Prøv avisen

Patriotismen vokser blandt danskerne

Krigen i Afghanistan har betydet, at patriotismen i det danske samfund er stigende, vurderer ekspert

Regeringen har sørget for en ny flagdag, ny veteranpolitik og nye mindetavler for at ære de danske soldater. Men også i den almene befolkning vokser opbakningen og patriotismen.

Det skriver metroXpress onsdag.

Michael Jensen, der er formand for familienetværket, som står bag den velkendte gule "Støt Vore Soldater"-sløjfe, oplyser, at det i løbet af det seneste år har solgt varer for 1,6 millioner kroner - det største beløb, siden netværket begyndte i 2008.

Også foreningen Støt Soldater og Pårørende melder om øget interesse for dens sag - blandt andet i form af flere henvendelser om foredrag og løbende flere medlemmer.

Samlet set kan det være udtryk for stigende patriotisme i det danske samfund, vurderer professor og leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen.

- Alle danskere har på en eller anden måde krigen i Afghanistan inde på livet. Hvad enten det er gennem medierne eller som pårørende til en soldat. Den tilknytning vil man gerne markere med for eksempel soldatersløjfer, og det kan man godt kalde patriotisme, siger Mikkel Vedby Rasmussen, der mener, at patriotismen kan gøre det lettere at sende danske soldater i krig fremover.

- Der vil blive stillet færre spørgsmål til idéen om at bruge militærmagt i fremtiden, men der vil også blive stillet flere spørgsmål til, hvordan den militære magt bliver brugt, siger Mikkel Vedby Rasmussen til metroXpress.