Socialdemokratiet har som parti altid stået på to ben. Det ene er nationalt, og det andet er internationalt. Det har imidlertid skiftet over tid, om vægten blev lagt lige meget på de to ben. Eller om vægten var mest på det nationale eller det internationale ben.
I de første mange år efter partiets grundlæggelse i 1871 anerkendte man nok slægtskabet med den internationale arbejderbevægelse og dets tilknyttede socialdemokratiske partier – og herunder naturligvis særligt til det tyske socialdemokratiske parti, som agerede moderparti for andre landes tilsvarende politiske partier. Samtidig var det imidlertid forholdene internt i Danmark, som havde partiets klare prioritet. Det var forbedringen af forholdene for småkårsfolk i Danmark, som partiet først og fremmest arbejdede for.
Vægten på det nationale ben i partiet blev oven i købet forstærket, da partiet fik regeringsmagten med Thorvald Stauning nogle år i 1920’erne, og særligt, da man genvandt den i 1929, samtidig med at den internationale økonomiske krise spidsede til efter krakket på Wall Street i New York. Sociale reformer og national krisepolitik kom i højsædet, og partiet fik i 1934 et program med den sigende titel ”Danmark for folket”. Socialdemokratiet lignede et patriotisk parti.
I et interview i Arbejdernes Almanak fra 1939 blev Stauning i den forbindelse spurgt om, hvorvidt han følte sig som patriot, og han svarede: ”Hvis De ved patriot forstår en mand, der elsker sit land og vil arbejde for det efter evne, så vedkender jeg mig at være det. Jeg har altid følt kærlighed til mit fædreland […]. Vi svor, at vi ville erobre plads i dette land, at vi ville omforme det således, at vi kunne føle, at det var vort land og vort hjem. Det er nu sket, og jeg har givet mit bidrag. Det fædreland, vi har, er folkets, og den danske arbejder er patriot.”
Efter Anden Verdenskrig blæste der mere internationale vinde, som blandt havde sin årsag i, at man ville undgå en tredje verdenskrig, hvilket ifølge de dengang ledende socialdemokrater krævede et internationalt samarbejde. Danmark kom med i FN, Nato, Europarådet og Nordisk Råd. De socialdemokratiske statsministre, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, stod stadig med et solidt nationalt ben i deres praktiske politik, men det blev i højere grad end tidligere afbalanceret af et internationalt ben.
Under Jens Otto Krags lederskab i 1960’erne forstærkedes det internationale ben yderligere. Danmark kom med i det daværende EF i 1973. Socialdemokratiets internationale islæt var fortsat solidt under Anker Jørgensens lederskab i 1970’erne, men det blev dog reduceret noget i betydning til fordel for den nationale politik mod arbejdsløsheden og nedgang i kølvandet på den internationale økonomiske krise.
Med Svend Auken som formand skiftede betoningen i Socialdemokratiet klart til fordel for det internationale ben, men det var fra oppositionsbænken, at han pressede Schlüter-regeringens NATO-politik, EU-politik og udlændingepolitik. Med Poul Nyrup Rasmussen kom der igen en rebalancering. Det internationale ben var stadig vigtigt, men det nationale ben blev styrket noget.
Helle Thorning-Schmidt blev formand i 2005, statsminister i 2011 og videreførte Poul Nyrup Rasmussens linje, men måske med en lille styrkelse af det internationale ben. Hun var fuldblods-europæer, men var også tvunget til den rolle i forbindelse med det danske EU-formandskab i 2012. Efter Helle Thorning-Schmidts nederlag i 2015 overtog Mette Frederiksen posten som formand for Socialdemokratiet, og i 2019 blev hun statsminister. Hermed skiftede balancen i Socialdemokratiet til fordel for det nationale ben i partiet. Det internationale ben er stadig vigtigt, men Mette Frederiksen er klart mere nationalt orienteret end Helle Thorning-Schmidt.
Skiftet fra Thorning til Frederiksen er et skifte i patriotisk retning. Som Stauning nævnte, betyder patriotismen, at man har forkærlighed for sit eget land og dermed pligt og ansvar for med sammenhold at gøre noget for særligt det danske samfund. Dermed adskiller patriotismen sig fra nationalismen, som ofte vender sig aggressivt mod andre lande, hvad patriotismen ikke gør.
Man kan se Frederiksens patriotisme på hendes prioriteter på eksempelvis det nationale social-, arbejds- og udlændingepolitiske område. Man kan også aflæse Frederiksens patriotisme i forhold til Thorning ved at analysere de nytårstaler, som de to har holdt.
Frederiksen har holdt to nytårstaler i 2020 og 2021. Thorning holdt fire nytårstaler i 2012, 2013, 2014 og 2015. I disse nytårstaler nævnte Thorning det potentielt patriotisk klingende ord ”samfund” 12 gange, mens Frederiksen i halvt så mange taler nævner ordet 25 gange. Frederiksen nævner de – anvendt i en politisk sammenhæng – patriotiske ord ”sammenhold”, ”pligt” og ”ansvar” henholdsvis to, tre og fem gange i sine to nytårstaler, mens Thorning overhovedet ikke anvender disse ord. Omvendt nævnet Thorning ordet ”Europa” seks gange i sine fire taler, mens Frederiksen ikke bruger det overhovedet.
Summa summarum: Socialdemokratiet er mere patriotisk end i mange år, uden at det internationale islæt dog er forsvundet.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.