Patienter lever længere, når de taler om døden

En samtale med en læge om den sidste tid kan forlænge livet for patienter med dødelige sygdomme, viser ny dansk forskning

I studiet blev den ene halvdel af de syge patienter tilbudt en samtale med en læge, mens den anden ikke gjorde. 73 procent af de patienter, der havde modtaget samtalen, var i live efter et år, mens kun 57 procent af de patienter, som ikke havde haft den mulighed, levede et år senere.
I studiet blev den ene halvdel af de syge patienter tilbudt en samtale med en læge, mens den anden ikke gjorde. 73 procent af de patienter, der havde modtaget samtalen, var i live efter et år, mens kun 57 procent af de patienter, som ikke havde haft den mulighed, levede et år senere. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Døende patienter, der med en læge har lagt en konkret plan for deres sidste tid og død, har tendens til at leve længere.

Det viser et nyt forskningsstudie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, hvor man undersøgte effekten af samtalemetoden Advance Care Planning, hvilket bedst kan oversættes til ”planlægning af fremtidig pleje”. Studiet er bragt i det videnskabelige britiske tidsskrift British Medical Journal Supportive and Palliative Care.

Advance Care Planning består af en række konkrete spørgsmål, som en læge taler med patienten og dennes pårørende om. Det kan være om eventuelle ønsker for genoplivning og om, hvor patienten vil tilbringe den sidste tid.

Ifølge en af forskerne bag studiet, Mette Asbjørn Neergaard, overlæge i Enhed for Lindrende Behandling på Aarhus Universitetshospital, kan det endnu ikke præcist fastslås, hvorfor patienter, der har lagt en plan for den sidste tid, lever længere. Det skal fortsat undersøges, da forlængelse af livet slet ikke var det oprindelige formål med projektet.

”Men jeg tror bestemt ikke, at man skal undervurdere den afklaring og ro, sådan en samtale kan give i forhold til at afhjælpe den stress, der kan være i forbindelse med at skulle dø. Samtalen handler også om at fokusere på at leve den sidste del af livet på en positiv måde og få det bedste ud af den tid, der er tilbage,” siger Mette Asbjørn Neergaard.

I studiet inddelte forskerne 205 svært syge patienter med enten hjerte- og lungesygdomme eller kræft i to grupper. Den ene halvdel blev tilbudt en Advance Care Planning-samtale, mens den anden ikke gjorde. 73 procent af de patienter, der havde modtaget samtalen, var i live efter et år. Derimod var det kun 57 procent af de patienter, som ikke havde haft den mulighed, der levede et år senere. Især blandt hjerte- og lungepatienterne så man en markant forskel på de patienter, der havde modtaget samtalen, sammenlignet med dem, som ikke havde.

Et spørgsmål, der imidlertid hurtigt rejser sig, er, om det nødvendigvis er positivt at leve længere, når man har en dødelig sygdom.

”Vi ved, at de fleste patienter, der er døende, har et ønske om at leve så længe som muligt. Og at langt de fleste gør alt, hvad de kan, for at forlænge livet. Men man ville selvfølgelig skulle kigge på hver enkelt patients forløb for at fastslå, om det i det konkrete tilfælde er positivt for patienten,” siger Mette Asbjørn Neergaard.

Ifølge Vibeke Graven, postdoc ved Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Rehpa, kan der i sundhedsvæsenet være en tendens til, at man undgår de svære spørgsmål om døden og den sidste tid.

”En del undersøgelser peger på, at plejepersonalet synes, det er for privat et emne at bevæge sig ind på. Og så er man nok også i sundhedsvæsenet temmelig fokuseret på de ting, vi har evidens for, og fokuseret på resultater og forhold, vi kan måle. Det efterlader ikke altid plads til de spørgsmål, der ikke har et endegyldigt svar,” siger hun og tilføjer, at man i sundhedsvæsenet bør skabe både plads og tid til de eksistentielle og dybe samtaler:

”Det gælder simpelthen om at indrette nogle steder, hvor der er en ånd. Altså et eksistentielt rum. Det kan være alt fra en lille blomst på bakken med morgenmad til musik eller tid til bare at være. Plads til at tale om døden, men også om livet. For man er her jo endnu.”

Bo Snedker Boman er psykolog og blandt andet tilknyttet Universitetshospitalet i Roskilde, hvor han taler med kræftsyge og deres pårørende. Ifølge ham er det udmærket, at sundhedspersonale tager initiativ til en samtale om den sidste tid.

”Men det er vigtigt, at man ikke får skabt en situation, hvor der er en slags skjult tvang eller forventning om, at man skal tage imod en sådan samtale. Vi må ikke risikere, at det medfører en form for skyld at takke nej, fordi man så har været med til at afkorte sit liv,” siger Bo Snedker Boman og fortsætter:

”Og så er der en mere principiel og etisk diskussion om, hvad statsmagten i form af sundhedsvæsenet har legitim adgang til i kontakten med borgerne.”