Prøv avisen

Palæstinensere i Danmark: Fra marxister til troende muslimer

I tre år har antropolog Anja Kublitz fulgt palæstinensiske familier i Danmark i et af de hidtil mest detaljerede studier af palæstinenserne i Danmark. Foto: Søren Staal.

De palæstinensiske flygtninge, der kom til Danmark fra borgerkrigen i Libanon, var ikke religiøse. Men i dag går mange ind for islam, viser det første større forskningsprojekt blandt palæstinensiske flygtninge i Danmark

Hiba er 25 år og ved at afslutte sin kandidatgrad, da hun begynder at interessere sig for islam. Hun undersøger flere moskéer i København og beslutter at gå til fredagsbøn i moskéen på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter. I lang tid skjuler hun sin religiøsitet for forældrene, men efterhånden begynder hun at bære tørklæde.

LÆS OGSÅ: Synspunkt: Sharia er foreneligt med europæiske samfund

Hendes far, Ahmed, der er palæstinenisk flygtning fra Libanon, arbejder som avisbud. Som ung var han en veltrænet guerillasoldat i den marxistiske palæstinensiske gruppe, DFLP. Det var under et politisk ungdomsmøde, at han mødte Hibas mor. I modsætning til så mange andre palæstinensere, der i deres grønne ungdom var marxister og siden søgte islam, holder Ahmed stadig fast i sine socialistiske idealer.

Familien er en af de palæstinensiske familier, som antropolog Anja Kublitz har fulgt på tæt hold.

I en ny ph.d.-afhandling konkluderer hun, at palæstinenserne i Danmark har gennemgået en omfattende forvandling. De kæmpede for marxistiske idealer, da de boede i flygtningelejrene i 1980erne. I dag søger både de midaldrende og de unge palæstinensere islam.

Ifølge Anja Kublitz afhandling lever der godt 24.000 palæstinenserne i Danmark, og palæstinenserne er dermed en af de største flygtningegrupper herhjemme.

I løbet af en treårig periode har Anja Kublitz interviewet 80 palæstinensere, der er kommet fra Libanon til Danmark. Hun har fulgt ni familier i syv boligkvarterer og er kommet så tæt på dem, at hun har været med til deres fester, med børnene i skole og med forældrene på kommunen.

Selvom jeg har arbejdet med integration i mange år, har jeg været overrasket over, hvor utilgængeligt det danske samfund opleves, når man går med tørklæde og har en anden hudfarve. Noget af det mest chokerende har været den materielle fattigdom hos mange af familierne. Der er ikke altid råd til ordentlig mad og tøj til børnene, for mange har utrolig svært ved at finde arbejde, selvom de gør, hvad de kan. Jeg mødte for eksempel en midaldrende palæstinenser, der har taget en ph.d. i Danmark, men i dag er arbejdsløs, selvom han har søgt alle mulige jobs, fortæller Anja Kublitz.

Hovedparten af palæstinenserne kom til Danmark i 1980erne. De voksede op i et verdsligt miljø, hvor religionen ikke spillede nogen særlig rolle. I de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon var det hovedsagelig de ældre, der bar tørklæde og gik i moskéen.

Da palæstinenserne boede i Libanon, opfattede de sig som sekulære frihedskæmpere. De var en del af et politisk bevidst miljø, og deres medlemskab af en organisationerne i PLO var nødvendig. Via organisationerne fik de penge til at leve for, og de fik beskyttelse. En af palæstinenserne i min undersøgelse udtrykker det meget rammende, når han siger, at PLO var det samme, som kommunen er i dag, fortæller Anja Kublitz.

Den politiske aktivisme prægede de palæstinensiske flygtningelejre frem til Israels invasion af Libanon i 1982.

Da Yasser Arafat og hans følge fra PlO blev sejlet fra Beirut til Tunis, efterlod de en palæstinensisk befolkning uden beskyttelse.

Op gennem 1980erne var det først og fremmest marxistisk og verdsligt orienterede unge mænd, der flygtede til Danmark på grund af krigene i lejrene. Da de kom, blev de modtaget med åbne arme af venstreorienterede danske komitéer.

Deres kultur blev betragtet som eksotisk. De dansede palæstinensiske danse sammen med de venstreorienterede, selvom de aldrig havde danset i flygtningelejrene, fortæller Anja Kublitz.

I slutningen af 1990erne begyndte danskernes holdning til indvandrere at ændre sig. Efterhånden som det blev klart, at gæstearbejderne ikke havde tænkt sig at rejse hjem, skabte den høje koncentration af indvandrere i nogle boligområder tiltagende debat.

Ifølge Anja Kublitz skete den afgørende forandring efter terrorangrebet den 11. september 2001 og regeringsskiftet i Danmark samme år, der betød en strammere udlændingepolitik.

Gradvist oplevede palæstinenserne, at danskerne blev mindre interesserede i, hvor de kom fra. De begyndte at få spørgsmål som: Når du er muslim, hvorfor går du så ikke med tørklæde?, eller hvorfor står muslimer bag terror?, forklarer Anja Kublitz, der mener, at tendensen til, at palæstinensere søger islam, er blevet forstærket af de politiske omstændigheder i Danmark.

Tendensen til at søge islam er global, men det virker, som om palæstinenserne herhjemme i højere grad søger religionen end familiemedlemmer i andre lande. Flere af de unge fortæller for eksempel, at slægtninge i Tyskland og Sverige ikke i samme omfang som i Danmark går med tørklæde, forklarer Anja Kublitz.

Hun forklarer, at religiøsiteten især står stærkt blandt de unge:

Ligesom deres forældre fandt sammen under politiske møder, så møder de unge hinanden i forbindelse med sociale aktiviteter i religiøse kredse. Og hvor de unge tidligere giftede sig med andre unge fra samme nationalitet, så ønsker de i dag at gifte sig med en muslim, fortæller Anja Kublitz, der pointerer, at de unge, hun har mødt, vælger deres ægtefælle selv.

Samtidig er det i flere boligkvarterer blevet en ret udbredt norm, at respektable muslimske kvinder går med tørklæde. Tendensen begybdte blandt somaliske kvinder og bredte sig til andre grupper. Anja Kublitz interviewede for eksempel en fraskilt palæstinensisk kvinde, der i dag bor alene med sine to børn i et almennyttigt boligkvarter.

Hun viste mig billeder af, hvordan hun i sin ungdom bar miniskørt og kørte på knallert. I dag bor hun alene med sine børn i en lejlighed og bærer lang kjole og tørklæde. Det er en måde at undgå sladder på og vise, at hun er en ærbar kvinde, forklarer Anja Kublitz, som understreger, at beslutningen om at bære tørklæde giver anledning til mange diskussioner i de små hjem.

Det fører i mange tilfælde til store diskussioner, når de unge piger vælger at tage tørklæde på. Fædrene er bange for, at tørklædet ikke er et godt signal til en jobsamtale. Og når midaldrende kvinder vælger at tage tørklæde på, sker det ofte til mændendes fortrydelse, siger Anja Kublitz.

Anja Kublitz fremhæver på baggrund af sin afhandling, at den palæstinensiske identitet ikke er en fast størrelse.

Forskellige historiske situationer skaber forskellige muligheder i forhold til at få indflydelse på sit liv. I 1970erne i Libanon var det i høj grad venstrefløjsideologier, der prægede samfundet. For en palæstinenser i Danmark i dag er det umuligt at blive betragtet som dansk, selvom man er født og opvokset her i landet. Uanset hvad de gør, bliver de betragtet som muslimer. Ved at tage den muslimske identitet på sig får de et råderum. De kan for eksempel vælge at blive veluddannede muslimer og på den måde imødegå nogle af de fordomme, som de bliver mødt med, siger Anja Kublitz.

Hun understreger, at den religiøse vækkelse blandt palæstinenserne er sket i Danmark.

I den danske udlændingedebat bliver det fremstillet, som om vi skal beskytte os mod de muslimer, der kommer udefra. Men mit materiale viser, at det er i Danmark, forandringen er sket. Man kunne godt forestille sig, at hvis samfundet gav de unge og deres forældre nogle andre muligheder, så ville de også få mulighed for at blive noget andet, siger Anja Kublitz, som understreger, at de unge palæstinensere, hun har interviewet, ikke betragter islam som en modsætning til demokrati:

De værdsætter det danske velfærdssamfund med gratis skolegang. Men de synes, at den diskrimination, de oplever, er et problem, som deres forældre ikke har megen forståelse for. Forældrene mener, at Danmark er fantastisk i forhold til det Libanon, de kom fra, og hvor de ikke havde nogen rettigheder.

soendergaard@k.dk

I 1992 fik 321 statsløse palæstinensere opholdstilladelse i Danmark efter gennem længere tid at have forskanset sig i Blågaards Kirke, hvorfra dette billede stammer. Der viste sig senere at være store problemer med integrationen af de statsløse palæstinensere. Foto: Steen Jacobsen.