Pårørende til demensramt: Mindre papirarbejde gør det ikke alene

47-årige Jacob Christiansen oplever en ældrepleje præget af skiftende vikarer og til tider uengageret personale

Jacob Christiansens mor bor på plejehjem, og han har blandede oplevelser med ældreplejen.
Jacob Christiansens mor bor på plejehjem, og han har blandede oplevelser med ældreplejen. . Foto: Privatfoto.

Når den 47-årige økonom Jacob Christiansen besøger sin demensramte mor på et plejecenter i København, sidder hun som oftest foran passivt fjernsynet. Hans indtryk er, at hendes dagligdag er ensformig og trist uden ret mange adspredelser eller ture ud af huset.  

Mindre kontrol og dokumentation i ældreplejen er et af temaerne i valgkampen. Den socialdemokratiske social- og ældreminister Astrid Krag har i et udspil lagt op til, at det papirarbejde, der blandt andet omhandler personlig og praktisk hjælp, skal halveres. Også partierne i blå blok betegner bureaukratiet som en alvorlig hæmsko. 

Som pårørende oplever Jacob Christiansen, at bureaukratiet er en mindre del af ældreplejens problem. Det største problem er at tiltrække personale, der engagerer sig personligt i beboerne  og ikke kun ser plejearbejdet som et job, der skal overstås. 

Jacob Christiansens 76-årige mor er ramt af alzheimer og flyttede for seks år siden fra Fyn til et plejehjem i hovedstadsområdet for at bo tæt på sin søn, der er hendes eneste nære pårørende. 

Set fra Jacob Christiansens perspektiv har opholdet på plejehjemmet været en blandet fornøjelse.

Det er positivt, at der er en meget engageret plejer, der udviser stor omsorg for hans mor. Også moderens lejlighed og de fysiske rammer på plejehjemmet er gode. 

Det negative er de mange skiftende vikarer og manglen på aktiviteter.

Forsvundet et døgn 

Indtil for et års tid siden stak moderen ofte af. Det var først, da Jacob Christiansen tog fat i plejehjemmet, at hun blev udstyret med en GPS. Men den virkede ikke altid, fordi personalet glemte at lade den op.  

”På et tidspunkt for halvandet år siden var hun væk mellem 27 og 30 timer, og politiet fandt hende til sidst i en forstad uden for byen. Det var forfærdeligt. Jeg tog ind på plejehjemmet kort tid efter hendes forsvinden for at finde ud af, om hun var i bygningen. Det chokerede mig lidt, at jeg under min søgen stødte på personale, der bare stod og røg, som om intet var hændt i stedet for at være med til at lede, selvom politiet var alarmeret,” fortæller Jacob Christiansen. 

I dag forsvinder hans mor ikke længere. Sidste år blev hun ramt af en sygdom, der betyder, at hun ikke længere kan gå. Selvom den mistede gangfunktion er et stort tab, er det en lettelse for sønnen, at hun ikke længere kan stikke af.

I øjeblikket er det, der går Jacob Christiansen mest på, at der sker så lidt for hans mor på plejehjemmet.

”Jeg besøger hende en gang om ugen, og det liver hende op, når hun kommer ud i sin kørestol,” siger Jacob Christiansen. 

Som han ser det, er et af plejehjemmets problemer de mange skiftende vikarer, der ikke engagerer sig på samme måde som det faste personale.    

”En ændring kræver nok både bedre løn- og arbejdsvilkår og personale, der tydeligt viser interesse og omsorg for beboerne.”

Efter Jacob Christiansens ønske, nævner Kristeligt Dagblad ikke navnet på plejehjemmet.