Hvem slår ørnene ihjel på Tåsinge? Jagten på "psykopaten" er i gang

Det er ikke sådan, at folk finder høtyve og fakler frem, når ørnemorderen bliver fundet. Det siger flere beboere på Tåsinge. Men de ligner ikke helt nogen, der mener det. Politiet har fået 15 tip i jagten på at finde den, der slår Tåsinges fredede rovfugle ihjel med den forbudte nervegift carbofuran

Preben Sørensen, tidligere skytte på Valdemar Slot, og Poul Rasmussen, redekoordinator hos DOF, er stadig berørte, når de fortæller, hvordan de fandt de tre forgiftede havørne under reden, som skimtes i træet bagest. – Foto: Tine Maria Winther.
Preben Sørensen, tidligere skytte på Valdemar Slot, og Poul Rasmussen, redekoordinator hos DOF, er stadig berørte, når de fortæller, hvordan de fandt de tre forgiftede havørne under reden, som skimtes i træet bagest. – Foto: Tine Maria Winther.

For at komme ud til skoven med den landskendte og nu tomme ørnerede på øen Tåsinge syd for Svendborg, snor man sig på smalle veje gennem idylliske landsbyer.

Den eneste lyd kommer fra flokke af gråspurve, og trafikken er så beskeden, at der hist og her står en hund i egne tanker midt på asfalten, så bilen må slå et slag for ikke at bidrage til antallet af øens dræbte dyr.

Men hvor yndigt her end ser ud, bor ondskaben her også. Og ondskab er det ord, som tøsinger – det hedder folk på Tåsinge – bruger om giftangrebene mod øens fredede rovfugle.

Først blev en udrydningstruet rød glente forgiftet med den forbudte nervegift carbuforan, så en ung havørn, og den 21. september blev to flyvefærdige unger og deres far fundet døde under deres redetræ i skovområdet Hestehave. Det er der, vi er på vej hen.

Til daglig er man på øen stolt af succesen med at få havørne til at yngle, og man nyder at se dem svæve hen over landskabet.

Så at gå ud til den tomme rede sammen med redekoordinator i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Poul Rasmussen og tidligere skytte på Valdemar Slot Preben Sørensen er en tung gang. Og at lægge nakken tilbage og kigge op mod reden er lidt som at se ind i et børneværelse, hvor der burde være børn.

Preben Sørensen, som bor med sin familie 500 meter fra reden i ørneflugtslinje, har fulgt med i havørnenes liv i årevis og kunne blot på lydene afgøre, hvem der var hvem i kuldet, så det gør ondt, at de er væk.

”Min kone græd, da Poul ringede og sagde, at jeg hellere måtte komme ned til reden, fordi de lå på jorden under den alle tre. Det er forkasteligt og vanvittigt. Vi stod tre voksne mænd med tårer i øjnene, da vi så det.”

Mens Preben Sørensen fortæller, får han trods det milde sensommervejr gåsehud på armene.

”Jamen, jeg bliver meget rørt. Jeg har følt, de var en del af vores familie. Mange lokale har stærke følelser for havørnene,” siger han.

Helt grotesk er det, mener begge, at ingen har noget ud af at forgifte havørne, som jævnfør navnet typisk finder deres bytte ved kysten: fisk, blishøns, en skarv eller måge i ny og næ. En sjælden gang en fasan, men slet ikke i et omfang, som gør nogen forskel. Der må ligge en meget forældet tankegang bag forbrydelsen, mener Preben Sørensen.

”I gamle dage var mange imod, at naturen høstede først, man ville have hele udbyttet selv, men en havørn tager forsvindende lidt, som mennesker kan have interesse i.”

I over 20 år har Preben Sørensen været skytte på Valdemar Slot, som ejer skoven, vi går i. Han stoppede den 1. april i år, men også slottets nuværende skytte er chokeret, fortæller han.

På spørgsmålet, om der sidder en og sveder et sted på øen, svarer de, at det håber de sandelig, og Poul Rasmussen tilføjer, at hvis personen ikke sveder nu, så gør han det, ”når vi får fingre i ham”. Og fordi de endnu ikke ved, hvem der står bag, omtaler de samstemmende vedkommende som ”psykopaten”.

Skal der overhovedet komme noget godt ud af ørnemordene, vil det være, hvis der langt om længe oprettes et faunapoliti, sådan som man har det i andre nordiske lande, mener Poul Rasmussen. For endnu er ikke et eneste giftdrab på fredede rovfugle i Danmark opklaret. Selv en stor dusør efter ørnedrab på Lolland i 2012 førte intet med sig.

De tre forgiftede ørne fra samme rede blev fundet for foden af træet. Her er det en af de døde unger. – Foto: Poul Rasmussen. Artiklen fortsætter under billedet.
De tre forgiftede ørne fra samme rede blev fundet for foden af træet. Her er det en af de døde unger. – Foto: Poul Rasmussen. Artiklen fortsætter under billedet.

Fyns politi oplyser, at de er i gang med afhøringer, der bygger på de omkring 15 tip, man foreløbig har fået.

Øens beboere vil ikke pege fingre, men en lokal må det være, fordi de i alt fem forgiftede fredede fugle er fundet i samme område.

Da man frygtede, at også hunnen fra reden i Hestehave var forgiftet og lå deroppe, har DOF haft en drone i luften. Men som ved et lille mirakel er hunørnen siden set flyve rundt. Til gengæld viste droneoptagelserne, at der i reden ligger en død fasan. Den henter DOF nu ned, så man kan undersøge, om det er den, der er brugt som forgiftet lokkemad.

”Men med et faunapoliti ville man tage dna-spor og have dem i systemet,” siger Poul Rasmussen.

Nu håber begge, at den overlevende hun vil finde en ny mage. Ægteskabet har faktisk knaget lidt på det seneste, og der er et par unge hanner i farvandet. Samtidig har lokalbefolkningen skærpet opmærksomhed på ørnenes sikkerhed.

Det med at forbryderen skal findes lokalt, synes kursisterne på øens kunstskole er uhyggeligt. Leder Mai-britt Schultz er både forarget og bekymret. Også fordi børn kunne være kommet nær den udlagte nervegift.

”På landet har der været tradition for, at man skød rovfugle uden at sige det til nogen. Men det synes ingen forhåbentlig er i orden længere. Holdningen over for naturen bør være en helt anden i dag, fordi vi i dag ved, hvor sårbar den er,” siger hun.

I et lille samfund angiver man som udgangspunkt ikke sin nabo, selvom man ved noget, men dette kunne være tilfældet, hvor man fraveg den skik.

”Vi har været så stolte af havørnene og forsøgt at passe på dem. Selvfølgelig er der nogen, der går mere op i dem end andre, men når man først har være ude og svømme, og der hænger sådan en kæmpefugl to meter over en, er det en fuldkommen fantastisk oplevelse. De er store som en dør, og det er vores ørne.”

I det hele taget synes Mai-Britt Schultz, at trangen til at opbevare forbudt gift er uhyggelig.

”Det er en gift, som ejeren præcis ved, hvilken skade gør, og det er næppe en husmor i 30’erne, vi leder efter,” siger hun.

Jan Thorup, pensioneret tøsing, synes, det er ganske forfærdeligt, at nogen kan finde på at forgifte dem.

Jan Thorup, som holder øje med øens nu sidste beboede rede, tager sig til hovedet over, at der måske stadig er nogen, som tror på myten om, at havørne tager katte, hunde og børn i klapvogn. – Foto: Tine Maria Winther. Artiklen fortsætter under billedet.
Jan Thorup, som holder øje med øens nu sidste beboede rede, tager sig til hovedet over, at der måske stadig er nogen, som tror på myten om, at havørne tager katte, hunde og børn i klapvogn. – Foto: Tine Maria Winther. Artiklen fortsætter under billedet.

”De betyder meget for os på Tåsinge. Vi følger med i, hvordan det går dem, og der kommer mange hertil udefra for at nyde synet af dem.”

Han har også svært ved at forestille sig, hvem der skulle have interesse i at dræbe de smukke dyr.

”Måske findes der stadig nogen, der tror på de gamle myter om, at ørne tager både hunde, katte og børn i klapvogn, men det er jo noget sludder,” siger han.

Nede i byen Troense, hvor Jørgen Madsen og Kirsten Vilhelmsen er frivillige i købmandsbutikken, tales der også havørne.

”Vi ved jo ikke, hvem der har begået udåden, men i min verden må det være én med et meget sygt sind,” siger Jørgen Madsen, og Kirsten Vilhelmsen tilføjer, at hun slet ikke kan forestille sig, hvem der kan gøre sådan noget.

Og så er de enige om, at Tåsinge ikke har fået så meget opmærksomhed, siden den svenske løjtnant Sixten Sparre og den danske linedanser Elvira Madigan i 1800-tallet valgte at ende deres dage i en skov nær den, som havørnefamilien er fundet døde i.

Efter 100 års fravær begyndte havørne i 1996 igen at yngle i Danmark. Siden har der været flere giftdrab på havørne, kongeørne og røde glenter.

I købmandsbutikken Storms Hjørne i Troense, går snakken om de forgiftede havørne. Jørgen Madsen og Kirsten Vilhelmsen mener, at det må være en syg person, der har lagt nervegiften ud. – Foto: Tine Maria Winther.
I købmandsbutikken Storms Hjørne i Troense, går snakken om de forgiftede havørne. Jørgen Madsen og Kirsten Vilhelmsen mener, at det må være en syg person, der har lagt nervegiften ud. – Foto: Tine Maria Winther.