Prøv avisen

Papirløse skilsmisser er dyre for kvinder

Efter et par år med rekordmange ægtepagter dykker antallet af ægtepar, der sikrer ligedeling af pensionerne, kraftigt. Og den typiske taber er kvinderne, pointerer familieadvokat Ulrik Grønborg. De sparer nemlig langt mindre op til pensionen på grund af barsel og deltidsarbejde. - Foto: colourbox.com

Antallet af ægtepar, som laver en ægtepagt, falder kraftigt. Mange kvinder glemmer dermed at sikre sig mod, at manden løber med pensionen ved skilsmisse

Der venter en grim overraskelse på pensionsfronten for mange kvinder ved en skilsmisse.

Efter et par år med rekordmange ægtepagter dykker antallet af ægtepar, der sikrer ligedeling af pensionerne, kraftigt.

Hvor der i 2007 og 2008 blev indgået henholdsvis 17.196 og 14.077 ægtepagter, er der i år foreløbig blot indgået 8457 ægtepagter, viser tal fra Domstolsstyrelsen.

Og den typiske taber er kvinderne, pointerer familieadvokat Ulrik Grønborg. De sparer nemlig langt mindre op til pensionen på grund af barsel og deltidsarbejde.

– Enhver er sin egen lykkes smed, når det kommer til pensionsdækning. Desværre er der ikke så mange kvinder, som er bevidste om at sikre sig mod, at manden render med det hele, siger Ulrik Grønborg.

Formanden for Danske Familieadvokater, Anja Cordes, undrer sig over, at der ikke er flere, som laver en aftale om deling af pensioner ved en ægtepagt.

– Folk gifter sig jo ikke mindre. Jeg tror ikke, det er fordi, at folk aktivt har taget stilling til ikke at lave en ægtepagt, men fordi de ikke tænker over konsekvenserne af en skilsmisse, siger Anja Cordes.

Hun peger på, at mange overbeviser sig selv om, at det ikke bliver nødvendigt, fordi det kan være ubehageligt at tale om muligheden for skilsmisse i et velfungerende ægteskab.

– Vi har efter min mening stadig en akavet og gammeldags tilbageholdenhed over for at tale om den helt realistiske risiko, der er for en skilsmisse, siger Anja Cordes.

Ulrik Grønborg mener, at det store fald er udtryk for, at folk glemmer detaljer om abstrakte emner som pension, når de ikke bliver mindet om det.

Derfor håber Ulrik Grønborg, at der snarest bliver gjort noget for at udbrede kendskabet til danskerne om, hvordan lovgivningen er indrettet.

Hos Nordea Liv & Pension oplever man også, at et fåtal er opmærksomme på, at pensionen ikke deles lige i tilfælde af en skilsmisse. Og pensionsselskabet tager gerne ansvar for, at danskerne får øjnene op for reglerne.

– Jeg mener, at vi samfundsmæssigt har behov for at minde hinanden om de særlige regler, som gælder på pensionsområdet i forbindelse med skilsmisse, siger Mikkel Bro Petersen, presseansvarlig i Nordea Liv & Pension, der tror, at mere viden også vil få betydning for valg af pensionsprodukt.

– Jeg er ikke i tvivl om, at langt flere kvinder vil benytte sig af mulighederne for at tegne en livrente, hvis de var opmærksomme på, at pensionsformuen ikke deles lige ved en skilsmisse, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu