Kort før midnat den 18. september sidste år bankede to betjente og en sagsbehandler på familien Bendtsens dør i Skamby på Nordfyn. Der var ingen grund til at stille nogen spørgsmål, for Helena og Michael Bendtsen vidste godt, hvorfor de var kommet. Betjentene og sagsbehandleren ville anbringe deres børn i familiepleje mod deres vilje.
Som sagt så gjort. Snart efter kunne forældrene se datteren Toka på et år og ni måneder og lillebroren David på et halvt år køre væk på bagsædet af sagsbehandlerens bil.
Forud for anbringelsen havde familien i seks måneder modtaget offentlig støtte og familiebehandling i hjemmet. Både Toka og David har hypermobile led ligesom deres far, og Toka har desuden nedsat hørelse. Støtten i hjemmet havde dog ikke ”en tilstrækkelig effekt på børnenes trivsel”, hedder det i begrundelsen for tvangsfjernelsen, hvor der også står, at børnene er i ”åbenbar risiko for, at deres sundhed og udvikling ville lide alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg”.
Den vurdering er Helena og Michael Bendtsen uenig i. I dag – et år efter anbringelsen – ser de deres børn halvanden time hver anden uge. Parret kæmper fortsat for at få dem hjem, og når Helena Bendtsen skal beskrive sin oplevelse af forløbet omkring tvangsanbringelsen, bruger hun ord som ”løgn”, ”kaos” og ”fejlagtig sagsbehandling”.
Anbringelsen af Toka og David er ikke enestående. Ifølge en netop offentliggjort rapport fra Ankestyrelsen er antallet af anbringelser uden samtykke – også kaldet tvangsfjernelser – steget årligt siden 2007, hvor cirka 1.200 børn blev tvangsfjernet. Sidste år gjaldt det godt og vel 2.700 børn – det højeste antal nogensinde. Stigningen er sket i takt med, at antallet af anbringelser i øvrigt er stabilt. Det faktum undrer professor Inge Bryderup, der i årevis har forsket i anbragte børn og familiepleje ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet.
”Antallet af anbringelser uden samtykke er nærmest eksploderet de sidste 20 år og steget støt her gennem 2010’erne. Jeg undrer mig meget over baggrunden for udviklingen,” siger hun og kalder tendensen bekymrende:
”Det er det, fordi det manglende samtykke kan få alvorlige konsekvenser for, om selve anbringelsen bliver en succes. Når forældrene accepterer en anbringelse, så er der nogle loyalitetskonflikter, som barnet slipper for at have. Samtykke erstatter modstand med i bedste fald et godt samarbejde – og det er godt for barnet. Anbragte børns relation til deres forældre har en stor betydning for deres videre liv,” siger hun.
Også Anne-Dorthe Hestbæk, der i årevis har forsket i anbringelser af børn og unge ved først SFI og siden som seniorforsker ved Vive – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, mener, at det manglende samtykke kan få konsekvenser for det anbragte barn.
”Når man går ind i en tvangsanbringelse, så bliver det nemt sådan, at magtforholdet mellem den udsatte familie og kommunen bliver meget tydeligt. Der sker ofte det uheldige, at forældrene går fra at være medspillere til at blive modspillere, når der ikke bliver givet samtykke, og det er som regel aldrig godt. For hvis barnet mærker uroen og forældrenes modstand, så bliver det meget sværere for barnet at falde til på anbringelsesstedet og etablere tilknytning,” siger hun.
Hestbæk tøver imidlertid med at kalde tendensen for et decideret problem, så længe vi ikke kender mere til årsagen til udviklingen. Hun påpeger, at et manglende samtykke faktisk kan styrke forældrenes retssikkerhed, da de i så fald har ret til en beskikket advokat.
I Ankestyrelsens rapport forsøger styrelsen selv at komme svaret nærmere. I en undersøgelse har den spurgt en række sagsbehandlere og ledere fra fire kommuner, hvad de mener, stigningen i anbringelser uden samtykke skyldes. I alle fire kommuner mener medarbejderne, at de har ændret ”fokus på at anbringe børn tidligere, end de ellers har haft praksis for”.
Den tilsyneladende ændring i kommunernes praksis flugter med social- og indenrigsminister Astrid Krags (S) ønske om at sikre en så tidlig indsats som muligt for udsatte børn. Derfor er det også væsentligt, at netop tvangsanbringelserne i de fleste tilfælde gælder børn på mellem 0 og 3 år. Til Kristeligt Dagblad siger ministeren, at ”vi ikke må vente for længe på et samtykke, hvis et barn mistrives”.
Men ministerens fokus på at anbringe helt unge børn er nemt at have, men sværere at føre ud i praksis, mener Frank Ebsen, der er docent på institut for socialt arbejde på Københavns Professionshøjskole og forsker i anbringelser og underretninger. Det er relevant at anbringe nogle børn tidligt, men vi ved i grunden ikke, om anbringelsen af helt unge børn virker, ligesom det er sværere at spore mistrivsel, jo yngre børene er, fortæller han.
”Dilemmaet ved for tidlige anbringelser er, at vi risikerer at overdrive fokusset på forældrenes fremtoning og ophav i stedet for børnenes ve og vel. Selvfølgelig vil der være vurderinger fra jordemødre og sundhedsplejersker, sagsbehandlerne kan bruge, men det kan være svært at se indikationerne på mistrivslen hos børnene,” siger Frank Ebsen og maner af samme grund til forsigtighed:
”Jeg mener, at ministerens øgede fokus på meget tidlige anbringelser må nuanceres, for jeg er usikker på, om de virker. Når vi træffer den mest indgribende beslutning i andres liv, så er vi forpligtede til at vide, om det rent faktisk virker.”
Det er efterhånden et år, siden politiet kom og fjernede Helena Bendtsens børn. Hun understreger, at hun intet har at udsætte på plejefamilierne, som hendes børn er anbragt hos, men fastholder, at børnene burde være hjemme med hende på familiens landsted. Og hendes kamp fortsætter: For nylig ansøgte forældrene om såkaldt hjemgivelse, og sagen ligger hos kommunen.
Helena Bendtsen tør ikke håbe på et positivt svar. Hun har ”mistet troen på systemet”:
”Jeg giver aldrig op. Jeg tænker på mine børn hver dag, og jeg håber, at de kommer hjem, så jeg kan nå at være en del af deres barndom. Alle ved, hvor hurtigt det går med børn. Jeg har også en voksen søn, og dét er den værste tanke: Alt går så stærkt, og en dag er de voksne,” siger hun.
I Nordfyns Kommune vil man ikke forholde sig til den konkrete sag på grund af tavshedspligt, men chef for afdelingen for børn og familier Jesper Due Pedersen kalder anbringelser uden samtykke ”den mest indgribende foranstaltning, vi som kommune kan gøre. Af samme grund træffer vi kun den afgørelse, når der er en åbenlys risiko for barnets sundhed og udvikling.”