Prøv avisen

Partiledere: Sjælsmark-børn må gerne få kartofler

De tre politiske ledere, De Radikales Morten Østergaard (til venstre), Socialdemokraternes Mette Frederiksen (i midten) og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (til højre) mødtes søndag til debat ved De Radikales traditionelle nytårsstævne i Nyborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Debatten om Udrejsecenter Sjælsmark bør handle om andet end kartofler, mener lederne af R, S og DF.

En femårig drengs ønske om ekstra kartofler og broccoli har fyldt meget i debatten om Udrejsecenter Sjælsmark, hvor omkring 90 børn opholder sig sammen med deres familier, der har fået afslag på asyl.

Men spørger man Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R), er der langt mere på spil end grøntsagstilbuddet på centret.

Det tilkendegav de ved en partilederdebat ved Radikales nytårsstævne i Nyborg søndag.

- Jeg synes, at de skal have kartofler, og de må også gerne få broccoli for min skyld, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Men når jeg har set madplanen på Sjælsmark, så virker den meget afbalanceret, siger formanden for Dansk Folkeparti.

Han fastholder dog, at forholdene på centret skal afspejle, at familierne har fået afvist deres asylansøgning og derfor må samarbejde om at blive sendt tilbage.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er enig på det punkt.

- Det er en ulykkelig situation, som børnene befinder sig i, og derfor er det et svært dilemma. Når man er afvist asylansøger, skal man rejse tilbage, så vi kan være sikker på at have plads til egentlige flygtninge.

- Derfor skal vi finde balancen mellem, at de rent faktisk forlader Danmark, og at de selvfølgelig bliver behandlet ordentligt, når de er her, siger hun.

Radikales politiske leder, Morten Østergaard, mener i modsætning til de to andre ikke, at børnefamilier skal bo under de nuværende forhold på Sjælsmark, hvor man blandt andet ikke selv må lave mad, men kan få den udleveret i kantinen tre gange dagligt.

Og han appellerer særligt til Mette Frederiksen om at genaktivere den asylaftale, der blev indgået under den forrige regering i 2012.

Den forbød indkvartering af børnefamilier i udrejsecentre, medmindre deres udrejse var planlagt.

- Jeg synes ikke, at det giver mening at sige, at man vil lave en ny regering, der vil være noget særligt for børnene, hvis ikke man vil løse det problem.

- Kartoflerne og broccolien er jo bare et billede på, hvordan det er at bo på Sjælsmark, og det er nedbrydende for børn i det lange løb.

- Intet andet sted i det danske samfund ville vi acceptere, at børn lever på den måde, siger han.

Folketingets Ombudsmand har været på besøg på Udrejsecenter Sjælsmark to gange.

I sin rapport konstaterer han, at der ikke sker brud på menneskerettighederne på centret.

Han vurderer dog, at børnene trives dårligt der og ville have bedre af at bo i det almindelige samfund.

/ritzau/