Flere landmænd får foretaget klimatjek. Landbrugets samlede CO2-udledning er dog ikke faldet

Dansk landbrug står for op mod en tredjedel af udledningen af drivhusgasser. Men landbruget er også en af de mest komplekse områder, når det kommer til drivhusgasser, pointerer klimaforsker

Dansk landbrug står for op mod en tredjedel af udledningen af drivhusgasser. Regeringens mål er, at der skal ske 70 procents reduktion af udledningen i 2030, og at Danmark skal være klimaneutralt i 2050. Arkivfoto.
Dansk landbrug står for op mod en tredjedel af udledningen af drivhusgasser. Regeringens mål er, at der skal ske 70 procents reduktion af udledningen i 2030, og at Danmark skal være klimaneutralt i 2050. Arkivfoto. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

De 800 køer og 700 kvier på Anders Nørgårds gård ved Holstebro har siden 2018 leveret el, lavet af biogas, svarende til 1200 husstandes strømforbrug.

”Ligesom mange andre landmænd gør vi rigtig mange ting. Vi har en digital foderkæde, så vi meget præcist kan måle, hvor meget foder, vi bruger. Vi krydser racer, så vi fremavler køer, der æder seks procent mindre og dermed udleder mindre af klimagassen metan,” siger Anders Nørgård, der peger på, at hans gård blot er et eksempel på, at flere landmænd arbejder for at begrænse udledningen af drivhusgasser.

”Selvfølgelig kan man finde fodslæbende landmænd, men holdningen har ændret sig især de seneste fem år, og stadig flere får lavet et klimaregnskab,” lyder det fra den vestjyske landmand.

Han leverer mælk til Danmarks største mejerivirksomhed Arla Foods, der sidste år udførte klimaregnskaber for 2000 danske landmænd eller 96 procent af de landmænd, der er tilknyttet virksomheden i Danmark.

I Arla Foods bekræfter seniormanager Hanne Bang Bligaard, at langt flere landmænd er begyndt at interessere sig for klimavenligt landbrug.

”Vi begyndte med de første klimatjek i Arla for ni år siden. Dengang lød spørgsmålet ’hvorfor skal vi have et klimatjek?’. Nu lyder spørgsmålet: ’Hvad kan vi gøre?’, men samtidig er omstillingen for landmænd som for alle os andre også svær og uoverskuelig,” siger Hanne Bang Bligaard.

Hun henviser til, at de landmænd, der leverer til Arla Foods, har reduceret deres udledninger af drivhusgasser med syv procent siden 2015. Samtidig er udledningen af drivhusgasser fra Arlas produktion og logistik reduceret med 24 procent siden 2015. Det viser beregninger, der er kontrolleret af den internationalt anerkendte organisation Science Based Targets.

Dansk landbrug står for op mod en tredjedel af udledningen af drivhusgasser. Regeringens mål er, at der skal ske 70 procents reduktion af udledningen i 2030, og at Danmark skal være klimaneutralt i 2050.

Klimaforsker Jørgen E. Olesen, der leder institut for agroøkologi ved Aarhus Universitet, anerkender, at der er sket en holdningsændring i forhold til for få år siden, hvor mange landmænd ifølge Jørgen E. Olesen ”benægtede alting”.

Men Jørgen E. Olesen understreger samtidig, at netop landbruget er en af de mest komplekse udfordringer i den grønne omstilling overhovedet, og at politikerne har undervurderet opgavens omfang.

”Der skal investeres enormt i nye teknologier, som reducerer klima- og miljøbelastningen fra landbruget, og vi kan ikke på forhånd lægge os fast på bestemte løsninger. Der er globalt set en stigende efterspørgsel efter kød, og hvis ikke Danmark producerer kødet, bliver det bare produceret mindre klimavenligt i et andet land. Der er ingen snuptagsløsninger. At udvikle nye teknologier vil kræve investeringer i et helt andet omfang end det, der lægges op til fra regeringens side,” siger Jørgen E. Olesen, der for nylig udgav en såkaldt vejviser til grøn omstilling af landbruget sammen med 300 forskere.

Michael Minter, der er programchef for den grønne tænketank Concitos program om fremtidens fødevarer, peger på, at landmændenes organisation Landbrug og Fødevarer og store fødevarevirksomheder har flotte ambitioner om at blive klimaneutrale i 2050.

”Når man ser på landbrugets udledninger, så rokker de sig ikke ud af stedet, men har ligget stabilt de sidste 10 år. Der er gode ambitioner, men få konkrete resultater. Vi kan ikke sige, at der er fuld gang i omstillingen i forhold til at mindske landbrugets udledninger, men det er også en svær skude at vende,” siger Michael Minter.

Klimadirektør i Landbrug og Fødevarer, Niels Peter Nørring, erkender, at landbrugets samlede udledning af drivhusgasser ikke er faldet, men mener, at det vil ske, fordi landbruget ifølge klimadirektøren er i gang med en omfattende teknologisk revolution. Som eksempler nævner han, at der arbejdes med udregning af foders klimaaftryk og udvikling af en teknologi som for eksempel pyrolyse, der kan omdanne halm og gylle til klimaneutralt flybrændstof. Samtidig satses der massivt på bedre stalde og fodring, der kan sænke udledningen af den metan, køerne udleder, når de bøvser.

”Der er vanvittigt mange ting i gang. Hvis vi kan eksportere de nye teknologier på samme måder, som vi eksporterer vindmøller, så kan det blive en stor gevinst for Danmark. Det er de nye teknologier, der skal løfte den grønne omstilling. Jeg tror på fantastiske resultater, fordi den teknologiske udvikling går så stærkt lige nu,” siger Niels Peter Nørring.