
Exmoor-ponyerne og kvæget skal altså være nu, hvad urdyrene var engang. De steder i Danmark, hvor der er flest krondyr – den vigtigste store planteæder her i landet – er tætheden kun på otte kilo hjort pr. hektar. På Molslaboratoriets areal er tætheden af ponyer og kvæg på 120-140 kilo pr. hektar.
Det betyder, at dyrene om vinteren er nødt til at æde ”rosenkål” i stedet for ”bolsjer”, siger Lars Brøndum: De må tage det seje, ufordøjelige græs, krat, grene og siv, de ellers ikke gider røre, og det er en foudsætning for, at andre arter kan trives.
Lars Brøndum piller ved en blåhat, der vokser i det lave græs.
”Den har sådan en roset af lave blade, hvor den skal hive al sin energi ind. Kommer der ikke lys nok ned til bladrosetten, kan den ikke sætte blomst. Det gælder også for eksempel kongepen og høgeurt. Når de ikke kan blomstre, kan de ikke sætte frø, og så kommer der ikke nye planter. Det er den langsomme måde at fjerne arter fra et område, når man fjerner de helårsgræssende dyr, så græsset vokser op, og det hele springer i krat,” opsummerer han en del af årsagen til, at sjældne plantearter langsomt er fortrængt.
Det har gjort, at store insekter, der lever af disse planter, er blevet færre. Og konsekvensen af det er, at de fugle, der lever af de store insekter, er gået tilbage.
Det gælder for eksempel rødrygget tornskade, den hvide stork (”hvor vi knap nok har fødegrundlag til ét ynglende par i Danmark,” siger Lars Brøndum) og kirkeuglen (”der næppe ville være her i dag, hvis den ikke blev fodret af mennesker”).
Lars Brøndum følger en sti, der leder ind i et egekrat. Underskoven er stærkt grøn og solplettet, og højt oppe lukker træernes kroner sig hen over stien og danner en nærmest selvlysende tunnel af løv. I skovbunden ligger en en død og mosbevokset træstamme.
Det her er en plet af den urørte skov, politikerne taler om.
”Træer udfordrer vores forståelse af liv og død, for et træ kan stå og være mere dødt end levende med en helt hul stamme – og alligevel sætter det blade i toppen på unge grene. På den måde kan det holde sig kørende i mere end 100 år. Man ser på det og tænker: ’Hvorfor er du ikke død endnu?’,” siger Lars Brøndum.
Mens træet dør, ”bliver det også mere og mere levende”, fortsætter han: Der flytter vedboende biller ind, der gnasker af træet, og svampe, der nedbryder både dødt og levende ved.
Så kommer de hulrugende fugle, der bygger reder i træets huler og huller. Danmarks stærebestand blev talt engang i efterkrigstiden, husker Lars Brøndum.
”Nu er vi nede på en tredjedel af det antal, der blev talt dengang. Sort sol-fænomenet er mindre imponerende i dag, end det var engang. Hvis du spørger et barn eller en voksen i dag, hvor stæren bor, vil de fleste sige: ’I en stærekasse’. Men fra naturens side ville de jo finde et stort gammelt træ, hvor spætten har lavet huller, og flytte ind i kolonier.”
”Se! De står lige dér, skovheste!”, afbryder han sig selv. Og på en bakke, hvor egeskoven viger for bøg, står et dusin af Molslaboratoriets i alt 32 ponyer og føl.
Der er mitter i luften og en duft af tør jord og sødlig hest.
Ponyerne og kvæget blev sat ud i november 2016, hvor eksperimentet startede. Oprindeligt var der 12 ponyer. Det er landbrugsloven, der gælder for dyreholdet, uanset at dyrenes funktion er præcis den modsatte af et produktionsdyrs. Loven betyder blandt andet, at ponyerne har chip, og kvæget skal øremærkes. De skal have læskure, og de ”bodyscores” hver vinter, det vil sige, at man vurderer deres huld, for de må ikke sulte – et dyr skal aflives, hvis det anslås at være for svagt til at overleve.
Forskerne mente, at området, når fødegrundlaget er ringest om vinteren, kunne understøtte omkring 40 stykker kvæg og heste. Det antal ramte de allerede det første år, hvor dyrene fik kalve og føl. De overvejede allerede det år, om de blev nødt til at gribe ind. Men alle dyr klarede vinteren. Det følgende år var antallet atter steget til 59 dyr. Men stadig skulle ingen aflives på grund af sult.
”Det viser gang på gang, at vi intet aner om, hvad bæreevnen er for dansk natur,” konstaterer Lars Brøndum.
Det er den eneste konklusion, der allerede synes hugget i sten i det endnu unge eksperiment:
”Vi kan dårligt forudsige, hvordan naturen vil reagere. Hver gang, vi prøver, bliver vi overhalet af virkeligheden og faktorer, vi ikke kan styre, den våde sommer i 2017, den tørre sommer i 2018,” siger han.
EU-Kommissionen fremlagde i 2006 en handlingsplan med mål og indsatser for at standse tabet af biodiversitet i 2010. Men da tiden var gået, ”blev konklusionen, at 2010-biodiversitetsmålet ikke blev opfyldt,” skriver Miljø- og Fødevareministeriet om kommissionens vurdering af effekten af denne plan.
Molslaboratoriet er nok Danmarks mest ambitiøse forsøg på at undersøge, hvad der kunne virke, så man her i landet kan opfylde de mål, man har forpligtet sig til, siger Lars Brøndum.
Han ved, at det kan kræve tab undervejs. Måske bliver næste vinter så hård, at alle dyr må tages fra: ”Så er vi på nul og har bare set, at 120 hektar er for lidt til at rewilde et område,” siger han.
Måske bliver resultatet, at man mister arter på Mols. Det kan være hugormen, der elsker mus i højt græs, eller den sjældne sommerfugleart engblåfugl, der yngler på rødkløver; køernes livret.
”Hugormen er her stadig, og vi fandt engblåfuglen i lavt antal i år. Men hvad er det så, vi ser? Er det bare en dynamik, hvor dyrebestanden er høj og engblåfuglen lav, men som kan vende med en hård vinter, hvor dyrene dør? Det er en misforståelse, at god natur er stabil natur, eller at arter i god natur har stabile bestande. De vil svinge efter sæson og temperatur, og interaktionerne mellem arterne er en faktor for, hvordan de udvikler sig fra år til år. Vi må bare slippe tøjlerne og se, hvad der sker.”