Skæret fra lommelygten danser hen over de delvist oppudsede vægge i apsis i Store Heddinge kirke. I et mylder af ridser og skrammer af tidens tand toner en runeindskrift frem: I O N A. Måske en Jonas eller Johannes, der har indridset sit navn på dette helligste sted i kirken. Et ”Amen” står her også med runer, og på dørvangen ind til en trappe et tydeligt ”Maria”.
Runolog Lisbeth Imer fra Nationalmuseet finder nu sin store projektørlampe frem, og væggene bag alteret står badet i lys. Herefter går hun og arkæolog Leif Plith Lauritsen fra Museum Lolland-Falster minutiøst væggene igennem fra gulv til hvælv.
I vinter fremsatte Leif Plith Lauritsen, som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad, en nytolkning af den særegne Store Heddinge Kirke på Stevns som valfartskirke. På sine gentagne besøg havde han gennemgået kirkens øvre rum, nicher, trapper og gange og set en arkitektonisk sammenhæng: En trappe fører fra koret op forbi en lille niche, muligvis til vievand, og ud i den ydre gallerigang, der løber rundt og forbi en større niche oplagt til et helgenrelikvie, og videre ad gallerigangen og ned ad en anden trappe tilbage ned i koret.
Undervejs bemærkede Leif Plith Lauritsen flere runeindskrifter, men i bogværket ”Danmarks kirker” er Store Heddinge Kirke kun noteret for en enkelt runeindskrift. Så han kontaktede Nationalmuseets runeekspert Lisbeth Imer.
”Min tolkning af kirken som valfartskirke vil betyde en særlig brug af kirken og en tilstrømning af pilgrimme. Derfor kunne de runer og indskrifter på væggene, som jeg opdagede, været interessante at få belyst. Om skriften på væggen så at sige kunne fortælle om brugen af kirken. Heldigvis blev Lisbeth Imer lige så nysgerrig som jeg og foreslog at komme forbi,” fortæller Leif Plith Lauritsen.
Som Nationalmuseets ekspert i runer har Lisbeth Imer været ude i en del af landets middelalderkirker, da runer på kirkevægge ikke er et helt ualmindeligt fænomen:
”I middealderen brugte man runer og bogstaver side om side, og begge dele blev brugt til at skrive på latin med og dermed også i kirkeligt regi. For runer var ikke religiøst ladede og forbundet med vikingetidens nordiske guder, så det er ikke overraskende at finde runer indridset i en kristen kirke. De runer, som vi finder på kirkevægge, kan være bønner som et Amen, Ave Maria eller blot Maria. Det kan også være personnavne ridset som en personlig bøn. I middelalderen var kirken åben, og præsten havde hver dag sine gøremål her. Så folk brugte kirken mere og fik måske lov at indridse en bøn. Mange runer og indskrifter er at finde oppe ved koret og derved tæt på det helligste. Væggene blev indimellem kalket om, men det har nok ikke betydet noget, at indskrifterne blev malet over. De var der fortsat inde under kalken og havde deres betydning for afsenderen,” forklarer Lisbeth Imer.
Fra apsis bevæger Lisbeth Imer og Leif Plith Lauritsen sig op ad den trappe, som pilgrimmene må have gået. Hele vejen op igennem det smalle trappeforløb er der talrige indskrifter, hvoraf nogle er fra middelalderen og andre yngre. Nogle runer lader sig datere ud fra de såkaldte ”stungne runer”, som blev tilføjet runealfabetet i middelalderen.
Ude i gallerigangen vælder dagslyset ind, men det gør det faktisk sværere at finde runer og indskrifter. Ifølge Lisbeth Imer er det vigtigt selv at kunne styre lyset og dets vinkel. Men der er indskrifter at ane her, så endnu en runejagt må til en efterårsdag med dagsmørke og styret projektørlys.
Ved indgangen til den store niche, hvor helgenrelikviet formodentlig lå, er to ligearmede kors indridset. De har måske kobling til datidens korstog, men er nok snarere indvielseskors.
Resten af gallerigangen og udgangstrappen ned er tilsyneladende blottet for runer og andre indskrifter, men det giver god mening:
”De fleste indskrifter forekommer på vejen op til relikviet. Her må man forestille sig, at folk har stået i kø. I ventetiden har flere meget naturligt givet sig til at pille i væggen, måske kradset lidt hellig vægkalk i hånden eller ridset sit navn eller en bøn med runer. På vejen ud var der ikke tid til den slags. Så de påviste indskrifter falder faktisk meget godt i tråd med tolkningen af Store Heddinge som valfartskirke,” påpeger Leif Plith Lauritsen.
Måske kan yderligere undersøgelser en mørk efterårsdag gøre dette billede tydeligere.