Prøv avisen

Pak-Aages bænk

"Tækkeren", den 82-årige Hartvig Jensen (tv), og "Pak-Aage" – Aage Pedersen, 78 – er blandt de faste gæster på havnen i Gjøl, hvor de er nede flere gange om dagen, uanset vejret. – Foto: Peter Kristensen.

GJØL: I "Årets landsby" er der sammenhold og trivsel og snak om stort og småt på sladderbænken på havnen, hvor Pak-Aage og "tækkeren" er faste gæster

Pak-Aage får sol på sin runde mave, når han og de andre om sommeren sidder på bænken nede på havnen. Men han er der også om efteråret og vinteren, for som han siger, så findes der ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Fra bænken er der sommer og vinter en smuk udsigt ud over Limfjorden, over til Nørholm Enge på den anden side vandet.

Men fra Nørholm har de nu en endnu bedre udsigt end os, påpeger han. For de kan jo se lige over på Gjøl!

Den 78-årige Aage Selmar Pedersen bliver kaldt Pak-Aage, fordi hans far i årene 1929 og frem til 1934 kørte en pakkebilrute mellem Gjøl og Aalborg. Faderen købte senere den lille ø, Fruens Holm, mellem Egholm og Gjøl, og såede de 20 af øens 26 tønder land til med korn, men kornet blev ædt op af smælderlarver.

Det slog bunden ud af hans økonomi, men i stedet begyndte han så at samle mågeæg, fortæller Pak-Aage. Selv har han også haft nogle op- og nedture i sit liv. Den tidligere kloak- og drænmester kom i klemme, da en hovedentreprenør, han arbejdede for, gik konkurs. Det kostede Aage en million kroner, og han valgte blandt andet at "sidde" en skatte- og momsbøde af i arresten i Aalborg.

I sådan en situation får man virkelig prøvet sin psyke af, konstaterer han tørt.

Hele firmaet røg sig en tur, og Pak-Aage måtte tage job på Grønland. Forinden arbejdede han nogle måneder hos en minkavler. Dem er der mange af på Gjøl, for her finder man Danmarks største koncentration af minkavlere. Ganske vist er der nu "kun" 40 tilbage, engang var der 100, men de tilbageblevne farme er til gengæld blevet større, så der er flere mink end nogensinde. Årligt "produceres" omkring 350.000 mink på Gjøl.

Aage kom til skade med venstre håndled under arbejdet med minkene, så leddet er stift i dag. Han er også dårligt gående. For nogle år siden fik han indsat et kunstigt knæ, men han kommer rundt på sin trehjulede cykel, og han er nede på havnen flere gange om dagen. Han har også en lille jolle og fanger sild, hornfisk og ål. Men der er ikke længere nok til erhvervsfiskeri. Kun fritidsfiskerne er tilbage.

Trods problemer med knæ og håndled og tidligere tiders økonomiske nedtur er humøret og det lyse livssyn intakt.

Man skal ikke beklage sig, mener han. Dengang vi mistede det hele, besluttede jeg mig for ikke at blive bitter. Det er livet for godt til.

Alligevel smerter det, når han tænker tilbage på en begravelse, han deltog i, lige efter krakket. Hvor folk, som han kendte, vendte ryggen til ham.

Det gjorde ondt, men det var jo ikke af ondskab, de gjorde det. De vidste bare ikke, hvad de skulle sige til mig.

For det er ikke uden grund, når blandt andet det lokale sammenhold fremhæves som en af begrundelserne for at udnævne Gjøl til "Årets landsby", understreger Aage Pedersen og fortæller om dengang, der skulle rejses penge til Gjøl Hallen.

Da var der var nogen, der sagde, at det ville vi aldrig kunne blive enige om på Gjøl, og det var det bedste skub til sagen, vi overhovedet kunne få. Vi skulle vise dem noget andet! Så det endte med både 300.000 kroner og masser af frivillig arbejdskraft. Her viste ø-samfundet virkelig sin styrke.

Gjøl blev først en halvø med byggeriet af dæmningerne i 1914 og de senere inddæmninger af de lavtliggende enge, og selvom det er så mange år siden, har ø-mentaliteten overlevet. Lokalt taler man derfor ikke om at bo "i", men "på" Gjøl. Og i øvrigt udtales Gjøl her på stedet med stumt j.

I dag er op imod halvdelen af de knap 1200 indbyggere på Gjøl deraf 909 i landsbyen tilflyttere, og det er tilsyneladende hverken gået ud over nærheden, sammenholdet eller trivslen. Det er i hvert fald først og fremmest disse blødere livsværdier, denne "blødere velfærdstilværelse", Niels Eske Nyhus, peger på, når den tidligere kommunale børne- og kulturchef kort skal begrunde berettigelsen af hæderstitlen "Årets landsby". Niels Eske Nyhus er blandt den gruppe af tilflyttere, som har indstillet Gjøl til titlen.

På sladderbænken bruger man ikke ord som blødere livsværdier, og en gang imellem kan det næsten lyde som en søskendeflok, der kævles, når den faste gruppe mødes på havnen, og dagens stort og småt bliver vendt.

Men det er bare, fordi vi har en lidt håndfast humor heroppe, mener Pak-Aage.

Egentlig er der tale om tre hvidmalede bænke, som alle læner sig op ad den røde toiletbygning ved siden af Havnekiosken, hvor der reklameres for de "Gøl-pølser", som slagtermester Jørgen B. Jensen i 1935 begyndte at producere i sin slagterforretning på Gjøl.

Ud over bænkene er der til overflod bag toiletbygningen et arrangement med borde og bænke, og det er alt sammen praktisk nok. Så kan man flytte sig efter vindretningen, for der er mere end blot en poetisk sandhed i Erik Bertelsens "Blæsten går frisk over Limfjordens vande".

En anden af de faste gæster på sladderbænken på havnen er "tækkeren". Ganske vist har den 82-årige Hartvig Jensen været landmand i over et halvt århundrede, siden han i begyndelsen af 50'erne giftede sig med en Gjøl-pige, og de overtog den fædrene gård, men Hartvig Jensen var blytækker i sine unge dage, og tilnavne forældes ikke.

For det var som blytækker, han i begyndelsen af 1950'erne kom til Gjøl. Kirkens tag skulle repareres. I bagerforretningen ekspederede Inga.

Og vi skulle jo da have lidt wienerbrød til kaffen, når vi holdt pause, forklarer Hartvig Jensen. Sådan mødtes de.

På trods af at "tækkeren" har boet på Gjøl i mere end 50 år, er han stadig tilflytter. For selvom tilflyttere fuldt ud accepteres og endog fremhæves som nogle af de ildsjæle, der har formået at holde liv i landsbyfællesskabet, så skelnes der alligevel.

Når man er tilflytter, så bliver man aldrig andet på Gjøl, griner minkavler Kaj Christensen, der ligesom Pak-Aage selv er indfødt. Han er medlem af "Gjøl-mafiaen", som nu i 18 år har stået for den årlige sommerrevy i hallen, og er i Gjøl bedst kendt under navnet Kaj Motzen, på trods af, at det kun var faderen, der hed både Mortensen og Christensen.

"Gjøl-mafiaen" var oprindeligt navnet på en lille magtfuld politisk gruppe omkring den daværende borgmester, som var fra Gjøl, forklarer Kaj Motzen/Christensen.

De fik navnet, fordi de altid kunne få tingene igennem, og da vi så begyndte på vores sommerrevyer, tog vi det til os. Vi mener da også at have haft en del indflydelse gennem årene. Nu er vores ambition, at vi skal have lige så stor indflydelse på den nye storkommune, som Gjøl nu er blevet en del af, fastslår mafia-medlemmet.

Revyen er årets store begivenhed og samler hele Gjøl, og næsten hvert år er der parodier med af Pak-Aage og "tækkeren".

De er næsten bedre til at spille os, end vi selv er det, mener Pak-Aage.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Kaj Christensen – lokalt bedre kendt under navnet Kaj Motzen – er en af Gjøls mange minkavlere. Han er også med i den lokale "Gjøl-mafia", der står for årets store begivenhed, sommerrevyen i idrætshallen. – Foto: Peter Kristensen.
Foto: Peter Kristensen.