Midt under regeringsdannelsen den 26. november 2016 druknede nyheden om, at Folketingets flertal havde bevilget sig selv yderligere hjælp for 52 millioner kroner til fordeling mellem partigrupperne. Aftalen herom var indgået mellem alle partier med undtagelse af Alternativet – som dog tilsluttede sig – og Enhedslisten. At nyheden kom, mens medierne var optaget af regeringsdannelsen. skyldes nok, at man frygtede, at den ikke var populær.
Jeg har tidligere på denne plads gjort opmærksom på, at der er gode grunde til at give Folketinget som institution bedre hjælp. Men at denne hjælp gør mest gavn og er billigst, hvis den ikke bliver klattet ud på alle partigrupperne.
Alle partierne skal i fællesskab kunne trække ekspertise ind. Men erfaringen er, at klattes pengene ud på alle de mange partier, så bruges de for en stor del til reklame og markedsføring for partierne, ikke til at styrke det saglige lovgivningsarbejde. Men der er endnu et dårligt perspektiv ved at give pengene til partigrupperne: Det kan fremskynde den underminering af de politiske partier som folkelige organisationer, der pågår.
Berlingske har fornyligt givet et indblik i, hvordan partigrupperne forhandlede sig frem til at give hinanden penge. Anledningen var, at De Konservative skulle i regering. De ønskede tre ministerposter, men med kun seks medlemmer i Folketinget ville arbejdet blive for udmattende for de resterende medlemmer i gruppen. Partiet ønskede derfor en orlovsordning, så der kunne indkaldes suppleanter for de tre ministre. Det var nødvendigt at få Socialdemokratiet med på ordningen, men gruppeformand Henrik Sass Larsen ønskede hverken en orlovsordning, eller at Folketingets Økonomiske Sekretariat fik tilført flere ressourcer. Henrik Sass Larsen ønskede gruppestøtten øget. Hans synspunkt var, at ”det er partierne, der skal have denne ekspertise, ikke Folketinget”.
Sådan blev det. Hvorfor? Fordi grupperne vil have flere folk til at håndtere medier og markedsføre sig selv. Men hvem kommer til at forvalte pengene i det enkelte parti? Sandsynligvis ledelsen.
Derved får den mere magt over det enkelte folketingsmedlem og hovedbestyrelsen i partiet.
Som det tidligere folketingsmedlem, Eyvind Vesselbo (V), har forklaret, så er gruppemøderne allerede blevet stedet, hvor ”partiets ledelse fortæller om deres beslutninger til folketingsmedlemmerne på samme måde som i et ministerium, hvor cheferne informerer de underordnede”.
Tilsvarende udtalelser kendes fra andre partier.
Denne udvikling hænger sammen med den tiltagende fokusering på de politiske ledere. Henrik Sass Larsen har til et universitetsspeciale forklaret det: ”Folk vil jo stille sig op typisk og forholde sig meget, meget aktivt til, hvem der er leder af et parti, frem for hvad partiet indeholder af politik”.
De folkelige partier er forældede, mener Henrik Sass Larsen:
”De politiske partier er jo udformet og designet i en tid, hvor man ikke havde noget fornuftigt at foretage sig i sin fritid og i stedet for gik til møder og forsamlinger og foredrag og hvad ved jeg, og som er lavet til at vedligeholde et eller andet illusorisk demokrati, som alligevel ikke eksisterer, og det vil de fleste fornuftige mennesker løbe væk fra, når de ser og bliver en del af.”
Og Sass Larsen fortsætter: ”Altså et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet.”
Nu har Henrik Sass Larsen endnu ikke fået afskaffet medlemspartiet. Medlemmernes sidste bastion for indflydelse er at være med til at opstille kandidater til valg. Men med flere statspenge får partitoppen også øgede muligheder for at udvælge og støtte kandidater økonomisk, som er parate til at rette ind efter partiledelsen.
Som tidligere omtalt her i avisen er partierne rygraden i det repræsentative demokrati. Uden partier med bred folkelig deltagelse og fælles ideologier og principper bliver stabile partier en umulighed.
I stedet vil der komme små overvejende statsfinansierede, professionaliserede, topstyrede og lederdyrkende markedspartier, som gør det tvivlsomt, hvor længe demokratiet kan overleve.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.