Prøv avisen

Patienter efterlyser nuanceret debat om antidepressiver

Debatten om effekten af de såkaldte lykkepiller går mange år tilbage hos den faglige ekspertise. I 2015 blev medicinen indtaget af 254.000 danskere. Foto: Ikon Images

Ny undersøgelse om virkningen af de såkaldte lykkepiller er blevet præsenteret alt for firkantet, mener både patienter og medicinske eksperter

Antidepressiv medicin af typen SSRI virker ikke mod depressioner, heller ikke mod svære depressioner.”

Så enkelt var budskabet til offentligheden, da overlæge og ph.d. på Copenhagen Trial Unit, Janus Christian Jakobsen, forleden offentliggjorde et nyt stort studie af 131 kliniske forsøg med virkningerne af den antidepressive medicin. Det har siden skabt utryghed og usikkerhed hos patienter.

Ifølge generalsekretær Kasper Tingkær fra Depressionsforeningen har flere medlemmer spurgt, om de skulle holde op med at tage deres medicin, hvis den alligevel ikke virker.

”Vores store frygt er netop, at folk nu smider deres medicin i skraldespanden og så får det meget værre. Det er der desværre eksempler på,” siger han.

”Desværre er debatten om medicinen ofte meget unuanceret. En gruppe siger, at medicin pr. definition er noget skidt, og vi mangler bare afsløringen af medicinalfirmaernes svindel, og når der så kommer en undersøgelse som den aktuelle, siger de: ’Der kan man bare se, nu må man stoppe med de piller’. Der savner jeg, at lidt flere stiller spørgsmålet: ’Kan det nu virkelig passe?’,” siger han.

Flere hundrede patienter og medlemmer har givet udtryk for, at medicinen virker, og Kasper Tingkær undrer sig, hvis der i alle de tilfælde skulle være tale om en placeboeffekt.

Debatten om effekten af de såkaldte lykkepiller går mange år tilbage hos den faglige ekspertise. I 2015 blev medicinen indtaget af 254.000 danskere. En af de førende eksperter på området herhjemme er klinisk psykiatriprofessor på Københavns Universitet og overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri, Poul Videbech.

Også han er kritisk over for måden, den nye undersøgelse er blevet præsenteret på.

”Jeg synes simpelthen, at det er uetisk at være så skråsikker. Man bør som læge gøre sig klart, hvad sådan nogle udtalelser kan få af konsekvenser for nogle mennesker, der tager det bogstaveligt,” siger han.

”Problemet med sådan en meta-undersøgelse er, hvad jeg vil betegne som garbage in – garbage out (affald ind – affald ud, red.). Den bliver aldrig bedre end det input, der er i form af de undersøgelser, man putter ind i metaundersøgelsen. De mennesker, som har medvirket i de her undersøgelser, fejler ikke ret meget. Og så ved vi også allerede, at i de tilfælde virker medicinen ikke særligt godt.

Når der er disse forbehold, mener jeg, at man som forsker og ansvarlig læge skal veje sine ord på en guldvægt, når man går ud med undersøgelsen til offentligheden. Fordi folk jo bare tror, at de skal smide pillerne væk, når de alligevel ikke virker,” siger Poul Videbech.

Sundhedsstyrelsen gik i går ind i sagen, hvor direktør Søren Brostrøm i et debatindlæg på politiken.dk skrev, at man ikke vil ændre sine anbefalinger på baggrund af den nye analyse.

Ved lettere grad af depression er der ingen overbevisende effekt af antidepressiv medicin, ved moderat depression bør man tilbydes psykologbehandling, og ved moderat til svær depression har antidepressiv medicin som SSRI helt klar en plads i behandlingen.

Medicinen kan ikke stå alene, men den har fortsat en plads i behandlingen, hedder det.

Janus Christian Jakobsen afviser blankt, at forskerne har præsenteret deres undersøgelse for unuanceret, og han fastholder, at medicinen skader mere, end den gavner. Metoden med systematisk at gennemgå anden litteratur er alment anerkendt som en af de bedste måder til at finde ud af, om medicin virker eller ej, pointerer han.

Han afviser desuden, at man har undersøgt mennesker, der ikke fejler ret meget. Tværtimod indgår der undersøgelser af svært depressive.

Til kritikken af, at forskernes skråsikkerhed skulle være uetisk, siger han:

”Vi mener, at der bør være maksimal gennemsigtighed i denne debat. Det vil være uetisk af os ikke at offentliggøre det. Patienterne er dem, som primært bør informeres om virkningerne af disse stoffer. Det er jo dem, som tager dem. Og vores undersøgelse siger ikke noget om, at man skal stoppe. Vi har gentagne gange sagt, at folk ikke pludseligt skal stoppe med præparaterne. Det, vi siger, er, at man ikke skal begynde.”