Prøv avisen

Partier vil drøfte organdonation på ny efter borgerforslag

Det er klart, at borgerforslaget om automatisk organdonation giver anledning til ny drøftelse, siger Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann. Borgerforslaget har søndag opnået mere end 50.000 underskrifter. Foto: ólafur Steinar Gestsson/arkiv/Ritzau Scanpix

Venstre og Socialdemokratiet støtter nuværende ordning, men er klar til at diskutere automatisk organdonation.

Et borgerforslag om automatisk organdonation skal i Folketinget, og det giver partier anledning til at tage det etiske spørgsmål op på ny.

Både Venstre og Socialdemokratiet har besluttet, at de støtter ordningen, som den er i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig donorregistret.

Men borgerforslaget, der søndag har samlet 50.000 underskrifter, vil få partierne til at diskutere spørgsmålet på ny. Det fortæller de to partiers sundhedsordførere, Flemming Møller Mortensen (S) og Jane Heitmann (V).

- Vi drøfter løbende i Venstres folketingsgruppe gode argumenter for og imod, siger Jane Heitmann og tilføjer.

- Nu er et flertal i gruppens holdning, at vi støtter op om ordningen, som den er nu. Men det er klart, at sådan et forslag her vil give anledning til fornyet drøftelse.

Den socialdemokratiske sundhedsordfører vil også tage det etiske spørgsmål op på ny i partiets folketingsgruppe. Han fortæller, at partiet er klar til at se på nye muligheder, hvis ikke der kommer flere donorer.

- Vi har syntes, at det var rigtigt, at den enkelte borger gør op med sig selv, om man vil være organdonor eller ej. Det giver det stærkeste udgangspunkt, for at man træffer den rigtige og velovervejede beslutning.

- Det her borgerforslags mange stemmer må gøre, at vi i ordførerkredsen tager en fornyet drøftelse og vurdering af, hvor tæt vi er på at være nået i mål i forhold til at have organer nok, siger Flemming Møller Mortensen.

I borgerforslaget foreslås det, at man automatisk bliver organdonor, når man fylder 18 år. Hvis man ikke ønsker at være organdonor, vil man aktivt skulle melde sig fra.

Patientforeningen Organdonation - ja tak! står bag forslaget. En af begrundelserne for ændringen er, at det skal få flere til at blive organdonorer.

I dag er det ifølge foreningen kun 22 procent af danskerne, der er tilmeldt donorregistret. Mens 90 procent går ind for organdonation.

I Dansk Folkeparti hilser man diskussionen af spørgsmålet velkommen, men sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) står fast på, at partiet ikke støtter forslaget.

- Vi er imod formodet samtykke, fordi vi mener, at det er etisk forkert, at man taget noget fra nogle mennesker, som ikke selv har givet tilladelse til det.

- Vi er også bange for, at det vil have den negative konsekvens, at folk framelder sig i stedet for, og pårørende siger fra, når de står i situationen, siger hun.

/ritzau/