Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har fået mulighed for at begrænse den personlige frihed og forsamlingsfriheden samt gribe ind i bolig- og privatliv, den private ejendomsret, bevægelsesfriheden og retten til at bestemme over egen krop. Regeringen har desuden fået ret til at fravige anden lovgivning og praksis. Ministeren har disse vidtgående beføjelser frem til marts 2021. Desuden er grænserne delvist lukkede. Det skyldes politiske beslutninger, ikke sundhedsfaglige. I modsætning til de mindre vidtrækkende svenske rent sundhedsfaglige beslutninger, som Sverige lagde ud med i krisen.
Hvad betyder det, at beslutningerne er politiske? Det kan betyde, at man ikke har tillid til, at de sundhedsfaglige vurderinger er solide, fordi covid-19 er en ny sygdom. Og Sundhedsstyrelsen undervurderede i februar faren. Vi har også set, at sundhedsmyndighedernes udmeldinger om, hvorvidt børn kunne lege sammen, var indbyrdes modstridende, ligesom der er ført en slingrekurs i spørgsmålet om tests. På baggrund af den sundhedsfaglige usikkerhed indtager regeringen førersædet ud fra et forsigtighedsprincip.
At beslutningerne var politiske, kan også betyde, at de var tænkt som symbolske med det formål at fremkalde krisebevidsthed. Endelig er der den mindre kønne mulighed, at den socialdemokratiske regering tænkte på at komme andre partier i forkøbet. Men under alle omstændigheder må man have respekt for, at regeringen har et ansvar og tager det alvorligt.
Netop fordi det er politiske beslutninger, som rører ved fundamenterne i vores demokrati og retsstat, må det dog også være tilladt med en respektfuld debat om statens tiltag – uden at nogen af den grund skal kaldes landsforræder på de sociale medier.
Med forståelse for, at politikerne bør have en margin, kan det godt nævnes, at sundheds- og ældreministeren var tæt på ikke at orientere Folketinget om Sundhedsstyrelsens vurderinger. Og at Folketinget ikke tog sig tid til at læse dem. Det havde måske ikke ændret meget, men det er netop i krisen, demokratiet skal stå sin prøve. Og det havde ikke forsinket tiltagenes ikrafttræden, om Folketinget havde givet sig lidt mere tid. Folketinget fik dog afværget, at der blev givet politi og sundhedsmyndigheder ret til at trænge ind i private hjem uden dommerkendelse.
Der bør også være plads til at lytte til Martin Ågerup fra den liberale tænketank Cepos, der mener, at ministeren ikke burde have haft de vidtgående bemyndigelser i et helt år. Det samme var Pernille Vermund fra Nye Borgerlige inde på. Hvorfor kunne man ikke nøjes med tre måneder? Der er jo ingen tvivl om, at Folketinget vil forlænge sundheds- og ældreministerens beføjelser, hvis de om tre måneder viser sig nødvendige. Men i så tilfælde ville regeringen være nødt til at orientere Folketinget grundigt.
Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia sukkede over, at frihedsindskrænkningerne lagde sig oven i en lang række beslutninger mod blandt andet bander og terror, som i forvejen griber ind i borgernes rettigheder. Hans frihedsopfattelse er i modstrid med justitsminister Nick Hækkerups (S). Hækkerup havde i december 2019 i Folketinget gjort sig til talsmand for, at statslig overvågning giver frihed.
”Med overvågning stiger friheden,” argumenterede ministeren. Den opfattelse stod han dog ret alene med, men for socialdemokrater som Mette Frederiksen og Nick Hækkerup er staten det samme som samfundet, og derfor er statsindgreb næsten pr. definition i samfundets interesse. For liberale er staten et særskilt magtapparat, som kan erobres af illiberale kræfter til skade for store dele af samfundet.
Den tidligere sundhedsdirektør Else Smith, professor i international politik Ole Wæver og mange andre satte et stort spørgsmålstegn ved rationaliteten i at foretage grænselukninger, når smitten allerede var i Danmark. Det var ikke et indgreb, som var anbefalet af internationale sundhedsinsstitutioner. Det lignede ren symbolpolitik. Måske gennemført af indenrigspolitiske grunde. Heldigvis har Ole Wæver ikke ladet sig påvirke af, at han derefter blev overfaldet på de sociale medier.
Vi bør ikke tabe hovedet i panik. For det drejer sig ikke alene om en epidemi. Det drejer sig også om demokrati og retsstat. Erfaringerne fra tidligere kriser siger, at det kan blive svært at komme af med de ekstraordinære foranstaltninger, selvom de var tænkt som midlertidige.
Vi ved ikke, hvem der på et senere tidspunkt overtager statsmagten. Derfor skal vi ikke skabe præcedens for at indføre voldsomme tiltag uden større debat. Coronakrisen vil få stor effekt på tilliden til, at vort demokrati træffer fornuftige beslutninger og for opfattelsen af frihedsrettighederne. De sidste er gennem århundreder møjsommeligt tilkæmpet. Især under en krise som den nuværende bør vi huske dem.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.