Prøv avisen

På vingerne for Churchill og Vorherre

Med dette billede fra cockpittet af en Supermarine Spitfire var den 25-årige Vera Strodl i 1943 på forsiden af Frit Danmark. - Fotos: Nordfyns Museum, Bogense. Foto: Nordfyns Museum, Bogense

Søndag den 11. januar døde en 96-årig dansk kvinde i Edmonton, Canada. Vera Strodl Dowling havde sine rødder i Bogense og var pilot i Royal Air Force under Anden Verdenskrig, der sluttede for 70 år siden dette forår. Efter krigen brugte hun sine fremragende flyveregenskaber som flyveinstruktør - og flyvende missionær.

Salmevalget kunne ikke være mere rammende, da menigheden ved Ansgar Danish Lutheran Church i Edmonton, Canada, for nylig bisatte et af sine ældste medlemmer, 96-årige Vera Strodl Dowling: ”Under dine vingers skygge” og ”Jesus kom dog nær til mig”. For afdødes liv var båret af to determinerende passioner, flyvning og tro. Hun viede sit liv til begge og gik heroisk på vingerne for både Churchill og Vorherre. Som krigsflyver og som flyvende missionær.

Vera Strodl Dowling var under Anden Verdenskrig den eneste skandinaviske kvinde, der fløj for det britiske luftvåben, Royal Air Force (RAF). Hun var testpilot i England, da krigen brød ud, og meldte sig med det samme til Royal Air Force som transportpilot i Air Transport Auxiliary (ATA). Piloterne i ATA havde til opgave at fragte nye og kassable fly frem og tilbage mellem flyfabrikkerne og baserne. Ud af cirka 500 Ata-piloter var omkring 100 kvinder. Selv om det ikke var lige så farligt som at flyve bombetogter, havde ATA store tabstal. En sjettedel af korpsets piloter omkom, og der blev løbende samlet ind til kammeraternes begravelser.

Vera Strodl, som hun hed dengang, var også flere gange tæt på at miste livet, og ved en enkelt lejlighed, hvor hun blev meldt omkommet, havde man samlet ind til begravelsen, da hun pludselig trådte ind i messen. Hun overlevede flere hasarderede nødlandinger, blot for igen at melde sig klar til tjeneste. En indsats, der i 1971 blev hædret med den mest ærefulde hædersbevisning for flyvning i det britiske Commonwealth, Silver Medal of the Award of Merit.

ATA-piloterne var jævnligt mål for tyske jagerfly, men kunne også risikere at blive skudt ned af det engelske antiluftskyts spærreild imod de frygtede tyske V-bomber. Spærreballonerne omkring flybaserne udgjorde også en betydelig risiko, og endelig var mange af flyene - ikke mindst dem, der skulle flyves til skrotning - nærmest flyvende ligkister. Piloterne skulle mestre alle flytyper, fra Spitfires til firemotorers bombefly.

Hver gang en pilot havde fløjet en ny flytype, skrev de den på flyverjakken. Veras jakke kan ses på Nordfyns Museum i Bogense, der har en lille afdeling med fotografier, effekter og beretninger fra hendes eventyrlige liv. Det hænger sammen med, at hun havde sine rødder i Bogense.

Her blev hun konfirmeret og tog realeksamen på Bogense Borgerskole, før hun i 1934 rejste til England for at realisere sin drøm om at blive pilot.

Drømmen slog ned i hende, da hun som 11-årig fik en flyvetur. Hun boede på det tidspunkt i Hertfordshire, England. Her var hendes forældre, Raimond og Maren Strodl, emigreret til for at drive en lille kvæggård. Opvæksten var barsk, for faderen havde alkoholproblemer, og familien kæmpede med dårlig økonomi. At moderen blev angrebet og invalideret af en aggressiv ko - for øjnene af den lille Vera - forværrede kun situationen, og i 1930 rejste Maren Strodl hjem til fødebyen Bogense med børnene. Men forinden havde Vera fået sin luftdåb, og siden drømte hun kun om at blive pilot.

Selv om årene i Bogense blev de lykkeligste i hendes barndom, rejste hun i 1934 tilbage til England. Klar over, at skulle hun realisere flyverdrømmen, måtte hun dertil. Hun slog sig ned i Hastings, nær Sussex Aero Club, og knoklede som servitrice og rengøringsassistent for at spare sammen til flyvetimer. Hendes instruktør var en RAF-veteran fra Første Verdenskrig. Som 19-årig fik Vera Strodl A-certifikat og derefter ansættelse som testpilot ved Auster Aircraft Co.

Af hendes logbog fra krigsårene fremgår det, at Vera i løbet af krigen nåede at flyve 1500 timer i cirka 200 forskellige fly. Erfaringen brugte hun efter krigen som chefflyveinstruktør på RAF-basen ved Sandown på øen Isle of Wight. Forinden var hun i lighed med mange andre RAF-helte blevet takket af Winston Churchill, hvilket senere nåede dansk presse. I øvrigt var hun i allerede i maj 1943 på forsiden af det illegale blad Frit Danmark, der bragte et foto af Vera Strodl i cockpittet på sit fly.

En sommerdag i 1947 fik Bogense flyvende besøg af det berømte bysbarn. Pludselig landede Vera med en vandflyver ved den yderste mole. På det tidspunkt var hun ansat i det svenske luftfartsselskab Ostermanns Aero i Göteborg. Hun kom for at fejre moderens fødselsdag. Ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed i Bogense, hvor pressen da også troppede op for at interviewe den flotte pigepilot. Til Bogense Avis udtalte hun, at alle burde komme op at flyve og opleve, hvor små og ubetydelige hverdagens bekymringer blev i luften.

I 1952 flyttede Vera Strodl til Alberta, Canada. Her virkede hun som flyveinstruktør og kunstflyver. Først i byen Lethbridge, siden i Edmonton. I 1963 giftede hun sig med Stanford J. Dowling, men fortsatte sit travle virke i luften, indtil hun var knap 70. Mere end 30.000 flyvetimer blev det til.

Igennem mange år fløj Vera i fritiden for et lokalt missionsselskab. I et lille gult fly påmalet inskriptionerne ”God is a good God” og ”Jesus saves and heals today” fløj hun ud til fjerne småsamfund med filmede gudstjenester. Sin stærke tro havde hun dels fra moderen, dels fra flere oplevelser - særligt i krigsårene - hvor hun følte, at Gud greb ind og, bogstaveligt, holdt hende på vingerne.

I sine sene år betonede hun mere og mere det guddommelige forsyn som sit livs vinger, ikke dem, hun selv havde haft kontrollen over. Selv om hun med sin ranke og myndige fremtoning virkede selvbevidst, havde hun et ydmygt livssyn og ønskede ikke en masse opmærksom på sin krigsindsats. Med ”Under dine vingers skygge”, sunget i Edmontons danske kirke onsdag den 14. januar, fløj Vera Strodl Dowling for sidste gang.

I 2005 genså Vera for sidste gang Bogense, da hun var rejst fra Canada til London for at deltage i ATA's 60 års jubilæum. Her sammen med museumsleder Palle E. Petersen på Nordfyns Museum. Foto: Nordfyns Museum, Bogense.