Pave Frans opfodrer til klimakamp, religiøse mennesker er sjældent rige, og 96-årig stilles nu for retten som naziforbryder

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Pave Frans opfodrer til klimakamp, religiøse mennesker er sjældent rige, og 96-årig stilles nu for retten som naziforbryder
Foto: Imad Alassiry/Unsplash, Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix og David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix.

Nu kommer det til at lugte. For af regeringens udspil i landbrugsforhandlingerne fremgår det, at én af vejene til at nedbringe CO2-udledning fra landbruget er ved at give gyllen tilsætningsstoffer, inden den spredes på markene. Derudover vil regeringen fokusere på bioraffinering af halm og andre energiafgrøder. Udspillet viser vejen til at reducere landbrugets CO2-udledning med 7,1 millioner ton frem til 2030, bebuder regeringen. Men Klimarådet er ifølge Dagbladet Information uenig i regnemetoderne. Der kan nemlig være flere såkaldte overlap, der gør, at den ambitiøse barre må sænkes. En halmballe kan eksempelvis kun brændes af én gang, men det kræver i første omgang, at der har været en høst, som har produceret lige præcis dén halmballe. Det har regeringen angiveligt ikke taget højde for. Klimarådet mener, at det realistiske tal for resultatet af landbrugsindsatserne nok snarere er 25 procent lavere.  

Klimakamp i de små byer

Morgensamling beholder klimakasketten på lidt endnu. For flere og flere borgergrupper tager sagen i egen hånd og forsøger at nedsætte deres klimaaftryk. Ifølge dagens Kristeligt Dagblad har initiativet Grønne Naboskaber nu 75 grupper fordelt på 53 kommuner. I grupperne forsøger borgere at mindske deres CO2-udslip ved for eksempel at dyrke vilde haver, bytte haveredskaber eller udveksle erfaringer om brug af elbiler. En reportage fra dagens avis illustrerer den grønne tendens, der spirer i de små byer; borgerne i Skærbæk har nemlig kastet sig over vilde haver og deleøkonomi. Spørgsmålet er, om det batter?

Pave Frans og Greta Thunberg

Tro det eller ej. Men vi er ikke helt færdig med klimaet. For i Milano afsluttes i dag en stor klimakonference, der hedder Youth 4 Climate. Og talerstolen har haft besøg af både klimaaktivist Greta Thunberg og det katolske overhoved pave Frans, skriver det kristne nyhedsbureau Religion News Service. Pave Frans erklærede, at det var godt, at ”de unge udfordrede den voksne verden”. Men han meddelte også sin opbakning til klimakampen på en anden – og lettere diskret – måde. Han påpegede, at de unge må vise, at de er klar ”ikke kun på handling. Men også på at lytte tålmodigt og indgå i konstruktiv dialog og gensidig forståelse”. Måske er der noget om snakken? For Greta Thunberg begyndte sin tale med ordene: ”30 år med blah, blah, blah”.

Religiøse er sjældent rige

Morgensamling er nu færdig med klimaet, men vi holder fast i troen. En ny undersøgelse, som er beskrevet i nyhedsmagasinet The Economist og som er baseret på 3,3 millioner mennesker fordelt på 156 lande, afslører, at religiøse mennesker i lande med et ellers højt velfærds- og velstandsniveau oplever at have lavere status og dårligere mentalt helbred end ikke-troende. Det kan hænge sammen med, at mange religioner i udgangspunktet er kritisk stillet over for rigdom. Til gengæld kan alene det at være religiøs være en beskyttende faktor mod fattigdom, mener forskerne bag undersøgelsen.   

Muslimske kvinders oplevelse af islamofobi

Et helt, helt andet studie, der blev publiceret i går, viser, at muslimske kvinder i USA i højere grad føler, at de bliver udsat for islamofobisk adfærd end muslimske mænd. I  undersøgelsen, der er baseret på 1123 amerikanske muslimer, siger 75 procent af de adspurgte, at kvinder er mere i risiko for at blive udsat for islamofobi end mænd. Religion News Service, som har skrevet om undersøgelsen, oplyser også, at 60 procent finder, at islamofobi er et stort problem i USA. Det betyder, at mange muslimske amerikanere må selv-censurere deres religion af frygt for, hvordan andre vil reagere.  

Danskerne er splittede om mink

Inden Morgensamling vender næsen mod tyske naziforbrydere og lyssværd ved Vadehavet, skal vi tilbage, hvor det hele begyndte: Landbruget. For i går forlængede et flertal i Folketinget et forbud mod minkproduktion i Danmark frem til 2023, skriver TV 2. En Megafon-måling viser, at danskerne er anderledes splittet om, hvorvidt det skal være forbudt at drive minkfarme i Danmark. 31 procent er ”helt enige” i, at det skal være forbudt – mens 31 procent omvendt er ”helt uenige”. I skrivende stund ser fremtiden dog (stadig) sort ud for landets minkfarmere. Kristeligt Dagblad bringer i dag et interview med Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur. Han siger blandt andet: ”Jeg har ikke noget håb tilbage for branchen som helhed”.

96-årige Irmgard skal for retten

Sort ser det også ud for de ældre tyskere, som på en eller anden måde hjalp nazisterne under Anden Verdenskrig. Én af dem er 96-årige Irmgard, der nu skal for retten. I slutningen af krigen tog hun stenografi og udførte maskinskriv for kommandanten i Stutthof, Paul-Werner Hoppe. Selvom man i det meste af efterkrigstiden i Vesttyskland og Tyskland lod selv de værste naziforbrydere slippe, betragtes Irmgard i dag som en potentiel naziforbryder, skriver Berlingske. Det skyldes, at den tyske anklagemyndighed har valgt en hård praksis, hvor man er villig til at dømme alle personer, som har bidraget til Holocaust.

Star Wars indtager Vadehavet

De seneste dage har flere medier bragt anmeldelser og artikler om den nyeste James Bond-film. Kristeligt Dagblad er også ramt af Bond-feberen. I dagens avis bringes en femstjernet anmeldelse, og i et debatindlæg fremgår det, at den næste agent 007 ”selvfølgelig ikke skal være en kvinde”. Spørgsmålet er, om medierne i deres Bond-feber har overset en lille amatøristisk filmperle, der er blevet indspillet ved Vadehavet? Gennem de seneste tre år har Star Wars-nørden Jesper Tønnes arbejdet på amatørproduktionen ”The Last Padawan II”, der er efterfølgeren til Tønnes’ første fanfilm. Jesper Tønnes forklarer til TV Syd, hvordan det er at lave film på et stramt budget og udpensler udfordringerne i at få scener i kassen – uden at turister og autocampere er med i billedet. Filmen kan ses på YouTube.  

Og som man siger i Star Wars-universet: ”May the force be with you.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.