Partiet Fremad er historien om socialiberalismen, der slår knuder

Flere politiske iagttagere ser stiftelsen af Partiet Fremad og andre midterpartier som et udslag af, at De Radikale ensidigt har placeret sig til venstre for midten

Formand for det nye parti, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, peger på, at i diskussionen om værdipolitikken er der en øget modsætning mellem ”de mere traditionelle, konservative og nationale” og ”globale, moderne og liberale”, som Partiet Fremad identificerer sig med.
Formand for det nye parti, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, peger på, at i diskussionen om værdipolitikken er der en øget modsætning mellem ”de mere traditionelle, konservative og nationale” og ”globale, moderne og liberale”, som Partiet Fremad identificerer sig med. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix.

Snart kan de ikke længere tælles på én hånd, de partier, der på en eller anden måde er afbræk af Det Radikale Venstre og den politiske ideologi socialliberalismen.

Der var Ny Alliance i 2007. Senere kom Borgerligt Centrum til, derefter Liberal Alliance og senere igen Alternativet. I går så den nyeste variant af det socialliberale tankesystem så dagens lys efter flere ugers rygtestrøm: Partiet Fremad, stiftet af de tidligere medlemmer af Liberal Alliance, Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Med mærkesager som en fair og fast udlændingepolitik, et stærkt EU-engagement, en reformivrig økonomisk doktrin og en grøn klimaprofil ligner det nye parti umiddelbart en lyseblå fortolkning af Det Radikale Venstres magentafarvede partiprogram.

I hvert fald står det klart, at forhistorien til Partiet Fremad ikke kun er fortællingen om et kriseramt borgerligt Danmark, som nu består af ikke færre end ni partier, hvis man – ud over partierne i Folketinget – medregner Kristendemokraterne, partiet Klaus Riskær Pedersen samt Stram Kurs. Det er også historien om en socialliberalisme, der i to årtier har slået knuder i forsøget på at være broen mellem de to fløje i dansk politik.

”Partiet Fremad er resultatet af et langvarigt politisk opbrud, der tog fart i 2000’erne,” siger Lars Olsen, journalist og forfatter med særlig interesse for venstrefløjen.

”Det Radikale Venstre har historisk set været midterpartiet og tungen på vægtskålen, der op gennem 1900-tallet har støttet og været en del af både blå og røde regeringer. Men det ændrer sig alt sammen, da debatten om indvandring og udlændinge bliver central i 1990’erne og 2000’erne. Det gør De Radikale til et yderparti i værdipolitikken, hvor de placerer sig langt til venstre. Det efterlader et rum, som flere partier har forsøgt at udfylde,” lyder analysen fra Lars Olsen.

Michael Kristiansen, tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen (V) og politisk kommentator, ser Partiet Fremad som ”en afart og en højreorienteret udgave af Det Radikale Venstre”.

Medstifter Simon Emil Ammitzbøll-Bille har da også en fortid som folketingsmedlem hos De Radikale, inden han først stiftede partiet Borgerligt Centrum, hvorefter turen gik til Liberal Alliance og nu Partiet Fremad.

Det er ikke tilfældigt, at forsøgene på at genrejse den tabte midte gang på gang udspringer fra personer, som har en fortid hos De Radikale. Naser Khader, Uffe Elbæk og Anders Samuelsen er blandt de mest kendte navne på listen.

”Det socialliberale projekt med at være vægtstangen mellem de to blokke er brudt sammen. Ansvaret er Marianne Jelveds (politisk leder af De Radikale fra 1990-2007, red.), der i Anders Fogh Rasmussens tid understreger, at der for De Radikale ikke er noget alternativ til Socialdemokratiet. Det, mener jeg, er en historisk fejplacering. De Radikale er nødt til altid at have mulighed for at gå begge veje. Det har de ikke haft i årtier nu,” siger Michael Kristiansen.

De Radikale har ellers flere gange i sidste halvdel af forrige århundrede ikke bare støttet borgerlige regeringer, men også deltaget i dem. Det gælder VKR-regeringen i 1968-1971 og KVR-regeringen i 1988-1990, mens partiet i den første del af 1980’erne støttede flere af regeringerne under den konservative statsminister Poul Schlüter.

Omvendt blæste den radikale vind ikke de borgerliges vej i 2000’erne, hvor Marianne Jelved i et af årtiets mest dramatiske politiske interviews kaldte Anders Fogh Rasmussen ”en farlig mand” og en ”dyb, dyb ulykke” i Berlingske.

Havde Partiet Fremad eksisteret i dag, hvis Marianne Jelved var gået en anden vej? Hun fortryder i hvert fald ikke selv, at hun naglede Danmarks socialliberale parti fast til rød blok.

”To gange har vi samarbejdet med de borgerlige i regering, og ingen af gangene er der kommet særlig meget godt ud af det. Derimod har vi samarbejdet med Socialdemokratiet i et utal af år, og det er der kommet gode resultater ud af,” siger Marianne Jelved og tilføjer, at De Radikale reelt ingen mulighed havde for at blive en del af blå blok i 2000’erne. VK-regeringerne og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) orienterede sig mod Dansk Folkeparti, og dermed var De Radikale ude af billedet.

Marianne Jelved vil ikke kommentere spørgsmålet om, hvad årsagen kan være til, at personerne bag fem nye partier de seneste år alle har haft deres udgangspunkt i De Radikale.

Men hvad med splittelsen om, hvad det betyder at være socialliberal? Måske tydeligst illustreret i debatten om tildækningsforbuddet, populært omtalt som burkaforbuddet.

På den ene side kan man, som både De Radikale og Partiet Fremad gør, argumentere for, at det er liberalt, at ethvert menneske selv må bestemme sin påklædning.

På den anden side kan man også som Liberal Alliance mene, at en kvinde ikke er sikret sin frihed, hvis det er manden, der tvinger hende til at gå i burka eller niqab. Og så må staten, også ud fra et socialt hensyn, sikre kvindens frihed.

Det sidste argument køber Marianne Jelved ikke.

”Jeg mener, at der med personlig frihed også følger et personligt ansvar. Hvis en kvinde bliver tævet til at gå med burka, kan det ikke være rigtigt, at det er staten, der skal gå ind og få det ændret. Så skal kvinden selv gøre noget for at ændre sin situation,” siger Marianne Jelved.

Formand for det nye parti, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, peger på, at netop i diskussionen om værdipolitikken er der en øget modsætning mellem ”de mere traditionelle, konservative og nationale” og ”globale, moderne og liberale”, som Partiet Fremad identificerer sig med. Både i værdipolitikken og i den økonomiske politik er partiet liberalt, og på spørgsmålet, om det også er social-liberalt, lyder svaret:

”Vi er det i hvert fald i den forstand, at vi synes, det er vigtigt, at fællesskabet tager sig af et ordentligt uddannelsessystem, et sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet.”

Simon Emil Ammitzbøll-Bille vil ikke gøre sig til dommer over, om De Radikale har skabt plads til de mange nye partier ved at ligge for langt til venstre siden 1980’erne.

”Men de er jo skallet af både til højre og venstre, så jeg er ikke helt sikker på, at analysen holder 100 procent,” siger han.