Prøv avisen
Reportage

På ungdommens ø er de unge gået i vinterhi

"Argh, du vinder Emil!!” råber Mariann Libach Burup i frustration over udsigten til at tabe det kapløb, hun og kammeraten Emil Vogelius har sat igang op ad skrænten. Emil Vogelius sætter sine lange ben i spring, så de grå sneakers bliver våde i spidsen af det lange vintervåde græs ved. Mariann Libach Burup må indse sit eget nederlag. Blot et år forinden kendte de to øboere slet ikke til hinanden. Nu har de sammen med to øvrige unge boet side om side på ungdommens ø i et halvt år og delt alt fra værelse til arbejdsopgaver og havregryn om morgenen. – Alle foto: Julie Meldhede Kristensen

I sommeren 2019 fik Danmarks unge adgang til deres helt egen ø i Øresund. Et halvt år efter åbningen er Kristeligt Dagblad stævnet fra kaj for at se, hvordan det går med ungdommen på deres helt egen ø

Sejler man tilfældigvis forbi Middelgrundsfortet i Øresund en tidlig morgen, kan man måske øjne en ung kvinde siddende på øens skrænt. En kvinde med en skål nylavet havregrød i skødet og blikket rettet ind mod Københavns travle morgenliv.

Kvinden hedder Mariann Libach Burup. Hun er 20 år, oprindeligt fra Aarhus-området, og hun sidder dér og undrer sig. Undrer sig over, hvad de mon har så travlt med derinde, alle københavnerne. Hvorfor kører bilerne så fortravlet forbi hinanden? Hvad er det dog, de absolut skal nå?

I et halvt år har Mariann Libach Burup haft bopæl i det historiske Middelgrundsfortet på Ungdomsøen. Det har hun, da hun sammen med tre andre unge i sommer blev ansat som såkaldt GEÅ’er, en forkortelse for ”Giv Et År Frivillig”, som netop var, hvad de fire indvilligede i, da de sagde ja til 11 måneders ophold og arbejde med at varetage både praktiske, planlægnings- og kommunikative opgaver på Ungdomsøen.

Øen, der fik sit navn, da den i august 2019 åbnede og tog hul på en helt ny æra i sin snart 130-årige historie. En æra tilegnet de unge. I 2015 blev øen nemlig opkøbt af Middelgrundsfonden med støtte fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden, der valgte at overdrage øen til spejderbevægelsen. Med én betingelse: at gøre øen til et sted for Danmarks ungdom. Et mål, der skulle opnås gennem aktiviteter og arrangementer på øen. Arrangeret og styret af de unge selv. Naturligvis.

”Det magiske er, at vi skriver danmarkshistorie på et stykke danmarkshistorie. Ingen har før forsøgt sig med et lignende projekt som det, Ungdomsøen er,” fortæller Mariann Libach Burup.

Kristeligt Dagblad er stævnet fra kaj for at møde hende og Emil Vogelius, to af Ungdomsøens GEÅ’er, på en ganske almindelig onsdag i januar. De to skal fortælle om hverdagen herude på ungdommens ø. Og om de unge endnu overhovedet har opdaget, at den er deres.

Vi følger bag dem op ad den smalle asfaltsti, der flugter med øens ujævnheder, og som tager os hele vejen rundt om den 50.000 kvadratmeter store ø. Emil Vogelius’ lyse krøller rager næsten to meter op i luften. Det perfekte pejlemærke, hvis man skulle fare vild herude. Og det er der en reel fare for på øen med de mange kvadratmeter at boltre sig på og de 2,5 kilometer lange indendørs gange at navigere i, fortæller han.

”Jeg tror, at det føles allerstørst, når man kun er to eller fire mennesker herude. Eller de gange, hvor vi er mange herude, og hvor man stadig kan gå rundt og arbejde en hel dag uden at mærke til hinanden. Så tænker man over, at det er stort.”

Solen er forduftet bag tunge skyer, og selvom Øresunds skumsprøjt synes tæmmet denne formiddag, bider havluften alligevel fra sig og sætter kulør på de vinterblege kinder. Vi er næsten alene herude i dag. Et par håndværkere går rundt nede ved kajen, og i det fjerne høres en skruemaskine fra et af Ungdomsøens lokaler, hvor en gruppe festarrangører er i færd med at klargøre til et arrangement i morgen. Men de unge, som øen ellers er tilegnet, er ikke til at få øje på nogle steder.

”Vi har gæster herude cirka hver anden dag lige for tiden. Størstedelen af dem er frivillige. Der kommer også mange voksne, som holder firmaarrangementer på Ungdoms-øen. Man bliver jo nødt til at tjene pengene et sted,” siger Mariann Libach Burup.

Siden Ungdomsøen åbnede i slutningen af august, har den nu netop rundet 10.000 besøgende. Cirka halvdelen af dem har været unge mennesker mellem 15 og 25 år, og det var særligt i de første måneder efter åbningen, at de lagde søvejen forbi.

”Frem til slutningen af oktober havde vi lynende travlt med at sørge for de besøgende herude. De første tre uger arbejdede vi 12 timer om dagen uden pauser,” fortæller Emil Vogelius.

Foruden øens første gæster vrimlede det også med frivillige, der hjalp til med at realisere øens første projekter. Der blev holdt et kæmpe åbningsarrangement, hvor omtrent 1000 gæster lagde søvejen forbi. Senere fulgte blandt andet en elektronisk festival, og hver måned står Emil Vogelius også for et Åben Ø-arrangement, hvor en hel del unge plejer at deltage.

De seneste måneder har stået i stærk kontrast til starten, da tempoet på øen nu er skruet gevaldigt ned, fortsætter han. Færgen, der i højsæsonen sejler i fast rutefart mellem Københavns Nyhavn og Ungdomsøen, er nemlig gået i vinterhi fra november til sidste uge i april. Nu sejles der kun gæster til øen med en mindre færge på udvalgte datoer. Men Emil Vogelius og Mariann Libach Burup er ikke i tvivl om, at de almindelige, unge danskere nok skal komme valfartende til, når vejret igen er til det. Det gælder bare lige om at få udbredt kendskabet til Ungdomsøens mange muligheder.

”Håbet er, at øen bliver et sted, hvor unge mennesker får lyst til at tage ud efter skole og tage med færgen hjem igen, så man kan nå hjem til aftensmaden. Altså i stedet for at tage i Fælledparken for eksempel,” siger Mariann Libach Burup.

Selvom det kan virke mere besværligt at komme ud til en ø, havde det på ingen måde givet samme gode mening, hvis man havde viet et lille stykke København til de unge, fortsætter hun.

”Hvis sådan et ungdomssted lå inde i København, bliver det nemt for alle andre end de unge at skulle bestemme over det. De unge ville vide, at lige så snart de træder ud på gaden, så gælder samfundets regler. Herude gælder lov og regler stadig, men vi har en anden tilgang til tingene. Vi vil jo gerne lave en hel kultur, der udspringer fra øen.”

Emil Vogelius er af samme opfattelse:

”På fastlandet bliver man hurtigt fanget i, at man skal nå så mange ting på én gang. Som ung vil man gerne være her, der og alle vegne, men når du er på en ø med dårligt telefonsignal og du kan se hele vejen rundt, er du tvunget til at være til stede. Noget, som vi unge generelt godt kunne øve os mere på.”

Vi bevæger os mod det højeste punkt på øen, Mariann Libach Burups absolutte yndlingsspot. Nogle gange sker det, at hun ikke kan falde i søvn på sit værelse inde bag fortets bornholmske granitmursten. Så vender hun sig. Drejer sig. Tager sine sko på og går ud i det bælgravende mørke. Målet er en uddybning mellem bakkerne, lige her på toppen. For selvom det ofte blæser, og kulden mærkes bidende, så er toppen det bedste sted at befinde sig i søvnløshedens frustrerende tilstand, fortæller hun.

I dag har vinden taget et fast greb i Mariann Libach Burups sort-hvidternede skovmandsskjorte og de halvlange lysebrune hårlokker på den ene side af hendes hoved. På venstre side er frisuren klippet tæt. Hun er rap i replikken, i kronisk drillehumør og hurtig i spring på fødderne. Typen, der godt kan synes, det er lidt svært at befinde sig på en nærmest øde ø, hvor alting går langsomt. Hun har dog fundet sig et fristed hér på øen, hvor hun kan holde hænderne og hovedet beskæftiget: maddepotet. Mariann Libach Burups eget lille kongerige, som hun og Emil Vogelius som det næste fører os mod gennem fortets lange og snoede indendørs gange.

Vi passerer gamle ammunitionsrum. Toiletbåse i mørkt træ, der ikke har været tilkoblet en vandkilde i årtier. Fem minutters gang længere inde når vi til depotet. Ikke én pakke havregryn er placeret tilfældigt. Og det er en kunst, når man pludselig står med 50 kilo af den grovvalsede Ota Solgryn i overskud, griner hun og peger på en propfyldt palle med saftevand på flasker.

”Folk efterlader så meget, når de tager turen herud. Vi tager selv på land og handler en gang om ugen, men det er aldrig havregryn, vi mangler. Eller saftevand. Vi har stadig 323,5 liter saftevand tilbage fra et arrangement, der blev holdt herude.”

Emil Vogelius vrænger næse.

”Og så er det med ananassmag. Jeg hader ananas,” siger han.

Mariann Libach Burup er glad for at have depotrummet at holde styr på. Det beskæftiger hendes travle natur. Før hun kom til Ungdomsøen, var hun vant til en hektisk hverdag med koordinering af flere forskellige jobs og heavy metal-koncerter flere gange ugentligt. Nu er hun blevet bedre til at give slip i det evige travlhedsheppekor, der ellers har råbt højt i hendes hoved gennem flere år.

”Her på Ungdomsøen lærer man at se tingene på en helt ny måde, og man lærer at forholde sig mere kritisk til det samfund, vi har bygget op inde på land. Jeg tænker mere over, hvad det egentlig er, jeg skal og vil, når jeg er herude. Den ro og refleksion håber jeg, at jeg kan tage med mig tilbage, når opholdet herude er slut,” siger hun og stopper op og tænker et øjeblik.

”Vi sidder ofte og priser det rolige tempo herude, som om det var en velsignelse. Men nogle gange tænker jeg også bare ’KOM SÅ. NU SKAL VI VIDERE!!’. Det er en stor læreproces for mig at vænne mig til at slappe mere af. At være herude er en pause. Men man kan ikke holde pause resten af sit liv.”

Fra toppen af øen har man et 360 graders overblik over den 50.000 kvadratmeter store Ungdomsø. Toppen er Mariann Libach Burups absolutte favoritplet, fordi hun altid finder ro netop hér, når tankerne myldrer. - Foto: Julie Meldhede Kristensen.
I det gamle Middelgrundsfort findes halvanden kilometers lange snoede gange. Selvom man er flere mennesker på på fortet på samme tid, kan man derfor arbejde indendøre en hel dag uden at ænse hinanden.
I spisestuen mødes de fire unge GEÅ’er hver morgen med Ungdomsøens bestyrer, der også bor på øen. Så bliver dagens opgaver planlagt, skrevet ned og fordelt. De bedste dage er dem, hvor man ikke arbejder op og ned ad hinanden, for så er der mere at fortælle hinanden om under aftensmaden, fortæller Mariann Libach Burup. - Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Før Mariann Libach Burup kom til Ungdomsøen, levede hun et til tider meget hektisk liv. At skulle skrue ned for tempoet og leve mere i nuet på øen, har for hende derfor været en stor udfordring.
Maddepotet er Mariann Libach Burups ansvarsområde på Ungdomsøen. Det er hende, der står indkøb og for status på fødevarebeholdningen. Her er der ikke en tallerken eller en pakke havregryn, der står skævt placeret. - Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Ti minutters sejltid fra København skyder Ungdomsøen, det gamle Middelgrundsfort, op ad bølgen blå. Tidligere var øen en del af Københavns befæstning. Nu er den tilegnet den danske ungdom.