Patientforeninger: Stor opgave at sikre alle patienters stemme

Det er brug for at høre både små og store patientforeninger, hvis behandlingen af de mange flere ældre og kronisk syge danskere skal forbedres, mener formanden for Danske Patienter

I dag falder alt for mange ældre og kronisk syge patienter ned mellem to stole i sundhedsvæsnet, og derfor er der brug for en markant fornyelse, mener direktør for foreningen Danske Patienter, Morten Freil.
I dag falder alt for mange ældre og kronisk syge patienter ned mellem to stole i sundhedsvæsnet, og derfor er der brug for en markant fornyelse, mener direktør for foreningen Danske Patienter, Morten Freil. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

To millioner danskere lider af kroniske sygdomme som for eksempel gigtsygdomme eller KOL, og andelen af plus 80-årige ventes at vokse med 150.000 personer i løbet af de næste 10 år. I dag falder alt for mange ældre og kronisk syge patienter ned mellem to stole i sundhedsvæsnet, og derfor er der brug for en markant fornyelse.

Det mener direktør for foreningen Danske Patienter, Morten Freil, der repræsenterer de fleste store og små patientforeninger i Danmark.

I dag præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et politisk udspil, der vil afskaffe de fem regioner. Ifølge Ritzau skal der i stedet for regionerne blandt andet oprettes 21 sundhedsfællesskaber. De skal bygges op omkring de nuværende akutsygehuse, og målet med fællesskaberne er at få sygehus, egen læge og kommunerne til at arbejde bedre sammen. Derudover skal der blandt andet være fem sundhedsforvaltninger, som står for driften af sygehuse og akutberedskab. Regeringen lægger også op til, at repræsentanter fra patientforeningerne skal inddrages i ledelsen af sygehusvæsenet.

Morten Freil understreger, at det er for tidligt at udtale sig om det samlede udspil.

”Men vi vil holde øje med, hvordan patienterne bliver hørt. Når man fjerner et folkevalgt lag som regionerne, er det afgørende, at vi som patienter kan stille folkevalgte til ansvar, og det er samtidig afgørende, at patienternes stemme bliver hørt. Et sundhedsvæsen kan ikke alene drives professionelt eller som en forretning,” siger Morten Freil.

Han understreger, at Danske Patienter vil arbejde for at sikre, at store organisationer som Kræftens Bekæmpelse og små patientgrupper med sjældne diagnoser bliver inddraget.

Anne Brandt, der er direktør for Lungeforeningen, som repræsenterer 600.000 danskere med kroniske lungesygdomme, understreger, at en af de store udfordringer bliver at få en bred vifte af patientgrupper inddraget i beslutningerne.

”Jeg håber, at der kommer til at sidde nogen i de nye bestyrelser, der ved noget om, hvad det vil sige at være kronisk syg og lide af flere sygdomme på én gang, for det er situationen for et stigende antal danskere. Man skal virkelig tænke sig om for at få repræsentanter ind, der kan se behandlingen ud fra patienternes perspektiv. Vi skal både have den nære hjælp og den specialiserede hjælp, og samtidig håber jeg ikke, at en nedlæggelse af regionerne betyder, at man bremser alt det gode, der i øjeblikket foregår mellem regioner og kommuner,” siger Anne Brandt, der ligesom Morten Freil ikke vil forholde sig til, om det er en god idé at nedlægge regionerne.

”Vi er hverken på det hold, der siger, at regionerne har gjort det meget dårligt, eller at de har gjort alt godt. Der skal ske noget nyt. Vi er spændte på at se, hvad alternativet er. Man skal finde den rigtige balance mellem politisk forankring, faglig ledelse og inddragelse af patienter og pårørende,” lyder det fra Morten Freil.

Han er dog ikke i tvivl om, at der er brug for store forandringer i sundhedsvæsnet.

”Der bliver markant flere ældre og flere patienter med kroniske sygdomme. Der er i dag alt for mange patienter, der får et for dårligt forløb. For mange bliver tabt i overgangene mellem for eksempel almen praksis, kommune og hospital. De enkelte sektorer har i alt for høj grad arbejdet inden for deres egen silo,” lyder det fra Morten Freil, der også efterlyser mere national styring, for eksempel når sundhedsvæsenet skal tage nye it-løsninger i brug.