Når en patient tvangsindlægges på en psykiatrisk afdeling, er det lægens opgave at motivere vedkommende til frivilligt at tage imod en behandling, der kan bedre patientens tilstand. Lykkes det ikke i løbet af nogle døgn, kan lægen beslutte, at tvangsbehandling er nødvendig, hvilket skal fremlægges for patienten. Hvis patienten modsætter sig dette, kan han eller hun klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Det betyder, at lægen ikke må begynde tvangsbehandlingen, inden sagen er afprøvet hos nævnet. Det kan tage en, sommetider to uger. Nu peger psykiatere på problemerne i denne procedure, som betyder, at meget syge mennesker, ofte dybt psykotiske, er tvangsindlagt i uger uden behandling.
Hans Henrik Ockelmann, der er overlæge i retspsykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup, efterlyser samme lovgivning som i Sverige, hvor tvangsbehandling og tvangsindlæggelse er koblet sammen. Det betyder, at når en patient er vurderet syg nok til tvangsindlæggelse, er vedkommende også vurderet så syg, at man igangsætter tvangsbehandling med det samme. Sådan er det ikke i Danmark.
”Det er dybt problematisk, at der er skudt det ekstra led ind, som Det Psykiatriske Patientklagenævn er, her i Danmark. Min oplevelse er, at der i nævnet har udviklet sig en meget rigid opfattelse af, hvilke betingelser der skal opfyldes, for at tvangsbehandling er lovlig. Der ledes efter hår i suppen, så tiden trækkes ud, og imens har vi nogle ubehandlede og dybt lidende patienter gående rundt på afdelingerne, som vi altså har indespærret med tvang. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt,” siger han.
Også i Dansk Psykiatrisk Selskab er man utilfreds med lovgivningen, og man så gerne psykiatriloven ændret. Opfattelsen er tillige, at ankeinstansen Det Psykiatriske Ankenævn, der er sammensat af jurister og psykiatere med mange års erfaring inden for psykiatrien, vægter jura uhensigtsmæssigt højt set i forhold til lægefaglige vurderinger.
”Det er vores klare opfattelse, at Det Psykiatriske Ankenævn er blevet så formelt ’juristet’, at der slet ikke tages hensyn til lægefaglige vurderinger. Det betyder, at der bliver lavet formelle underkendelser, som medfører, at patienter kommer til at lide unødvendigt. Vi oplever, at der kan være op til fire ugers ventetid, inden en tvangsbehandling kan iværksættes. I den periode er patienten helt utrolig forpint, og det bliver ofte en tid, hvor patienten på grund af sin forværrede tilstand må udsættes for andre former for tvang som bæltefiksering og akut tvangsmedicinering, fordi de bliver farlige for sig selv eller omgivelserne,” siger Lene Høgh, næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab.
Vicedirektør i Styrelsen for Patientklager Charles Conrad, som Det Psykiatriske Ankenævn hører under, afviser kritikken:
”I Det Psykiatriske Ankenævn og sekretariatet gør vi alt, hvad vi kan for at sikre en hurtig sagsbehandling, når en patient vil anke en afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn, der jo er førsteinstans. De lægefaglige vurderinger er selvsagt utrolig vigtige, og derfor er to af Ankenævnets fem medlemmer også indstillet af Lægeforeningen. De øvrige nævnsmedlemmer er to medlemmer indstillet af Danske Handicaporganisationer, og en dommer, der er formand. Vi kan derfor ikke genkende, at nævnet skulle være ’juristet’,” lyder det i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad.
Hos Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed frustrerer det også, at patienter sommetider kan være indlagt længe, før der kan igangsættes en behandling. Men problemet ligger ifølge formand Mia Kristina Hansen ikke udelukkende hos hverken Det Psykiatriske Ankenævn eller Det Psykiatriske Patientklagenævn.
”Det er rigtigt, at det kan tage lang tid, før der kommer en afgørelse på klagerne. Men hvis en patient indlægges en fredag, er det ikke sikkert, man overhovedet begynder at forsøge at motivere patienten til at tage imod behandling før om mandagen. For det er ikke sikkert, at der er tilstrækkeligt med personale til stede i weekenden. Vores oplevelse er, at ventetiden også handler om manglende ressourcer i psykiatrien,” siger hun.
”Jeg er af den forståelse, at hvis det er livsvigtigt for patienten, at behandlingen sættes i gang, kan lægen faktisk godt påbegynde den, selvom der er klaget og endnu ikke kommet en afgørelse,” tilføjer Mia Kristina Hansen.
Derfor støtter Sind på nuværende tidspunkt ikke ønsket om en ændring af lovgivningen, hvor tvangsindlæggelse også automatisk giver lov til at tvangsbehandle.
”Fordi der mangler ressourcer, kan jeg blive bekymret for, at man i så fald vil springe den fase over, hvor man forsøger at motivere patienten til at tage imod behandlingen og i stedet gå direkte til tvangsbehandling,” siger Mia Kristina Hansen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.