Prøv avisen
Politisk set

Mink-sagen: Der er hverken styr på pengene, paragrafferne eller parlamentet

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) udtalte sig i går i Landstingssalen på Christiansborg meget kort til pressen efter samrådet. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Hvis man stikker en finger ind i minkens bur, bliver man bidt. Det har både Socialdemokratiet og Venstre erfaret. Såret er dog dybest hos statsministeren, der nok kan overleve at miste sin fødevareminister, men er i risiko for at miste autoritet i coronahåndteringen

Det fulgte den sædvanlige skabelon, da statsminister Mette Frederiksen (S) med en patosfyldt tale for en uge siden meddelte, at alle landets mink skulle aflives. Budskabet var klart: Vendsyssel kan blive et nyt Wuhan, og vi skal handle hurtigt.

Det efterfølgende forløb har imidlertid været alt andet end sædvanligt. For første gang, siden epidemien ramte i marts, har regeringen foræret oppositionen en overordentligt god sag ved at træffe beslutningen om reelt at nedlægge minkavlen i Danmark uden hjemmel i den gældende epidemilov og uden at sikre sig opbakning fra et flertal til at ændre loven nu og her. Det er ukarakteristisk amatørisme fra en regering, der må have vænnet sig lidt for meget til vidtgående magtbeføjelser i smittebekæmpelsens navn.

Det er også det stof, skandaler og ministerstorme er gjort af. Regeringen er i gang med at effektuere en beslutning med voldsomme konsekvenser uden at have styr på hverken pengene, paragrafferne eller parlamentet og har efterladt landets minkavlere, der allerede har aflivet millioner af dyr, på Herrens mark.

Samme sted står fødevareminister Mogens Jensen (S), der sidder tilbage med hovedansvaret og en ministerpost, der efter alt at dømme er på lånt tid. Opbakningen fra støttepartierne, der før har krævet ministres afgang for mindre, vakler, mens de afventer en redegørelse og nyt samråd i næste uge. Og man skal have luppen frem for at finde støtten fra statsminister Frederiksen, der hellere skubber sin minister ud over kanten end sig selv.

Det gør ikke sagen bedre, at fødevareministeren til at begynde med forsøgte sig med en halvkvædet vise om uklar kommunikation, og først et par timer før statsministeren skulle i spørgetimen i tirsdags, fik fremstammet en beklagelse og en bøn om tilgivelse.

Sagen har opildnet oppositionen, der både ser en mulighed for blå samling og en chance for revanche oven på mange måneders politisk ørkenvandring. Mange borgerlige har allerede bogført Mogens Jensens forventede afgang som en sejr, og nu gælder det statsministerens troværdighed med hvem-vidste-hvad-hvornår-spørgsmålene.

Det burde være en god sag for det største oppositionsparti, men Venstre fik for en stund alligevel gjort det til sit eget problem. Det skete, efter at formand Jakob Ellemann-Jensen (V) internt lod vide, at han ikke ville så tvivl om sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det udløste et voldsomt oprør i partiets folketingsgruppe og bagland, hvor landbruget ikke ligefrem er underrepræsenteret, og Ellemann måtte i stedet gøre det modsatte.

I Venstre hviskes nu giftigheder om, at formanden ikke forstår sit parti, mens det også er tydeligt, at partiet heller ikke er villige til at gøre meget for at forstå sin formand. Ingen af delene er der noget nyt i. I tiden som miljø- og fødevareminister var Ellemann og landbruget ofte på kant. For en formand, der i forvejen betragtes som svag, er den slags farligt.

Hvor ender det så? Mange minkavlere har allerede opgivet modstanden og kæmper nu mest for erstatningen, der også kræver ny lovgivning. Imens vokser presset for en hurtig afklaring. Det er uholdbart med internationale overskrifter om, at den næste pandemi kan stamme fra Danmark. Derfor ender sagen også med at blive løst, fordi mange har en interesse i, at den bliver løst.

Men sagen kan kaste lange skygger over indsatsen mod corona, der indtil videre har baseret sig på en temmelig enestående vilje blandt danskerne til at gå i takt og følge statsministeren i stort og småt. Den vilje forudsætter, at den brede befolkning har tillid til regeringens beslutninger og vurderinger om alt fra mundbind til lukning af nordjyske kommunegrænser. Den tillid bliver mindre, når der begås så graverende fejl i regeringen, og de håndteres så dårligt, som det er sket i dette tilfælde. Statsministeren overlever nok at miste Mogens Jensen på ministerholdet. Det er meget værre for hende, hvis hun mister sin autoritet.

Jesper Kraft er cand.jur. og tidligere politisk chef samt særlig rådgiver i Venstre. Er i dag selvstændig rådgiver og politisk analytiker.