Prøv avisen
Politisk analyse

Partierne har taget EU-valget forbløffende let

Det er overraskende, at partierne ikke i højere grad har satset på at vinde europa-parlamentsvalget – om ikke andet, fordi et godt valg på søndag kunne smitte af på resulatet af folketingsvalget, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR presse

Europa-parlamentsvalget er en generalprøve på folketingsvalget, men partierne har forspildt muligheden for at satse stort på, at et godt resultat på søndag kunne smitte af på folketingsvalget

På søndag er der valg til Europa-Parlamentet. Det ville være synd at sige, at det har domineret den politiske debat de seneste tre uger.

Partier og medier har i vid udstrækning koncentreret sig om folketingsvalget. Her få dage forinden har ingen af partierne, bortset fra De Radikale, eksempelvis ryddet forsiderne på deres hjemmesider til fordel for det europæiske valg.

Den prioritering kan der være mange gode argumenter for: Den ideologiske forskel er minimal mellem mange af partierne i forhold til de europapolitiske emner. Stoffet er svært at formidle. Og vælgerne interesserer sig langt mere for dansk end for europæisk politik.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for knapt tre uger siden udskrev folketingsvalget til den 5. juni, lød der spredt kritik af, at de to valgkampe dermed ville komme til at overlappe hinanden. Det var ikke svært at spå, at europa-parlamentsvalget ville komme til at stå i skyggen af folketingsvalget.

Alligevel er det forbløffende, at partierne ikke i højere grad har satset på at vinde europa-parlamentsvalget – om ikke andet, fordi et godt valg på søndag kunne smitte af på resultatet af folketingsvalget. Selv om der er mange vigtige forskelle på de to valg, så rummer europa-parlamentsvalget trods alt et element af generalprøve for folketingsvalget. Vælgere har en tendens til at følge aktuelle strømninger, både op og ned.

Venstre får næsten med sikkerhed et bedre europa-parlamentsvalg denne gang end det katastrofalt dårlige 2014-valg. Det har formentlig også været med i Lars Løkke Rasmussens overvejelser om at lægge de to valg så tæt på hinanden. Oprindeligt så det derfor ud til, at Venstre ville gøre mere ud af den europæiske dagsorden i den dobbelte valgkamp, blandt andet på grund af Brexit. Netop briternes udtræden af EU har gjort danskerne mere EU-positive end på noget andet tidspunkt siden indmeldelsen i 1973.

Forventningen om at Venstre ville satse væsentligt mere på den europæiske valgkamp, ser imidlertid ikke ud til at holde stik. Tværtimod har blikket indtil nu været stift rettet mod den hjemlige kamp om Statsministeriet og velfærden.

Forleden blev det fra grænsestationen i Kruså krydret med et budskab om, at Venstre går ind for ”permanent grænsekontrol”. Målet er stadig fælles EU-regler og stærkere ydre kontrol, men nationalstaterne skal også have friere rammer til selv at bestemme, hvornår og hvordan de vil kontrollere grænserne medlemslandene imellem.

Socialdemokratiet har i endnu højere grad haft sit fokus på folketingsvalget frem for det europæiske. Vælgermæssigt står partiet til fremgang og til at vinde regeringsmagten, så der har ikke været det store behov for at markere sig i EU-politikken.

Den er i forvejen besværlig for partiet, som blandt andet er skeptisk over for dele af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU.

Den bekymring har De Konservative ikke, men spidskandidat Pernille Weiss kom skævt fra start med et interview i Berlingske, hvor hun argumenterede for, at Europa skulle åbne grænserne for ti millioner afrikanere for at skaffe arbejdskraft. Et synspunkt, hun siden måtte trække tilbage efter voldsomme protester fra partifællerne på Christiansborg.

De Konservative har med det afgående parlamentsmedlem Bendt Bendtsen haft en central placering i parlamentet. Som medlem af dets største partigruppe, det konservativt-kristendemokratiske EPP, havde han blandt andet gode muligheder for at tale danske erhvervsinteressers sag. Alligevel lykkedes det ikke at få en kendt politiker med gennemslagskraft til at stille op for De Konservative, og de aktuelle meningsmålinger levner ikke partiet meget håb.

Det gør de heller ikke for Dansk Folkeparti. Det tvang sit største talent på Christiansborg, retsordfører Peter Kofod Poulsen, til at stille op som spidskandidat foran Anders Vistisen, og de har en tung arv at løfte, særligt på grund af de uafklarede Meld- og Feld-skandaler under forgængeren Morten Messerschmidt.

På venstrefløjen har både SF og Enhedslisten ligeledes først og fremmest markeret sig i den danske valgdebat, og begge partier står med en realistisk mulighed for succes ved europa-parlamentsvalget. Enhedslisten stiller nu op som parti og har en chance for at fortrænge Folkebevægelsen mod EU. Sker det, vil danske eu-modstandere for første gang stå uden et eget parti i parlamentet.