Den sidste særlige tid, hvor en syg siger farvel til sit liv og sine elskede bliver for stadigt flere reduceret til få dage på et hospice, siger Tove Videbæk, formand for hospicernes interesseorganisation, Hospice Forum Danmark:
”Vi oplever, at mange syge bliver henvist til hospice, to eller tre dage før de dør, fordi de bliver behandlet for længe, selvom det er udsigtsløst. Jeg er sikker på, at lægerne fortsætter behandlingen i den bedste mening - for ikke at tage håbet fra patienten, selvom de nogen gange godt ved, at det er udsigtsløst. Men det har store konsekvenser for patienterne, der skal opleve en flytning til en anden seng, få dage før de dør, og som ikke får den ro og tid, de har brug for til at forsone sig med, at det snart er slut.”
Udover en stigning i de helt korte hospiceforløb er der sket et fald i den gennemsnitlige tid, en patient får på hospice:
”Hospicepatienter ligger i gennemsnit 14-17 dage på hospice i dag, for fire-fem år siden lå de 19-21 dage. En af grundene er, at man bliver stadig dygtigere til at behandle, og at man bliver ved for længe. Lægerne skal blive bedre til at tage den svære samtale i stedet for at vedligeholde håbet, når de kan se, at patienten ikke kan blive rask,” siger Tove Videbæk.
Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, har kaldt udsigtsløs behandling det største etiske dilemma i sundhedssystemet i dag, og Dorit Simonsen, hospiceleder for Hospice Djursland, mærker også konsekvensen af, at man bliver stadigt bedre til at behandle:
”Det er mit indtryk, at mange læger og sygeplejersker har svært ved at tage en dialog med patienterne om, hvornår en behandling er udsigtsløs, og så får patienten ikke et valg om, hvor vedkommende vil bruge sin sidste tid - på hospitalet eller på et hospice. Vi har mange af de helt korte forløb, hvor det er svært at nå at iværksætte den rette lindrende behandling, og hvor vi ikke når at lære patienten og familien at kende, fordi det går så stærkt. Selvom vores personale er blevet meget hurtigt til at sætte et forløb i gang, så er det ikke optimalt.”
I 2014 blev 454 patienter visiteret til en hospiceplads på Hospice Djursland. 72 af dem døde, mens de ventede på en plads, og det tyder ifølge Dorit Simonsen på, at de bliver henvist for sent i processen.
Lisbeth Juhler Andersen, næstformand i Dansk Selskab for Klinisk Onkologi og overlæge på onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, kan til dels genkende problematikken, men ofte skyldes de sene henvisninger til hospice ikke, at man behandler udsigtsløst, men at der er mange behandlingsmuligheder, siger hun:
”Jeg kan genkende problemstillingen, men når vi tilbyder behandling inden for onkologien (kræftområdet), er det altid efter en samtale med den enkelte patient, og jeg synes, vi er realistiske, så jeg tror ikke, at man særlig tit behandler, når man ved, at der kun er beskeden chance for effekt. Men visse patienter og pårørende presser på for at få behandling, og det kan være svært at sige nej til. Samtidig er der utroligt mange behandlingsmuligheder, og de skal være dårlige, før vi mod patientens ønske siger nej til endnu en behandling.”
Dorit Simonsen synes, at sundhedspersonalet skal blive bedre til at italesætte døden tidligt i forløbet:
”I alvorlige sygdomsforløb skal der på et tidligt tidspunkt tages en dialog om, hvad patienten gør sig af tanker, hvis det viser sig, at behandlingen ikke virker. Sundhedssystemet skal blive bedre til at tage den samtale og ikke være så bange for at gøre patienten ked af det.”
Lisbeth Juhler Andersen siger, at man i dag ikke direkte nævner hospice som en mulighed, hvis medicinen ikke virker:
”Vi tager ikke en snak om, hvad patienten har lyst til at bruge resten af sit liv på, hvis medicinen ikke virker, men vi kan godt finde på at sige, at det er den sidste medicin, vi har mulighed for at give, så de kan indstille sig på, at det er det sidste forsøg, men patienterne oplyses om, at der fortsat vil være tilbud af palliativ karakter.”