Nogle valgnederlag er mere spektakulære end andre. I løbet af en måneds valgkamp lykkedes det De Konservative at sætte en klar førerposition blandt de borgerlige partier over styr sammen med drømmen om, at partileder og statsministerkandidat Søren Pape Poulsen skulle kunne træde i Poul Schlüters fodspor. Partiet endte med at få blot 5,5 procent af stemmerne og 10 mandater i Folketinget. To færre end partiet havde, da valget blev udskrevet.
Ikke overraskende er skuffelsen udtalt i det konservative bagland. Flere folketingskadidater, som havde håbet på valg, kræver nu Søren Pape Poulsen og generalsekretær Søren Vandsø udskfitet. Det vil simpelt hen ikke være muligt at genrejse partiet med de to i spidsen, lyder analysen.
Selv forsøgte Søren Pape Poulsen først at nedtone alvoren af nederlaget. På valgaftenen ironiserede han i sin tale over, at en journalist havde spurgt ham, om han ville gå af som partiformand. Det har han ikke tænkt sig, fremgik det også af et brev, som han i fredags sendte til partimedlemmerne. Her vedkendte han sig dog, at han havde håndteret sine personlige sager forkert, og at det havde kostet opbakning.
Nu skal de nærmere årsager til den konservative nedtur analyseres, blandt andet med hjælp fra eksterne eksperter. Det vil også blive et tema på et møde i partiets forretningsudvalg den 25. november og dagen efter på et hovedbestyrelsesmøde. En vigtig pointe er imidlertid, at den politiske leder hos De Konservative ligesom hos De Radikale reelt udpeges af folketingsgruppen.
Her er der i dag reelt tre mulige alternativer til Pape, nemlig den hidtidige politiske ordfører Mette Abildgaard samt de genvalgte folketingsmedlemmer Rasmus Jarlov og Mona Juul. Mette Abildgaard vil stå for en klassisk social-konservativ udgave af konservatismen, Rasmus Jarlov for den nationalkonservative, mens Mona Juhl kunne være en kandidat for erhvervslivet med særligt fokus på miljø og klima.
Næppe nogen af de tre vil dog kaste sig ud i en ny magtkamp, hvis Pape selv nægter at gå. Det har han hidtil blankt afvist at gøre. Selv hvis han bliver presset til det, risikerer partiet at blive kastet ud i en ny fløjkrig, som partiet nærmest har skrevet ind i sit dna.
I 1970-1974 stod en partilederstrid for eksempel mellem den midtsøgende Erik Haunstrup Clemmensen og den mere højreorienterede Erik Ninn-Hansen. Det sendte De Konservative ud i en næsten 10 år lang vælgernedtur, inden Poul Schlüter fik succes som statsminister i 1980'erne.
Lignende, men knapt så dramatiske magtkampe har der siden været adskillige af, og et folkeparti har De Konservative ikke været siden 1980'erne. I 00'erne blev tilslutningen stabiliseret omkring 10 procent, men siden 2011 har den ligget på fem-seks procent.
For en kort stund lykkedes det Søren Pape Poulsen at nære drømmen om, at partiet igen kunne vokse sig stort med en bred folkelig opbakning. Drømmen smuldrede hurtigt, og kilder i partiet nævner flere grunde til, at det gik galt.
For det første var formanden og hans strategihold slet ikke forberedte på den storm, de ville komme ud for, da Pape i august trådte frem som statsministerkandidat. Rådgiverne er den nære ven, generalsekretær Søren Vandsø, samt særlig rådgiver Simon Gosvig, pressechef Filip Lauritzen og kampagnechef Simon Merrild Lyngsø.
Ifølge en kilde i den tidligere folketingsgruppe rådførte Søren Pape Poulsen sig alene med denne gruppe om strategien op til valget og ikke med folketingsgruppen. Valgkampen blev indledt med et højrevendt skattepolitisk udspil med blandt andet topskattelettelser - en skydeskive, Socialdemokratiet ikke kunne have udtænkt sig bedre.
En anden konservativ kritiker undrer sig over, at partiet ikke havde flere politiske "varer på hylden", da valget blev udskrevet. Midt i den største sikkerhedspolitiske krise siden Anden Verdenskrig kunne det for eksempel have været den gamle konservative mærkesag om at styrke forsvaret. Eller måske nogle udspil om dannelse og uddannelse som et våben mod unges mistrivsel, som Liberal Alliance havde en vis succes med.
Kritikken lyder, at den stærke topstyring har hindret, at der er blevet udviklet flere konservative politiske udspil i de seneste tre år.
Så uvejret om den konservative partileder fortsætter formentlig i de kommende dage og uger. Måske bliver presset så stort, at han selv kaster håndklædet i ringen. Eller at han som minimum tvinges til at bringe et andet offer, for eksempel at fyre en eller flere af de rådgivere, der har lagt strategien op til valget. Vurderingen er dog, at hvis generalsekretær Søren Vandsø tvinges fra sin post, vil Søren Pape Poulsen følge ham. De to kan ikke adskilles.
Dette er en politisk analyse.