Prøv avisen

Pårørende flytter urner fra landsdel til landsdel

Som bestyrelsesformand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere får Jens Zorn Thorsen flere meldinger om, at folk, der flytter egn, ønsker at få en slægtnings urne gravet op for at sætte den ned igen nærmere den nye bopæl. Foto: Adam Garff/modelfoto

Det er blevet mere almindeligt at få gravet nære afdødes aske op og tage urnen med sig, når man flytter til en anden del af landet. Mindekulturen er under opbrud, siger professor i sociologi, der spår en stigning i urne-flytninger

Før boede hun i Vejle, så flyttede hun til Jelling, og snart rykker hun til København. Og urnen flytter med hver gang.

Eksemplet er et, som kirkegårdsleder hos Vejle Kirker & Kirkegårde, Jens Zorn Thorsen, kender til.

”Danskerne flytter mere, end vi gjorde tidligere, og så vil man have sine afdøde med. Man kan også stå i den situation, hvor et nært familiemedlem skal bisættes et andet sted i landet, og så vælger man at samle sine afdøde i ét familiegravsted. Der er både et element af praktiskhed i det og et element af sorgbearbejdelse.”

Som bestyrelsesformand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere får Jens Zorn Thorsen flere meldinger om, at folk, der flytter egn, ønsker at få en slægtnings urne gravet op for at sætte den ned igen nærmere den nye bopæl.

”Før i tiden var der flere menighedsråd, som ikke gav den slags tilladelser, og der skal nok stadig være steder, hvor man siger, at her flytter vi under ingen omstændigheder urner – ud fra det synspunkt, at når urnen først er i jorden, skal man ikke forstyrre gravfreden,” siger han.

Hos Vejle Kirker & Kirkegårde oplever han en til to gange om måneden, at pårørende ønsker urner gravet op, hvilket er oftere end for ti år siden.

”Jeg er ikke en af dem, der mener, det går ud over gravfreden, for asken er jo omsluttet af urnen. Tværtimod er det godt, at dem, der har brug for den form for sorgbearbejdelse, også handler derefter. Det er et sundt element i en kultur, som ellers har en større distance til døden i forhold til flere andre kulturer.”

Hvis urnen skulle være gået lidt i opløsning, samler man asken i en ny urne, inden den flyttes, oplyser han.

Sognepræst Marianne Sørensen, Mejrup Kirke ved Holstebro, bekræfter tendensen.

”Det er en stigende erfaring blandt præster, at vi får forespørgsler om opgravning af urner. Det hører stadig til det, der må kaldes usædvanligt, men det sker oftere og er formentlig en direkte afsmitning af vores ændrede livsform. Vi er blevet moderne nomader, og når man flytter, kan man have et ønske om at tage urnen med asken efter sine forældre eller et mistet barn med sig videre,” siger Marianne Sørensen, der synes, det er svært at have en entydig holdning til fænomenet.

”Grundlæggende er det for de fleste mennesker ikke i orden at forstyrre gravfreden. Det ligger så dybt i os danskere, at når man er død, vender man tilbage til jorden: ’Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå’. Men samtidig kan behovet være så stærkt, at man er nødt til at tage sin afdødes aske med sig til det nye sted,” siger sognepræsten, som også møder pårørende, der fortryder, at deres afdøde er sat i kirkegårdens fællesgrav og nu vil have urnen flyttet til et gravsted med navn på stenen.

”De oplever, at deres sorg er blevet hjemløs, og at de mangler et fysisk sted at forankre den. Et sted, hvor man kan sætte en blomst og give udtryk for den forbundethed, man har med sine døde,” siger hun og uddyber.

”Selv om den døde ikke længere er fysisk til stede, findes personen jo som en stærk åndelig bevidsthed i ens liv. Det påpeger al nyere sorgforskning også. Hvor man tidligere arbejdede med forskellige sorgfaser, som man gik igennem for at ’komme videre’, ved man i dag, at sorgen er livslang, og at vi bærer den med os, og det er måske også det, der får nogle til at tage urnen med.”

Michael Hviid Jacobsen, professor ved Institut for Sociologi, Aalborg Universitet, spår, at vi kommer til at se flere urneflytninger.

”Det ville være mærkeligt, hvis det ikke skulle vinde mere indpas. Også i takt med, at flere finder ud af, at det kan lade sig gøre. Da jeg for ti år siden blev spurgt om askespredning over åbent hav, svarede jeg, at det ville vi se mere til, og det har vi gjort. Det er ikke fordi, jeg har en krystalkugle, men vi bevæger os hen imod en mere personliggjort opfattelse af døden. Derfor tror jeg heller ikke, at vi har set toppen af det med at flytte urner,” siger Michael Hviid Jacobsen, der også er medlem af bestyrelsen hos Landsforeningen Liv&Død.

”Mindekulturen er under opbrud, og det er jo voldsomt upraktisk at have en urne stående i den anden ende af landet, hvis man gerne vil bruge gravstedet som mindested. Men jeg tror ikke, det bliver, hvad flertallet foretrækker.”