Paragraffer er ubrugelige

Kun en religiøs fatwa kan forklare, hvordan vi som muslimer skal forholde os til Vestens fortsatte provokationer, lyder det fra Kasem Ahmad, talsmand for Det Islamiske Trossamfund

– Vi skal have retningslinjer om, hvordan vi bedst kan ignorere de her provokationer. Og da vi er muslimer og gerne vil rette os efter vores religion, skal der argumenteres rent islamisk, altså en fatwa, siger Kasem Ahmad, talsmand for Det Islamiske Trossamfund. –
– Vi skal have retningslinjer om, hvordan vi bedst kan ignorere de her provokationer. Og da vi er muslimer og gerne vil rette os efter vores religion, skal der argumenteres rent islamisk, altså en fatwa, siger Kasem Ahmad, talsmand for Det Islamiske Trossamfund. –. Foto: .

Når de ansvarlige bag Muhammed-tegningerne hverken vil sige undskyld eller bliver dømt skyldige i retten, kan kun en fatwa fra Mellemøsten bringe verdens muslimer videre efter krænkelsen af deres profet.

Med den melding har Det Islamiske Trossamfund atter skabt debat. Endnu engang har trossamfundet bevist, at det føler en større samhørighed med Mellemøsten end med det danske demokrati, har det lydt fra flere politikere og debattører. Lad nu være med at ødelægge integrationen og dialogen ved konstant at holde liv i en konflikt, har det lydt fra andre muslimer.

Men kun en fatwa kan sætte punktum for sagen, fastholder Kasem Ahmad, talsmand for Det Islamiske Trossamfund.

Hvad er det egentligt, du ønsker, Kasem Ahmad?

Intet tyder jo på, at danske eller internationale domstole vil sætte punktum for den her sag. Vi opfordres til at bruge det danske retssystem, men det ser ud til at være handicappet i forhold til at sikre muslimernes rettigheder. De er ubrugelige, de paragraffer. Derfor har vi brug for noget, som kan afslutte den her sag og de sager, der vil komme af lignende karakter i fremtiden. Det er hyklerisk at sige, at man ønsker forsoning og så blive ved med at provokere os. Vi skal have retningslinjer om, hvordan vi bedst kan ignorere de her provokationer. Og da vi er muslimer og gerne vil rette os efter vores religion, skal der argumenteres rent islamisk, altså en fatwa.

Men du bor i Danmark, og I har lagt sag an ved det danske retssystem. Nu tabte I så en injuriesag mod Pia Kjærsgaard, men er man ikke bare nødt til at acceptere det som et af vilkårene i et retssamfund?

Vi vil på ingen måde acceptere det. Hvad skal der egentligt til, hvis alt det, der er er sket med Jyllands-Postens provokationer, ikke gør indtryk? Hvad skal de til for, at de her mennesker stilles til ansvar?

Havde I også ønsket en fatwa, hvis retten gav jer medhold?

Forslaget om en fatwa kom før frifindelsen af Pia Kjærsgaard. Og uanset om vi får medhold eller ej i vores anden sag mod Jyllands-Posten, er der brug for en fatwa. Kun sådan ved vi, hvordan vi skal gøre, når de her sager dukker op igen og igen. Vesten vil jo gerne provokere os.

Nu er Jyllands-Posten jo ikke hele Vesten. Du bor eksempelvis selv i Vesten sammen med mange andre muslimer. Hvad mener du egentligt, når du kritiserer Vesten?

Skal jeg nævne alle sagerne for dig? Skal jeg det?

Ja, det må du gerne.

Så skal du også lytte til mig. Der var Van Gogh-filmen fra Holland, der er Ayaan Hirsi Ali, som skrev manuskript til filmen, og du har Salman Rushdie, som skrev De sataniske vers og nu er blevet hyldet for det af den britiske dronning. Hvordan tror du, at det skal forstås, når man hylder Salman Rushdie?

Kan I ikke bare give udtryk for jeres uenighed? Hvad forskel gør en fatwa fra Mellemøsten?

Det er et stærkt signal, som vil blive respekteret af alle muslimer. En fatwa oplyser, hvordan vi som muslimer er forpligtet til at forholde os til den her slags provokationer. Jeg ved ikke, hvordan fatwaen vil lyde, men jeg håber, at den vil fortælle os, hvordan vi ignorerer provokationerne ud fra, hvordan profeten Muhammed forholdt sig i lignende situationer.

Ikke alle muslimer er enige med jer. Talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, har eksempelvis udtalt, at han er muslim i Vesten og ikke behøver et dekret for, hvordan han skal forholde sig til en krænkelse?

Zubair Butt Hussain og andre med samme holdning gør, hvad de kan for at lægge sagen bag sig. Men hvad har de gjort i forhold til Jyllands-Posten? Man bør ikke sige, at man repræsenterer danske muslimer og så ikke gøre end pind for at hjælpe dem. Det kan godt være, at de bare er en snakkeklub, men det er vi ikke.

I repræsenterer vel heller ikke alle danske muslimer?

Nej, jeg repræsenterer Det Islamiske Trossamfunds 1000 medlemmer og dem, der er enige med os. Men demokratiet er for de aktive, ikke for de passive. Og vi gør noget for at hjælpe muslimerne. Det er ikke en børneleg, det her.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk