Pape vil være statsminister. Hvordan vil han få syv blå partier til at enes?

De borgerlige partier og politikere mangler i særklasse syn for, at politisk samarbejde kræver vilje til kompromis. Det bliver den store udfordring for en eventuel blå statsminister, det være sig Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen

Med Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur har de borgerlige vælgere fået mere at vælge mellem, men at man skulle være kommet nærmere en borgerlig regering, fortaber sig i det uvisse, skriver Kristeligt Dagblads politiske redaktør.
Med Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur har de borgerlige vælgere fået mere at vælge mellem, men at man skulle være kommet nærmere en borgerlig regering, fortaber sig i det uvisse, skriver Kristeligt Dagblads politiske redaktør. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), var ikke voldsomt overrasket over, at han mandag fik en borgerlig konkurrent til posten som statsminister. Den post vil den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, gerne have, hvis der bliver blåt flertal ved næste valg.

Som en kuriositet blev det konservative pressemøde holdt kun halvanden time før, Venstre på et andet pressemøde lancerede en stor plan om at erstatte det nuværende beskæftigelses- og aktiveringssystem med et helt nyt, der skal være både billigere og mere effektivt.

Venstres budskab blev så overskygget noget, men de to partier har jo en rig og lang tradition for rivalisering og interne drillerier.

Søren Pape Poulsen understregede sit dybfølte ønske om at få en borgerlig regering og slippe af med statsminister Mette Frederiksen (S). På flere spørgsmål om, hvorfor han stiller op og ikke bare peger på Jakob Ellemann-Jensen, henviste han til sin 18 år lange erhvervserfaring uden for Christiansborg og sit virke som kommunalpolitiker, borgmester og minister.

Formelt undveg han at svare på, hvorfor han skulle være en bedre kandidat end Ellemann-Jensen, men reelt fik han så alligevel sagt det.

Med til forklaringen hører utvivlsomt også, at meningsmålinger, både offentliggjorte og De Konservatives egne, viser, at Søren Pape Poulsen står bedre som statsministerkandidat blandt vælgerne end andre blå partiledere. De Konservative står værdipolitisk længere til højre end Venstre, og med udsigten til, at Danmarksdemokraterne stormer ind i Folketinget, betragter man det som en god mulighed at få opbakning fra Inger Støjberg, selvom hun tidligere har erklæret sig for Venstremand helt ind i knoglerne.

Ifølge Pape er det ikke ”et nyt Hjallerup Marked”, de blå partier skal i gang med, hvis der bliver blåt flertal. Derimod skal man sætte sig ned og blive enige om politikken, og så skal man nok få løst personspørgsmålene også. Uenighederne er ikke større blandt de borgerlige partier end blandt de røde, så det skal man nok finde ud af.

Søren Pape Poulsens og i øvrigt også Jakob Ellemann-Jensens problem er, at de borgerlige partier i en årrække netop har haft meget svært ved at forlige interne stridigheder. Helt galt gik det i valgperioden fra 2015 til 2019, hvor VKLA-regeringen og Dansk Folkeparti kørte helt fast og reelt banede vej for S-regeringen.

Tabet af magten blev katastrofalt for Venstre, der er endt som ”Det uforenede Venstre”, splittet op i Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, de sidste repræsenteret ved Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. I praksis er det den splittelse, der har åbnet døren for Søren Pape Poulsens kandidatur – i øvrigt lidt ligesom Venstres dårlige periode efter SV-regeringen i 1978 banede vej for Poul Schlüter som konservativ statsminister i over ti år i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.

Med billedet fra Hjallerup Marked peger Søren Pape Poulsen ufrivilligt på de borgerlige partiers centrale problem. På et hestemarked er den gode handel den, hvor sælger og køber begge føler, at de har vundet noget ved at indgå den. Den markedsregel har de borgerlige partier og politikere imidlertid været i særklasse ringe til at anvende i det politiske spil på Christiansborg. Her har det ofte været alt eller intet. Stærkest eksemplificeret i striden mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i sidste valgperiode, men også i de interne rivegilder, der siden er fulgt i partier som Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Viljen til kompromis er svag. Hellere danne sit eget nye parti end bøje sig eller indordne sig under andre. Efter næste folketingsvalg vil der formentlig være mellem fem og otte borgerlige partier i Folketinget, flere med ”ufravigelige” krav om det ene og det andet.

Til venstre for midten har der – indtil de Radikale stillede S-regeringen sit ultimatum om et hurtigt valg – været en langt større forståelse for kompromisets nødvendighed. Selv Enhedslisten har affundet sig med adskillige politiske aftaler hen over midten, som lå langt fra støttepartiets drømmeverden.

Så jo, med Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur har de borgerlige vælgere fået mere at vælge mellem, men at man skulle være kommet nærmere en borgerlig regering, fortaber sig i det uvisse. Nu kan Socialdemokratiet i hvert fald føre valgkampagne med fuldt blus på argumentet om, at man ikke aner, hvad man får, hvis der bliver blåt flertal, men hvis Søren Pape Poulsen skulle ende i Statsministeriet, ryger både Arne-pensionen og den trygge hånd på styringen af Danmark i en urolig tid.