Pårørende til angstramt: Det sværeste er, at man ikke kan fikse angsten

Det er balancenmellem at tale om lidelsen uden at lade den fylde alt, der er det svære, mener Gitte Vestergaard, hvis bonussøster fik angst

Den utilstrækkelighed man af og til føler som pårørende, er man nødt til at forholde sig konstruktivt til, mener Gitte Vestergaard, hvis bonussøster fik angst.
Den utilstrækkelighed man af og til føler som pårørende, er man nødt til at forholde sig konstruktivt til, mener Gitte Vestergaard, hvis bonussøster fik angst. Foto: Leif Tuxen

Jeg var på arbejde, da min mobil ringede. På det tidspunkt var jeg ansat som gartner i Allerød Kommune, og sammen med to kolleger var vi i gang med at fjerne ukrudt ved nogle flygtningeboliger. På coveret kunne jeg se, at det var Tine. Det undrede mig, for det var formiddag, og Tine ringer aldrig i arbejdstiden – i hvert fald ikke for at hyggesnakke. Et eller andet sagde mig, at noget var galt, og jeg blev derfor glad, da jeg hørte hendes stemme i telefonen. Så vidste jeg i det mindste, at hun var okay efter omstændighederne. I telefonen forklarede Tine, at hun for tredje gang pludseligt var faldet om på sit arbejde, og at hun ligesom de foregående gange var blevet hentet i en ambulance. Denne gang var hun imidlertid ikke blevet kørt på skadestuen, men ambulanceføreren havde i stedet transporteret hende til Glostrup Hospitals psykiatriske akutmodtagelse, hvor hun ventede på at blive tilset af en læge.

Denne artikel er en del af en serie:

Angsten i os

Gå til seriesiden